Ligesom kvindebevægelsen har eksisteret siden anden halvdel af 1800-t., har der også tidligere været eksempler på kvindeforskning, men før kvinderne fik adgang til universiteterne, var der kun tale om enkeltstående tilfælde. Blandt disse må Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Woman (1792, da. Qvindekjønnets Rettigheder forsvarede, 1801) anses for at være det første betydelige værk. Ud over at være et politisk kampskrift, som i Den Franske Revolutions ånd kræver borgerrettigheder for kvinderne, indeholder det også idéhistoriske analyser af kvindesynet i Rousseaus kønsfilosofiske skrifter og sociologiske analyser af kønsrollemønsterets baggrund.
Forfattere med tilknytning til både liberalismen og marxismen videreførte kravet om kønnenes ligeberettigelse og kvindeundertrykkelsens ophør. Ud fra omfattende analyser af kvindens stilling i familien og samfundet i alle historiske perioder påviste de, at kønsrollerne ikke er naturgivne, men at de er historisk bestemte og kan ændres gennem økonomisk udvikling og politisk handling. John Stuart Mills The Subjection of Women (1869, Kvindernes Underkuelse, oversat af Georg Brandes i udgivelsesåret), Friedrich Engels' Der Ursprung der Familie, des Privateigenthums und des Staats (1884, da. Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, 1888), og August Bebels Die Frau und der Sozialismus (1879, da. Kvinden og Socialismen, 1912) må regnes blandt kvindeforskningens klassikere, skønt de ikke er skrevet af kvinder.
Virginia Woolf førte ligestillingskravet ind på litteraturens område og afdækkede de mere uigennemskuelige psykologiske og sproglige forhindringer for, at kvinderne har kunnet komme til orde, selv når de har haft adgang til både at udgive bøger og studere på universitetet. I A Room of One's Own (1929, da. Eget værelse, 1973) viser hun, at kvinder sjældent har haft de materielle betingelser for at blive forfattere, "500 £ om året og et værelse med lås for døren", og at der er en psykologisk modsætning mellem kvinde- og forfatterrollen; kvinden skulle som husmor være "en engel i huset" og kunne derfor ikke tillade sig at fordybe sig i store personlige og nyskabende kunstneriske opgaver. Eftersom kvinders erfaringer og normer er anderledes end mænds, kan kvindelige forfattere heller ikke overtage mændenes sprog, de må skabe deres eget og deres egen litterære tradition. Med disse afgørende indsigter åbnede Virginia Woolf kvindeforskningens andet hovedspor, der førte til interessen for kvindernes særlige historie og kultur.
Det blev imidlertid Simone de Beauvoir, der i sit monumentale værk Le deuxième sexe (1949, da. Det andet køn, 1965) med stor gennemslagskraft sammenfattede de tidligere spredte bidrag og lagde grunden til den moderne kvindeforskning. Ud fra det hovedsynspunkt, at "man fødes ikke som kvinde, man bliver det", analyserer hun de almene og historiske vilkår for kvinders liv i et samfund, hvor manden er norm og kvinden afvigelsen fra normen, "den anden". Bogen er en kompromisløs anklage mod patriarkatets kvindeundertrykkelse, men også en kritik af kvinderne for manglende mod til at gøre sig til herre over deres egen skæbne.
Blandt de amerikanske skribenter, der betød mest for kvindeforskningens opblomstring efter 1960, var Betty Friedan, som i The Feminine Mystique (1963, da. (forkortet) Farvel, kvindesag?, 1964) analyserede den illusoriske forestilling om en "mystisk kvindelighed", som samfundet påduttede middelklassehusmoderen, samtidig med at hun blev lukket inde i hjemmets kedsommelige daglige rutiner, og Kate Millett, som i Sexual Politics (1970, da. Seksualpolitik, 1971) rettede et skarpt angreb på den skjulte eller uerkendte kvindeforagt i nogle af 1900-t.s grundlæggende videnskabelige teorier og litterære hovedværker, særlig Freuds psykoanalyse og værker af forfattere som D.H. Lawrence og Henry Miller.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.