Harry S. Truman

Truman blev i 1944 demokraternes vicepræsidentkandidat, da partiets højrefløj pressede den svækkede præsident Franklin D. Roosevelt til at udskifte vicepræsident Henry Wallace.

Som vicepræsident havde Truman kun begrænset kontakt med Roosevelt, og efter kun 82 dage afløste han Roosevelt ved dennes død.

Indenrigspolitisk kom Truman under pres fra den stigende konservatisme i efterkrigstidens USA. Selvom Det Demokratiske Parti i 1948 var dybt splittet, lykkedes det Truman takket være en aggressiv valgkampagne, hvor han gav den republikansk-dominerede Kongres skylden for de manglende politiske resultater, at besejre sin modkandidat, republikaneren Thomas E. Dewey.

Truman fremsatte i 1949 et ambitiøst velfærdsprogram, som bl.a. indeholdt forslag om statslig sygeforsikring og borgerretslove, men kun et mindre forslag om socialt boligbyggeri blev vedtaget.

Trumans reformforslag blev overskygget af det forværrede forhold til Sovjetunionen, hvor Truman fastlagde den såkaldte inddæmningspolitik, som kom til at udgøre grundlaget for USA's politik under den kolde krig. Særligt med Trumandoktrinen – en tale Truman holdt i Kongressen i 1947 – markerede præsidenten dette skift.

I 1948 blev Marshallplanen, opkaldt efter Trumans udenrigsminister, George C. Marshall, vedtaget, en plan, som over en fireårsperiode gav 13 milliarder dollar til den økonomiske genopbygning af Vesteuropa. I årene 1948-1949 blev luftbroen til det indesluttede Vestberlin gennemført, og i 1949 blev NATO oprettet.

Det kommunistiske Nordkorea invaderede i juni 1950 Sydkorea, og Truman indsatte med FN's godkendelse en hær under ledelse af general Douglas MacArthur.

Da hæren forsøgte at erobre Nordkorea, blev den trængt tilbage af kinesiske tropper. Truman afskedigede MacArthur i 1951, da denne ønskede at udvide krigen til også at omfatte Kina.