vetoret

Vetoret er retten til at forkaste en beslutning. På den politiske arena har en politisk myndighed vetoret, hvis den kan forkaste en beslutning, der er vedtaget af en anden politisk myndighed, fx Romerrigets plebejertribuner og den polske rigsdags liberum veto i 1652-1791.

Den amerikanske præsident kan sende et lovforslag, som han ikke bifalder, tilbage til Kongressen. Hvis hvert af Kongressens to kamre derefter vedtager lovforslaget med et flertal på ²/₃, træder det i kraft. Præsidentens vetoret kaldes et suspensivt (dvs. udsættende) veto, men har stor betydning, fordi Kongressen kun sjældent kan mønstre det nødvendige flertal. I stater med parlamentarisk styre findes vetoret i praksis ikke, da en regering reelt ikke kan afvise lovforslag, vedtaget af det parlament, som den er afhængig af.

Internationalt kan nævnes vetoretten i FN's Sikkerhedsråd, hvor fem stormagter (2010), England, Frankrig, Kina, Rusland og USA, har vetoret i substantielle spørgsmål, men ikke i proceduremæssige. Til gengæld har de fem vetoret ved afgørelse af, om en sag er proceduremæssig eller substantiel, det såkaldte dobbelte veto. Vetoretten gælder desuden ved eventuelle revisioner af FN's charter, og det må derfor betragtes som helt usandsynligt, at den nogensinde bliver afskaffet. Brugen af vetoretten er blevet meget begrænset gennem de senere år, men der er fortsat grundlæggende uenigheder mellem stormagterne, hvad især diskussionen i 2003 om anvendelse af militær magt over for Irak viste.

Oprindelig gjaldt i EF/EU enstemmighedsprincippet i Ministerrådet, dvs. en reel vetoret. Ved EF-pakken i 1986 vedtoges det, at beslutninger vedrørende det indre marked samt arbejdsmarkeds- og miljøproblemer skulle træffes på grundlag af flertalsafgørelser. Det blev yderligere understreget ved Maastrichttraktaten i 1992. Flertalsafgørelser kan forventes at blive udvidet til andre områder, bl.a. på grund af udvidelser af medlemsskaren i EU. Det såkaldte Luxembourgveto, hvormed et medlem ved henvisning til "overordnede nationale interesser" kan kræve enstemmighed og derved undgå at blive nedstemt i Ministerrådet, gælder formelt fortsat, men er ikke blevet anvendt i en længere årrække.