køn (hos mennesker)

Køn henviser til to forskellige sider af menneskelivet; dels de medfødte biologiske anlæg som kromosomer, hormoner og kønsorganer (se kønshormoner, kønskarakterer), dels det sociale rollemønster, som angiver, hvilke arbejdsfunktioner man forventes at overtage, hvilken position man kan indtage i det offentlige liv, og hvilken rolle man skal udfylde i familien.

Køn har herudover en tredje betydning, som vedrører psykologi; det enkelte menneske opbygger på baggrund af sine biologiske anlæg og det sociale kønsrollemønster, som det indføres i gennem opdragelsen, en psykologisk kønsidentitet, som præger dets adfærd og valget af seksualpartner.

Forholdet mellem de tre sider af kønnet er komplekst og varierer dels fra individ til individ, dels i forhold til samfundsformer og historiske perioder. Mest stabile er de biologiske anlæg, men de kan forbindes med meget forskellige sociale roller og psykologisk adfærd. Traditionelle samfund skaber dog sædvanligvis et regelbundet kønsrollemønster, som binder biologisk, socialt og psykologisk køn sammen til en normativ helhed, hvorimod det moderne samfund tillader langt friere kombinationer.

Den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Robert Stoller (1925-91) foreslog i bogen Sex and Gender (1968) at skelne mellem 'sex' og 'gender', således at 'sex' henviser til det biologiske køn og 'gender' til det sociale og psykologiske køn. Baggrunden var studier af transseksuelle, der følte et modsætningsforhold mellem de forskellige sider af deres køn, som om de var anbragt i en forkert krop.

Robert Stollers begreber sex/gender bruges nu almindeligt af engelsktalende, men i lighed med en række andre sprog som fx fransk har vi ikke på dansk et tilsvarende begrebspar. I moderne sprogbrug henviser køn især til det biologiske køn og til seksualiteten, mens det sociale og psykologiske køn, når der skal skelnes, betegnes kønsrolle.

I perioden før 1945 var det en udbredt antagelse, at kønsstrukturen er en social og psykologisk udfoldelse af den grundlæggende biologiske kønspolaritet. Arbejdsdelingen og de to køns forskellige status i det traditionelle patriarkalske samfund, hvor manden er familiens forsørger, overhoved og repræsentant i offentligheden, mens kvinden passer hjemmet og børnene, blev betragtet som en naturlig overbygning på det biologiske faktum, at kvinden er mindre og svagere end manden, og at hun alene bærer, føder og ammer spædbarnet.

Efter 1945 har ændringer i familiemønsteret, som især er et resultat af kvindernes stigende deltagelse i familiens forsørgelse og det offentlige liv, imidlertid foranlediget forskningen til at se nærmere på kønsforholdet og familiestrukturen i tidligere perioder og andre samfundsformer, og disse undersøgelser har i vidt omfang undergravet troen på vor kulturs traditionelle kønsroller som naturgroede. Se også familie.

Det har vist sig, at synet på kønspolariteten forandredes grundlæggende, samtidig med at naturvidenskaben i oplysningstiden i 1700-t. overtog religionens rolle som primær forklaringsmodel. Før 1700-t. havde man hæftet sig ved det ensartede anlæg af mænds og kvinders kønsorganer og derfor antaget, at der kun findes ét biologisk køn, som er repræsenteret i manden, hvorimod kvinden blev betragtet som en uudfoldet version af manden; man fandt identitet mellem alle deres kønsorganer, blot var mandens vendt udad (penis, testikler), mens kvindens vendte indad (vagina, æggestokke).

Aristoteles karakteriserede manden ved hans aktive drift; det var fra hans sæd, barnet opstod; kvinden var kun en passiv, om end nærende beholder for barnet. Skønt de vestlige samfund også før oplysningstiden var stærkt patriarkalske, blev mandens overlegenhed over kvinden altså ikke begrundet med, at han tilhørte et andet biologisk køn end hende. En sådan biologisk begrundelse af de sociale kønsroller fremkom først, idet oplysningstidens nye naturvidenskabelige paradigme erstattede de religiøst baserede normsystemer.

Tokønsmodellen, der antager, at kvinders og mænds seksuelle køn er fundamentalt forskellige, kom først nu til at præge tankegangen gennemgribende; lægevidenskaben fremskaffede regelmæssigt beviser for, at kvinders politiske og økonomiske stilling kunne begrundes med karakteren og effekten af deres reproduktive organer. Tokønsmodellen dominerede synet på kønnet frem til de moderne demokratiers afvikling af patriarkatet og den traditionelle familie.

Også antropologien har sat spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem biologisk og socialt køn, idet studiet af fjerntliggende og isolerede stammekulturer har vist store afvigelser fra Vestens traditionelle kønsrollemønster. Antropologen Bronisław Malinowski påviste ca. 1920, at trobrianderne på en øgruppe nord for Australien levede i et matrilineært samfund; trobrianderne kendte eller anerkendte ikke faderens rolle i forplantningen og regnede derfor børnene for moderens, hvilket dog ikke betød, at kvinderne havde magten hverken i familien eller stammen.

Psykoanalytikeren Abram Kardiner (1891-1981) og antropologen Margaret Mead har beskrevet andre primitive stammer, kannibaler og hovedjægere, hvor mødrene ikke selv tager sig af deres nyfødte, men overlader plejen til ældre søskende eller til fædrene; i nogle stammer undlader moderen tilmed at amme den nyfødte for ikke at ødelægge sin figur. Hertil kommer, at kvinder i alle samfund har udført tungt fysisk arbejde på linje med mændene.

Begreberne mandlighed og kvindelighed er således i det væsentlige abstrakte idéer, som til forskellig tid og i forskellige samfund har haft meget forskelligt indhold, men kønspolariteten har altid været et centralt led i den sociale organisation. Forskellene i biologiske anlæg giver en påviselig forskel mellem de to køns evner i forskellig henseende, også bortset fra rollen i selve forplantningen, men disse forskelle er kun nuancer i forhold til mænds og kvinders ensartethed som mennesker.

Den almindelige antagelse om den forhistoriske periode er, at kvindernes status var højere i agerbrugs- end i nomadekulturer. De tidlige egyptiske og mellemøstlige civilisationer dyrkede moder- og frugtbarhedsgudinder, Ishtar i Mesopotamien (Irak), Isis i Egypten. Johann Jakob Bachofen (1815-87) hævdede derfor i sit banebrydende værk Das Mutterrecht (1861), at disse samfund var gynækokratiske, at moderretten herskede.

Moderne antropologer tvivler på, at der har eksisteret egentlige matriarkater, men de tidlige frugtbarhedsdyrkende landbrugssamfund, hvor faderskabet var usikkert, enten fordi man ikke kendte eller anerkendte mandens rolle i forplantningen, eller fordi det monogame ægteskab endnu ikke var normen, har formentlig været matrilineære. Det sidste synspunkt er Friedrich Engels' i Der Ursprung der Familie, des Privateigenthums und des Staats (1884, da. Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, 1888).

I de antikke græske bystater var den matrilineære arvefølge forsvundet. Johann Jakob Bachofen påpegede sporene af moderrettens undergang i Aischylos' dramatrilogi Orestien (458 f.Kr.), hvor Orestes frikendes for mordet på sin mor Klytaimnestra med den begrundelse, at han ikke er knyttet til moderen ved blodets bånd: "Til det, som kaldes hendes barn, er ej en mor/ det rette ophav, bare jordbund for et frø./ Nej, manden avler. Kvinden værner kun som ven/ det spæde liv for vennen, hvis en gud gi'r vækst".

Grækerne havde således vendt skabelsesmyten om, og både den antikke græske og romerske kultur var stærkt patriarkalsk. Kvinderne blev reduceret enten til mødre, som levede lukket inde i hjemmene uden uddannelse og rettigheder, eller til veluddannede prostituerede, de såkaldte hetærer.

Kristendommen videreførte det jødiske og græske patriarkat. Paulus skriver til Korintherne, at kvinder skal tie i menighedsforsamlingen og "underordne sig, som loven siger" (1.Kor. 14,34); rangordningen mellem mand og kvinde er også klar: "Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved" (1.Kor. 11,3). Som troende er mand og kvinde dog stillet ens, og kvindelige martyrer og nonner blev anerkendt af kirken.

Kristendommen var også stærkt præget af den græske dualisme mellem ånd og kød; de kristne dyrkede askesen, præster og munke skulle leve i cølibat, og kvinderne kom ofte negativt til at repræsentere kødets fristelser og påfølgende fordærv, ligesom Eva i skabelsesberetningen havde fristet Adam til at spise æblet fra kundskabens træ og dermed sætte sig op imod Gud. Senere skabte kristendommen dog højmiddelalderens madonnadyrkelse, som blev inspiration for trubadurdigternes kvindeidealisering og for de høviske omgangsformer mellem kønnene, som denne litteratur indstiftede.

Renæssancen genopfriskede de antikke patriarkalske normer, og Reformationen i Nordeuropa bidrog også til at understrege autoritetsforholdene i familien, kønsforskellen og kvindens underordnede stilling, men humanismen bragte samtidig viden i høj kurs, og med bogtrykkerkunstens hurtige udbredelse fik mange kvinder mulighed for på egen hånd at skaffe sig kundskaber og egentlig lærdom. Thomas Mores døtre var kendte for deres sprogkyndighed, og i Danmark oversatte Birgitte Thott Seneca d.y. (1658).

Begrebet kønsroller henviser til de forventninger, som et givet samfund har om, hvordan piger og drenge, kvinder og mænd bør opføre sig. Disse forventninger er igen baseret på skiftende kulturelle normer om, hvad der er feminint og maskulint. Hvad der anses for feminint og maskulint varierer kulturelt, socialt og historisk, og det varierer også, hvor betydningsfuldt det er at markere grænsen mellem mandligt og kvindeligt.

Kønssocialisering betegner den proces, hvorigennem den enkelte tilegner sig og udformer sit personlige køn. Processen foregår på mange forskellige arenaer — i familien, i skolen, i fritiden, gennem medier og kammeratskabsnetværk og på arbejdspladserne. Kønssocialiseringen begynder meget tidligt og fortsætter livet igennem. Påvirkningen er massiv i vores samfund, men i og med processen aldrig er afsluttet, er der alligevel tale om noget, der kan forandres. Kønssocialisering er på den ene side en proces, som fører til større eller mindre grad af tilpasning: Mennesker lærer gennem belønninger og sanktioner at indordne sig under samfundets normer om mandligt og kvindeligt.

På den anden side er kønssocialiseringen også en proces, hvorigennem mennesker konstruerer og tilegner sig kulturel og psykologisk identitet. Børn forstår, at de er piger eller drenge, allerede i toårsalderen. Gennem barndom og ungdom ser vi, hvordan de aktivt arbejder med at markere "grænser" til det andet køn. I deres anstrengelser for at blive troværdige og konsistente medlemmer af deres sociale verden udformer de deres køn på måder, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med, hvad lærere og forældre fortæller dem, at køn er.

Fra et kulturperspektiv kan disse sociale processer ses som noget, der skaber forskellige kønskulturer, en pigeverden og en drengeverden med forskellige regler og værdier. Fra et psykologisk perspektiv kan de ses som processer, der skaber forskellige kønsidentiteter — følelser af lyst og ulyst til de forskellige ting, som vi forbinder med mandlig og kvindelig væremåde. I begge tilfælde lægges der vægt på at se kønssocialisering som en aktivt konstruerende proces og ikke kun som en indlært kønsrolle.

Normer og forventninger knyttet til køn kan både være eksplicitte og implicitte. I et moderne samfund, hvor ligestilling mellem kønnene er et mål, vil eksplicitte kønsrollenormer miste legitimitet. Kønsrollenormer kan alligevel være virksomme, i den grad køn fortsat udgør en ureflekteret fortolkningsramme, som fører til, at vi opfatter samme adfærd som forskellig alt efter personens køn. Dette kaldes kønstypificering eller kønsattribuering: Erhvervsarbejde uden for familien vil fx for mænds vedkommende kunne blive tolket som udtryk for forsørgeransvar, for kvinders vedkommende snarere som behov for selvrealisering. Enlige forældres situation vil kunne fortolkes uligt alt efter, om det er en enlig mor eller en enlig far, der er tale om. Også når det gælder opfattelsen af børn, virker fortolkningsrammen, uden at vi altid er bevidste om det.

Mens forskellige opdragelsesnormer for piger og drenge var en helt selvsagt ting frem til begyndelsen af 1900-t., tager de fleste forældre og lærere i dag afstand fra en sådan tanke. Alligevel er der ingen forskningsmæssig tvivl om, at forældre opfatter deres børns personlighed og egenskaber på en kønsspecifik måde — og det vil i sig selv føre til forskelsbehandling. Uregerlige piger irriterer mere end uregerlige drenge, stille drenge vækker mere bekymring end stille piger.

Børnenes valg af tøj, legetøj og fritidsaktiviteter bliver mere synlige, når de går imod det, vi er vant til. Når drengen får dukkevogn og pigen racerbil, vælger forældrene som regel noget, der er billigere, end når det er pigen, som får dukkevognen, og drengen, som får racerbilen. Den store forskel, vi ser på pigers og drenges interesse i computere, har en klar parallel i, hvor mange forældre der forsyner deres sønner med egne computere i forhold til døtrene. Selvom barnets egne ønsker selvfølgelig også spiller ind, er det klart påvist, at kønstypificeringen begynder, længe før barnet har nogen egne ønsker.

Amerikanske forskere fandt fx, at forældre opfattede helt nyfødte sønner som fastere, med grovere ansigtstræk, bedre koordineret, mere opvakte, stærkere og mere hårdføre end nyfødte døtre. Nyfødte døtre blev derimod opfattet som blødere, med finere ansigtstræk, mindre af vækst, mere skrøbelige og mindre opvakte end sønnerne. Fædrene kønstypificerede deres nyfødte børn mere end mødrene. Nordiske undersøgelser har vist, hvordan forældre uden at vide det fortolker deres fireårige børn forskelligt efter barnets køn: Når den fireårige pige ikke gør, som der bliver sagt, tolkes det som, at hun endnu er et lille barn, mens samme adfærd hos den fireårige dreng tolkes som, at han er ved at blive stor og selvstændig.

Også pædagoger og lærere — af begge køn — kønstypificerer børnene. Klasserumsundersøgelser fra mange forskellige vestlige lande 1970-85 viste, at pigerne fik mindre taletid og mindre opmærksomhed i skolen. På tværs af klassetrin, af fag og af elevernes sociale og etniske baggrund fik de færre faglige instruktioner, færre avancerede spørgsmål og mindre faglig respons, færre irettesættelser og lidt mindre ros end drenge. Lærere, som bliver bedt om at fortælle om deres elever, fortæller ofte mere differentieret og med større personligt engagement om drenge end om piger. Drengene fremstilles som forskellige individer, mens pigerne forstås primært gennem deres køn og derfor fremtræder som en mere ensartet gruppe for lærerne.

Undervisningen planlægges og gennemføres ofte ud fra drengenes interesser — både fordi lærerne er mere opmærksomme på dem, og fordi de forventer, at drengene bliver urolige og uopmærksomme, når det, der foregår, ikke interesserer dem. Denne type forskelsbehandling er sjældent intenderet eller bevidst for lærerne. Den optræder også hos lærere, som virkelig ønsker og bestræber sig på at behandle piger og drenge ens, og som tror, de gør det.

Lærerne overvurderer ofte omfanget af pigernes deltagelse i klassesamtalerne, mens det omvendte er tilfældet for drengene. Piger beskrives tit som mere modne og ansvarlige end drengene, men siden udvikling i vor kultur forstås som det at øge sin uafhængighed af andre, får pigernes sociale ansvarlighed let en bismag af afhængighed og konformitet i de voksnes øjne — samtidig med at pigerne roses og belønnes for netop denne opførsel.

Klasserumsforskningen tyder på, at der sker et fald i pigernes selvtillid i 13-14-års-alderen. Skiftet i skoletilpasningen beror muligvis på en modsætning mellem skolens eksplicitte og implicitte normer for succes. De små piger opfylder de eksplicitte krav om at gøre, hvad læreren siger, opføre sig pænt og udvise flid og samarbejde, og taber i det lange løb, fordi drengenes mere ekspansive og individualistiske opførsel matcher de implicitte, men reelle betingelser for succes — både i skolen og i samfundet.

Køn er ligesom alder en skillelinje eller grænse, som børnene selv bruger for at dele verden op og skabe mening. Grænsemarkeringen ser ud til at være stærkest og mindst fleksibel i alderen fra 5 til 11 år. Drenge markerer som regel stærkere grænser mod pigerne end omvendt, og begge køn laver mere grænsearbejde, når de optræder i grupper og i institutionelle sammenhænge (fx skolen), end de gør i mere uformelle og personlige sammenhænge (fx i leg derhjemme). På denne måde kan man se køn som noget, der hele tiden skabes, vedligeholdes eller forandres imellem børnene. Hvad køn skal betyde, er noget, man forhandler om i børnegruppen. Samtidig betyder grænsearbejdet, at der i denne aldersperiode ofte bliver store forskelle på drengenes og pigernes verden.

Undersøgelser af børn fra vestlige kulturer i perioden 1970-90 fandt, at drenge som regel leger i større grupper end piger, og at de opfatter gruppen som en kollektiv enhed, der kræver loyalitet. Gruppen er hierarkisk opbygget og har ofte en leder. Magtsystemet er tydeligt og forholdsvis stabilt. Rangeringskampe foregår mellem drenge, som ligger tæt på hinanden i hierarkiet, og status opnås gennem præstationer og ejendom. Pigerne foretrækker at være sammen to og to, hvor de giver hinanden personlig opmærksomhed og har hemmeligheder sammen.

Drenge kan naturligvis også lege sammen to og to, men det er sjældent, som for pigernes vedkommende, motiveret af ønsket om at skabe et fortroligt og personligt rum. Mens piger som regel kan snakke med hinanden i timevis, så vil drengene hellere have handling og ikke så meget snak — og slet ikke om følelser og holdninger. Piger kan bedre lide at samarbejde og lave gruppearbejde end drenge, der motiveres mere af konkurrence. Mange piger er optaget af menneskelige relationer og sociale forhold, drengene oftere af mere upersonlige ting, individuelle bedrifter og facts.

Klasserumsforskningen har vist, at pigerne bliver mere aktive, når menneskelige og sociale emner bringes på bane, eller når undervisningstemaet får en personlig vinkling, mens den største drengedominans findes i fysiktimerne. Når piger og drenge fortæller om deres egne oplevelser i klassen, lægges vægten ofte forskellige steder: Pigerne bruger samtalen til at understrege lighed i erfaringer, mens drengene bruger den til at markere forskellighed fra andre.

I klasser, hvor især pigerne dominerer, forløber samtalen ofte lidt anderledes, både når det gælder form og indhold — den bliver mindre konkurrencepræget, mere dagligdags og hverdagsnær. Set på baggrund af disse beskrivelser af de to køns livsverdener kan vi se, at lærernes kønstypificering og forskelsbehandling også kan hænge sammen med, at piger og drenge ofte vil give lidt forskellige indspil til undervisningen.

Pigernes samarbejdsvillige stil behøver ikke være udtryk for passivitet og konformitet, men udtryk for en kønskultur og kønsidentitet, som gør, at de både er mere interesserede i at forholde sig til andre mennesker og mere kompetente til at se tingene fra de andres side og forstå deres ønsker og behov. Mange piger har "sociale antenner", og de træner ikke mindst disse antenner i deres venindeforhold, hvor de udforsker følelser og relationer mellem mennesker og kontinuerligt gennemlever faser af svigt og forsoning.

Drengenes mere selvhævdende og vidtløftige opførsel i klassen kan på sin side forbindes med deres mere hierarkiske og konkurrencebetonede sociale liv, hvor det at få offentlig beundring og anerkendelse fra drengegruppen øger selvfølelsen, og hvor demonstration af overlegenhed over for pigerne synes at være et centralt element i deres kollektive maskuline identitet. Resultatet bliver en magtstruktur mellem kønnene på pigernes bekostning og en videre kønssocialisering, som forstærker den kønskultur, som børnene allerede har udviklet indbyrdes.

Både piger og drenge har behov for at få deres værdi bekræftet af andre og ikke mindst af andre børn. I denne betydning af ordet er begge køn relationsorienterede, og begge køn kan handle strategisk i forhold til andre for at opnå denne bekræftelse. Men det lader til, at pigerne føler sig bekræftet, når det lykkes at skabe en stemning af nærhed og fortrolighed med andre. For drengene betyder det mere, at deres præstationer bliver set og får gensvar fra en gruppe af andre drenge. Hvor relationer for hende handler om at understrege lighed i et personligt rum, handler de for ham om at understrege forskel i et offentligt rum.

Dette kan hænge sammen med den helt tidlige psykiske udvikling, som begynder, længe før børnene selv træder ind som bevidste deltagere i kønskulturen og kønsrollesystemet. To vigtige udviklingsopgaver i den tidlige identitetsudvikling er at etablere grænser mellem sig selv og andre (autonomi), samtidig med at nærhed bevares (intimitet). Psykodynamiske teorier peger på, at piger og drenge løser disse udviklingsopgaver på forskellige måder, fordi det "du", barnet skal etablere sine første grænser mod, som regel er en kvinde. Dette kan give adskillelsesprocessen fra moderen et lidt forskelligt forløb og resultat.

Drengens identitet bygges op omkring adskillelse — udviklingen af kønsidentitet forudsætter, at han erkender, at han er forskellig fra mor. Pigens identitet og opfattelse af, hvem hun selv er, bygges op i nær tilknytning til mor. Hendes grænser til andre bliver mere flydende, og hele hendes identitet er på godt og ondt langt mere sammenvævet med hendes relationer til andre end drengens. Konsekvensen af et familiearrangement med moderen som barnets primære omsorgsperson kan altså være, at nærhed knyttes til lighed for døtrene, mens sønnerne må sikre grænsen gennem at markere forskel. Mens døtrene har et forbillede af kød og blod i deres umiddelbare nærhed, vil sønnerne til at begynde med ofte være henvist til at bygge deres forestillinger om mandlighed på en negativ afgrænsning; at være dreng er i hvert fald ikke at være sådan som mor.

Dermed kan hans mandlighedsdefinition blive både abstrakt og idealiseret — selvsagt afhængigt af, hvor nær eller fjern far eller andre voksne mænd er i fysisk og psykisk forstand. Problemet bliver ikke mindre, hvis de fleste lærere og pædagoger, drengen møder uden for familien, også er kvinder. Ud fra denne teori vil ungdomsalderens forløb psykologisk set kunne forstås som en periode, hvor de to køn prøver på at integrere den svagt udviklede del af identiteten, for pigerne grænserne og for drengene nærheden. Til dette bruger de hinanden, med det resultat at de ikke altid kommer helt i havn selv.

Pigerne kan placere deres markerings- og præstationsbehov, og drengene deres nærheds- og ømhedsbehov hos deres partnere af modsat køn. Den kønsrollekonforme adfærd, som ofte præger unge i puberteten, kan delvis forklares som udtryk for pigernes paradoksale vej til autonomi og drengenes ambivalente vej til intimitet. Konsekvensen af denne teori om kønnets betydning for tidlig identitetsudvikling er, at forandring af kønsidentitet forudsætter forandring af arbejdsdelingen i familien. På den måde hænger børnenes kønssocialisering sammen med forældrenes kønsroller.

En kønsidentitetsudvikling som den, der er beskrevet her, medvirker altså til at opretholde og forstærke kønssocialiseringen og den ulige magtfordeling mellem kønnene. Dette gælder både i familien og på arbejdspladserne, hvor både mænd og kvinder ofte vil møde forskellige forventninger, krav og belønninger, og arbejdspladskulturer, som passer bedre til det ene end til det andet køn.

Studier af kønssocialisering kan have en tendens til at præsentere et noget stereotypt billede af pigers og drenges verden og overse både forholdet mellem piger og drenge, variationen og kompleksiteten inden for hver kønsgruppe og endelig, at den enkelte pige eller dreng ikke behøver at have så entydigt et repertoire. Specielt i en periode med store sociale forandringer i forholdet mellem kønnene kan man sætte spørgsmålstegn ved, om kønnenes psykologi og livsverdener fortsat findes i to så distinkt forskellige udgaver. Kvinder har i tiltagende grad fået individstatus også uden for den private sfære, og det er blevet synligt i offentligheden, at også mænd er kønnede væsener.

Nye former for familieliv har set dagens lys, hvilket i sig selv giver nye socialiseringsbetingelser for piger og drenge. Ikke mindst når det gælder ungdomsalderen, ser vi tendenser til, at piger og drenge sætter kønnet sammen på lidt andre måder. Nogle forskere har i dette set en ny social kompetence til at integrere præstationsorientering med intimitetsorientering — specielt hos pigerne. Et fremtidsperspektiv som husmor og sin mands kone findes næsten ikke mere blandt unge piger. Drengene forventer heller ikke nogen hjemmegående husmor i deres fremtidige familie, men holder alligevel noget mere fast ved en mandlig forsørgeridentitet.

Det er også vigtigt at have øje for variation inden for hver kønsgruppe; forskelle mellem piger indbyrdes og mellem drenge indbyrdes, som hænger sammen med individuelle forhold, klassebaggrund og etnicitet eller med social forandring. Der findes ikke én femininitet og én maskulinitet, men mange af hver slags — og der foregår en stadig kamp om herredømmet mellem dem indbyrdes. Den traditionelle fortolkningsramme omkring køn fortæller os, at der findes to køn, og at de er forskellige.

Hvis vi skal tænke os forandring inden for denne ramme, vil det være enten, at det ene køn bliver som det andet, eller at begge køn bliver ens. Men dermed har vi overset den mulighed, at det, vi i dag kalder mandligt og kvindeligt, kunne deles op på andre måder og kombineres på skiftende og mangfoldig vis. En mindre dualistisk kønsopfattelse fjerner ikke kønsforskellen, men den ville give kvinder og mænd større kulturelle og sociale muligheder til selv at udforme deres køn. Og det ville gøre det vanskeligere at knytte køn sammen med en social magtstruktur.

Hvad angår udviklingen af et barns kønsidentitet, hvis grænsen mellem mandligt og kvindeligt bliver mere utydelig, er det vigtigt at være opmærksom på, at kønskultur og kønsidentitet ikke er det samme. Man kan godt have en sikker kønsidentitet uden at være en kopi af de kulturelle stereotypier for piger og drenge. Det vigtige ved mor og far, kvindelige og mandlige lærere er, at de er til stede som garanter for, at man kan blive voksen med det køn, man nu engang har. Det vigtige er ikke, at forældrene repræsenterer traditionelle eller entydige måder at være mand eller kvinde på. I en mere pluralistisk kønsorden vil børnene nok fortsætte med deres grænsearbejde, men få større muligheder for ikke at blive spærret inde bag den grænse, de leger med.

Mange religioners skabelsesmyter begynder med at omtale et urkaos, en udifferentieret tilstand, hvoraf kosmos skal blive til. I dette kaos er der endnu intet mandligt eller kvindeligt. Ved en ordensdannende spaltning af kaos, ofte opfattet som en slags urvande, skabes himmel og jord. I de polyteistiske frugtbarhedsreligioner opretholdes livet ved mødet mellem den mandlige guddom, himlen, og den kvindelige guddom, jorden. De grødegivende formidlere mellem de to guddomme er solens stråler, regnen og lynet. I kulthandlinger gennemspilles det kosmiske møde mellem gud og gudinde, det hellige bryllup (hieros gamos) garanterer frugtbarheden for planter (korn), dyr (husdyr) og mennesker. Jordens frugtbarhed trues dog til stadighed af tørke eller oversvømmelse, og kultens sakrale samleje skal derfor gentages.

I den japanske mytologi, som den findes nedfældet i bogen Kojiki fra 712, optræder et gudepar med de karakteristiske navne Izanagi (Guden, der indbyder) og Izanami (Gudinden, der indbydes). Gudeparret skaber sammen en ø og stiger fra himlen ned på den. Her ser de pludselig, at deres kroppe er forskelligt formede: "På dette tidspunkt spurgte Izanagi sin hustru Izanami: Hvorledes er din krop formet? Og hun svarede ved at sige: Skønt min krop er velformet, er der et sted, hvor der er for lidt. Så sagde Izanagi: Min krop er også velformet, men har et sted, hvor der er for meget. Derfor vil jeg gerne føre det, jeg har i overskud, ind det sted, hvor du mangler noget, og således avle landområder". Så langt går det godt, men i det følgende "forbryder" hun sig ved at tage initiativet ("Det varsler ikke godt, at en kvinde taler først"), og de får som straf et iglebarn. Så må de begynde forfra, med manden som den ledende, og alt går nu efter bogen.

I denne mytestump aftegnes allerede et kønsrollemønster af patriarkalsk art. Gudeparret opfører sig, som mand og kvinde skal opføre sig over for hinanden, eller netop ikke. Myten legitimerer de herskende samfundsforhold; guderne er modeller på godt og ondt. Om der evt. ligger en matriarkalsk myte før denne patriarkalske, kan der kun gisnes om.

I Bibelen er to skabelsesberetninger kædet ind i hinanden; men det patriarkalske er under alle omstændigheder også tydeligt her. Også her optræder et par, Adam og Eva: "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem". (1.Mos. 1,27). Gud bygger kvinden af mandens ribben, og skønt "de bliver ét kød" (2,24), er det manden, der hersker over kvinden (3,16). Også i denne skabelsesmyte er det kvinden, der synder første gang: Hun spiser den forbudte frugt.

Adam betyder 'menneske', og ordet "kvinde" (2,23) er en hunkønsform af "mand", af Luther gengivet som "mandinde". I mange sprog har man en sammenkædning mellem det mandlige og mennesket som sådant, fx betyder det engelske man både 'mand' og 'menneskehed' (mankind).

I de store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, er det nærmest en selvfølge, at Gud er en "mand" eller kædet sammen med typisk mandlige træk. Men hvis man, som K.E. Løgstrup, tolker Gud "som den virkelighed, hvorom der kun kan tales i billeder", bliver det også muligt at "omforme" Gud. Fx fra en forestilling om en streng, straffende, autoritær patriarkskikkelse, en slags spejlbillede for mandsverdenen, til en skikkelse med traditionelt kvindelige egenskaber.

En sådan omtydning har fundet sted i de sidste 25 års feministiske og metaforiske teologi. Den tyske teolog Dorothee Sölle sagde i 1982: "Jeg kan ikke længere tale om Gud i patriarkatets chauvinistiske sprog: som skaber, som fører, som konge, chef eller boss". Den amerikanske teolog Sallie McFague skriver i Models of God (1987, da. Modeller af Gud, 1991) om den globale fare ved den monarkiske model (Gud som Herre og Konge over Universet); kun hvis Gud får tillagt moderlige egenskaber, vil verden kunne bestå.

Skønt de to teologers nutidige kontekst er henholdsvis Auschwitz og den økologiske katastrofe, kan man med nogen ret hævde, at der ikke er noget nyt i det: Jesus var nok — metaforisk — "Guds Søn", men han var en radikal oprører mod de undertrykkende, herunder også kvindeundertrykkende, mønstre i det jødiske samfund, og han gør voldsomt op med billedet af Gud som den fordømmende og straffende. Det billede, man har af Gud, får afgørende betydning for ens liv. Hvis man har billedet af den straffende Gud, får man en tilværelse i evig frygt; hvis Gud derimod er kærlighed, får man mulighed for at udfolde næstekærlighed.

Mange religioner og filosofiske systemer bygger på dualistiske tydninger af tilværelsen: fx sjæl-legeme, rent-urent, godt-ondt (se dualisme). I mandsdominerede samfund er der en tilbøjelighed til at tillægge manden de positive kvaliteter og kvinden de negative eller at spalte kvindens egenskaber i ophøjede og nedrige. Kristendommen som historisk fænomen kan bestemt ikke gå ram forbi. Fx er den kristen-europæiske historie en kongerække af undertrykkelse i religionens navn: patriarkalske familiemønstre og institutioner, fx kirken. En blanding af græsk-platonisk idealisme og paulinsk kristendomstydning har i perioder spændt dualismen til bristepunktet.

Uden at glorificere det traditionelle indiske eller kinesiske kønsrollemønster skal til sidst strejfes et par dialektiske tolkninger: I den kinesiske yin og yang-opfattelse er der netop et samspil mellem tilværelsens to fundamentale modsætninger. Yin er bl.a. det jordiske og kvindelige, yang det himmelske og mandlige. Dao, alts kraft, holdes i balance af vekselvirkningen; der er lidt mørkt (yin) i yang, og der er lidt lyst (yang) i yin.

En del yogaskoler og tantra har ritualer, der bygger på sammensmeltningen mellem det mandlige og kvindelige. Den kvindelige kundalini, en sammenrullet slange, stiger i meditationen op gennem stadier i rygraden til foreningen med det mandlige center: en lotusblomst på issen. Foreningen tydes både kosmisk (Universets enhed), mytologisk (foreningen af den kvindelige guddom Shakti og den mandlige Shiva), psykisk (den højeste bevidsthedstilstand) og fysisk (som chakraer, stationer i kroppen).