Martin Luther i Rigsdagen i Worms af /Staatsgalerie Stuttgart. Materialet er fri af ophavsret

Reformationen

Martin Luther portrætteret af Lucas Cranach d.æ., 1532. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk.

.

Martin Luther. Efter offentliggørelsen af sine 95 teser i Wittenberg blev Martin Luther indkaldt til et forhør i forbindelse med rigsdagen i Augsburg i oktober 1518. Forhøret blev foretaget af den pavelige legat Thomas Cajetanus og drejede sig især om retfærdiggørelse ved troen alene, hvilket var Luthers synspunkt, over for den guddommelige nåde i sakramenterne og den skat af gode gerninger, som pavestolen hævdede at besidde. Forhøret endte med, at Luther blev forvist fra rigsdagen og måtte flygte fra Augsburg. Farvelagt træsnit fra Ludwig Rabus Historien der Heyligen Ausserwählten Gottes Zeugen (1557).

.

Philipp Melanchthon. Kobberstik fra 1526 af Albrecht Dürer.

.

Reformationen. Lucas Cranach d.æ., den lutherske reformations førende billedkunstner, udførte i årene efter Luthers død i 1546 dette trefløjede alter med predella til bykirken i Wittenberg; alteret fuldendtes ca. 1552 af sønnen, Lucas Cranach d.y. Midterfeltet viser den sidste nadver, mens dåb, skriftemål og prædiken udgør de øvrige motiver. Flere personer er malet som portrætter af samtidens reformatorer; Melanchthon døber, Bugenhagen tilsiger syndernes forladelse, og nederst peger Luther fra sin prædikestol hen på den korsfæstede Kristus.

.

Thomas Müntzer s udseende er ukendt. Dette portræt, der hyppigt er gengivet i bøger om ham, er et kobberstik, udført af Christoph van Sichem til et værk fra 1608 om kristne kættere. Det vides ikke, om det bygger på ældre forlæg. I tårnvinduet tv. sidder Müntzer bag tremmer, og i baggrunden th. bliver han halshugget.

.

Jan Hus. Koloreret etbladstryk fra 1530'erne, der er udgivet i Nürnberg. Gåsen, der brændes i flammerne i højre hjørne, symboliserer Hus, mens den stolte hvide svane til venstre er symbolet på Martin Luther og hans mere virkningsfulde reformatoriske indsats hundrede år efter Hus' død.

.

Reformationen. Maleri fra 1561, der viser gudstjenestens centrale elementer i den evangelisk-lutherske kirke: dåb, nadver og prædiken. Opr. i Torslunde Kirke, nu på Nationalmuseet.

.

Reformationen. I anledning af 450-års-jubilæet for Reformationens indførelse i Danmark udsendte det danske postvæsen i 1986 et frimærke, der viser et udsnit af antemensalet (alterbordsforsiden) fra Torslunde Kirke; nu på Nationalmuseet. Billedet, der er malet i 1561 af en ukendt kunstner, er det tidligste i Norden, der fremstiller en evangelisk gudstjeneste: prædiken, nadver og (uden for dette udsnit) dåb.

.

Reformationen. En fløj af altertavlen i Endelave Kirke fremstiller mennesket mellem lov og evangelium. Denne allegori, hvis prototype er skabt af Lucas Cranach d.æ. som del af den lutherske ikonografi sidst i 1520'erne, er også brugt på titelbladet til Christian 3.s Bibel (1550); ved ill. til Bibelen er ikonografien forklaret i en af billedteksterne. Altertavlen er formentlig udført ca. 1550. Motivet kendes også fra nogle af de danske kalkmalerier, der blev udført efter Reformationen.

.

Reformationen. I et brev til Christian 3., dateret 2.12.1536, udtrykker Luther sin tilfredshed med, at kongen ved Reformationen har udryddet (ausgerottet) biskopperne i Danmark; han beder om, at en del af de økonomiske midler fra det konfiskerede kirkegods må blive anvendt til opretholdelse af kirkerne og forsørgelse af prædikanterne, som forkynder Guds ord til salighed og overvindelse af den evige død, thi på Guds ord beror det altsammen. Kristus, vor kære Herre, være med Deres Kgl. Majestæt nu og i evighed, Amen.

.

Jean Calvin. Temperamaleri på træ, udført i 1500-t. af en unavngiven kunstner; Bibliothèque publique et universitaire, Genève. Billedet, som har været kendt siden 1928, er et af de få, der viser Calvin som yngre; sammenlignet med autentiske portrætter af den ældre Calvin er det tillige det billede, hvor lighedstrækkene tydeligst træder frem.

.

Reformationen var en splittelse i den europæiske kristendom, der resulterede i dannelsen af et protestantisk kirkesamfund. Splittelsen fandt sted i 1500-tallet. En helt central figur i Reformationen var den tyske teolog Martin Luther. Begyndelsen til Reformationen er Martin Luthers offentliggørelse af sine 95 teser om aflad i 1517.

Faktaboks

etymologi:
Ordet reformation kommer af latin reformatio, afledning af reformare, af re- og formare 'danne, forme', af forma 'form, ydre'.

Martin Lufther afviste enhver idé om, at mennesket ved sine gerninger kunne opnå Guds velvilje. Han betonede, at frelsen alene beror på troen på Jesus Kristus. Og han var mod den pavelige kirkes handel med aflad, som var syndsforladelse udløst af et bidrag til kirken.

I historieskrivningen er der enighed om, at denne proces religiøst, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt fik afgørende indflydelse på Europas nyere historie. Hvor man tidligere betragtede Reformationen som en skelsættende epoke af uomgængelig betydning for periodiseringen af den europæiske historie (og verdenshistorien), ses den i dag snarere som et vigtigt led i en reformperiode fra senmiddelalderen til oplysningstiden.

Reformationen i Danmark

I Danmark, hvor en nationalkirkelig udvikling var begyndt i anden halvdel af 1300-tallet, brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven.

Den lutherske bevægelse kom i første halvdel af 1520'erne til Danmark via Holsten og Slesvig, og den fik hurtigt fodfæste i Viborg, Malmø og på Fyn. Under kongens beskyttelse kunne evangeliske prædikanter, hvoraf adskillige var elever af reformkatolikken Poul Helgesen, udbrede den nye lære.

På et møde med kongen og rigsrådet, herredagen, i København 1530 fremlagde Hans Tausen og de øvrige prædikanter, støttet af købstædernes borgerskab, Confessio Hafniensis.

Efter Grevens Fejde blev Reformationen indført ved lov, som blev skrevet i recessen af 30.10.1536. Her blev den katolske bispemagt afskaffet, bispegodset blev konfiskeret. Kirkens nyordning blev fastlagt i Kirkeordinansen af 2.9.1537. Samme dag indviedes de syv første lutherske biskopper (superintendenter), blandt dem Peder Palladius. Som Sjællands biskop og professor ved Københavns reorganiserede universitet blev Palladius sammen med Christian 3. den drivende kraft i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke

Den calvinske og anglikanske reformation

I Schweiz, Sydtyskland, Frankrig, Holland og Skotland udbredtes Reformationen i en udformning, som blev afgørende bestemt af Huldrych Zwingli, Martin Bucer og Jean Calvin (se også reformerte kirker og John Knox). Striden mellem Luther og Zwingli om nadverforståelsen kom varigt til at belaste forholdet mellem reformerte og lutheranere (se Marburgartiklerne). Først ved Den Westfalske Fred i 1648 kom den augsburgske religionsfreds bestemmelser til at omfatte de reformerte stænder.

I England fik Reformationen et egenartet forløb, hvor forskellige reformatoriske impulser fra det europæiske fastland indgik forbindelse med reformkatolske bestræbelser og kongemagtens dynastiske og politiske interesser. Bruddet med Rom skete i 1534 ved Henrik 8.s suprematsakt, der fastslog, at kongen er det eneste jordiske overhoved over Englands kirke, og det betød et sammenbrud for hele den middelalderlige kirkeorganisation.

Ærkebiskop Thomas Cranmer skabte med Book of Common Prayer (1549) grundlaget for det religiøse og gudstjenstlige liv, som er karakteristisk for den anglikanske kirketype. Med de 39 Artikler fik den engelske kirke i 1563 sin blivende lærebekendelse, som er reformatorisk ved at hævde retfærdiggørelsen ved tro og i øvrigt er karakteristisk ved at forene luthersk-melanchthonisk, bucersk og calvinsk inspiration (se også den anglikanske kirke).

Historiske forudsætninger

Reformationen var i sin grund af religiøs-åndelig karakter og udsprang af et krav om kirkelig reform, som i sig selv ikke var nyt, men havde været fremført gennem hele middelalderen. Den kirkelige reformbevægelse gregorianismen var imod, at magthavere uden for kirken skulle styre kirkelige forhold. Denne bevægelses værdier kan genfindes i den cluniacensiske reformbevægelse, der brød med munkeordenen benediktinerne.

I slutningen af 1100-tallet fremførtes fattigdomsidealet kritisk over for kirken af en lægmandsbevægelse (valdensere), og i begyndelsen af 1200-tallet slog det igennem i oprettelsen af tiggermunkeordenerne, bl.a. dominikanere, franciskanere og karmelitere.

Mod kuriens påstande om pavelig overhøjhed over kejser- og fyrstemagt havde William fra Ockham protesteret i første halvdel af 1300-tallet. I 1300-tallets anden halvdel skrev John Wycliffe imod papalismen og den hierarkiske kirkeinstitution, fremhævede Kristi efterfølgelse, dvs. et liv i kærlighed, ydmyghed og fattigdom, som kriterium for kirkelig autoritet og ville med sine tilhængere (lollarder) bl.a. afskaffe aflad, sjælemesser, helgendyrkelse og cølibat. Wycliffes skrifter fik betydning for Jan Hus, undertiden kaldt den første reformator, og for husitterne.

Den tyske mystik i 1200-tallet og den nederlandske devotio moderna i 1300-tallet var opbrud i middelalderens teologi, og den i senmiddelalderen opdukkende humanisme vendte sig direkte imod den skolastiske metode og fik som bibelhumanisme umiddelbar betydning for Reformationen.

I 1400-tallets første halvdel havde flere konciler som program at reformere kirken, men uden held, og den uafgjorte strid mellem pave og koncil om den kirkelige overhøjhed befordrede det spirende nationalkirkevæsen (se reformkoncil og reformkatolicisme).

På rigsdage fastholdtes siden 1456 de tyske rigsstænders reformkrav til pavedømmet, fortrinsvis begrundet i den finansielle side af kuriens politik over for de tyske lande. Tilsvarende ønskede rigsstænderne øget indflydelse over for kejseren, ligesom voksende befolkningstal og samfundsøkonomiske forandringer førte til uro og krav om sociale forbedringer fra byernes borgere og fra bønderne.

Den lutherske reformation

Martin Luther brugte kun sjældent begrebet reformation. I Tyskland indgik en række strømninger (humanisme, tysk nationalisme, rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser) og samfundsgrupper (fyrster, adel, borgere, riddere og bønder) i en forenet kamp mod romerkirken. Den forenede kamp kan beskrives som et bredt spektrum af "reformatoriske bevægelser".

Selv så Luther en afgørende forskel mellem Reformationen og de middelalderlige reformbevægelser. Forskellen var, at disse omfattede "livet", dvs. organisation og ydre former, mens han tillige reformerede "læren", dvs. teologien.

Hans reformatoriske budskab, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene og ikke trinvist kan gøre sig fortjent til Guds velvilje, hjulpet på vej af den sakramentalt formidlede nåde, var uforeneligt med den middelalderlige "gradstænkning" (gradualisme) i teologi, fromhedsliv og kirkeinstitutionel praksis og indeholdt en afvisning af den senmiddelalderlige præstationsfromhed samt af den forestilling, at pavedømmet er guddommeligt indstiftet og den hierarkiske kirkeinstitution nødvendig for menneskers frelse (se gerningsretfærdighed og gode gerninger).

Offentliggørelsen i Wittenberg 31.10.1517 af de 95 afladsteser gjaldt allerede for Luther selv som Reformationens begyndelse. Efter Leipzigdisputationen 1519 henvendte Luther sig målbevidst til den tyske offentlighed gennem det nye medium, trykte bøger og småskrifter, og mødte overvældende tilslutning til det antiromerske grundsynspunkt, at ingen menneskelig instans står mellem den enkelte og Gud, hvorfor alle har lige adgang til at fortolke Bibelen (se almindeligt præstedømme). Med sin afbrænding 10.12.1520 af den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle forkastede Luther gældende kirkeret. 3.1.1521 blev han bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov (Worms-ediktet).

Ikke desto mindre fortsatte Luther sin virksomhed under den saksiske kurfyrstes beskyttelse og med loyal støtte fra Philipp Melanchthon. Gennem sine breve og sit store forfatterskab, herunder især den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529), fik Luther afgørende indflydelse på den bevægelse, han selv havde udløst og især på dens udvikling i retning af et egentligt evangelisk kirkevæsen.

Klosterflugt, præsteægteskaber, uddeling af nadveren i begge skikkelser (dvs. uddeling af både brødet og vinen) og læsning af messen på tysk fulgte i kølvandet på de reformatoriske prædikanters virksomhed.

Hvor fyrster og byråd indførte Reformationen i tyske territorier og rigsstæder, nogle gange under pres nedefra, skete det ikke blot i strid med kirkeretten, men også med Det Tysk-romerske Riges ret.

Det var baggrunden for de stadige forhandlinger om religionsspørgsmålet på rigsdagene, hvis første afgørende vendepunkt kom på rigsdagen i Speyer i 1529, hvor de evangeliske stænder med den sachsiske kurfyrste og den hessiske landgreve i spidsen kom i mindretal og officielt protesterede mod det gammeltroende flertal i "Speyer Protestationen" – herefter kaldet "protestanter". For den reformatoriske bevægelse af Wittenberg-tilsnit kom det afgørende dokument i form af Den Augsburgske Bekendelse (1530). Den skulle legitimere de evangeliske stænder rigsretligt. Udadtil afgrænsede den sig ikke blot i forhold til Romerkirken, men også til andre reformatoriske bevægelser som zwinglianere, antitrinitarer og døbere (se døberbevægelser); indadtil dannede den grundlag for de verdslige øvrigheders gennemførelse af Reformationen ved kirkeordninger og visitationer (se visitats; se også Johannes Bugenhagen).

En række skrifter, som Luther udsendte i midten af 1520'erne, var rettet imod bønderne (Den Tyske Bondekrig, 1525), imod sværmerne (mystikere og spiritualister) og imod humanisten Erasmus af Rotterdam og hans bog om den frie vilje. Disse skrifter kan siges at markere overgangen fra den brede reformatoriske bevægelse til den øvrighedsregulerede lutherske reformation, som i løbet af de følgende årtier indførtes i store dele af Nordeuropa (se lutherdom).

Efter Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 og det augsburgske interim (1548) førte Reformationen ved den augsburgske religionsfred i 1555 til en rigsretlig anerkendt konfessionel spaltning af Tyskland. Interne stridigheder mellem filippister og gnesiolutheranere splittede lutheranerne i de nærmeste årtier efter Luthers død i 1546, men afløstes af en enhedspræget luthersk protestantisme med en nøje fastlagt lære (Konkordiebogen, 1580), se ortodoksi.

Forinden var Reformationen blevet negativt defineret af Tridentinerkoncilet (1545-63), som formulerede grundlaget for den katolske modreformation.

Den radikale reformation

Reformationsforskningen har siden midten af 1900-tallet brugt udtryk som den radikale reformation eller Reformationens venstrefløj til karakteristik af de evangelisk sindede, som hævdede, at det uforfalskede reformatoriske anliggende alene kunne varetages af de i sandhed "fromme", og som derfor — undertiden også ud fra sociale og politiske motiver — tog afstand fra den øvrighedsregulerede Reformation og dens "nye papister".

Luther betegnede talsmænd for sådanne opfattelser, bl.a. Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer, som "sværmere" og "himmelske profeter". Lægfolkets indflydelse, en udpræget antiklerikal indstilling (den karakteriserede i den første, afgørende periode alle reformationsbevægelser) og for nogle personer og grupper et spiritualistisk syn på formidlingen af frelsen for andre en bogstavelig efterlevelse af Jesu bud, en 'bogstav'-tro /biblicisme spillede en afgørende rolle . De blev alle undertrykt af både evangeliske og katolske øvrigheder, nogle få gange på særdeles voldelig vis som – delvist – i forbindelse med Den Tyske Bondekrig 1525, som man måske ikke skal kalde "radikal", men snarere revolutionær (De 12 Artikler og endnu stærkere det såkaldte "Artikelbrev" – det mest vidtgående af alle revolutionens programmatiske skrifter, alle døberbevægelser fra 1525 – nogle dog med fredelige midler, og Døberriget i Münster 1534-35).

Indtil midten af 1900-tallet er døberne i luthersk litteratur blevet kaldt anabaptister (bedre "Wiedertäufer") og "sværmere". I dag er begge begreber i forskningen erstattet af begrebet "Täufer" – også i de store kildeudgaver, som har været i udgivelse i årtier og nu er afsluttede, anvender man i dag udelukkende begrebet "Täufer", "Quellen zur Geschichte der Täufer" og "Quellen zur Geschichte der Täufer in der Schweiz".

Litteratur

  • George H. Williams, The Radical Reformation. 1. udg. 1962, ny gennemrevideret udgave 1993.
  • Hans-Jürgen Goertz, Die Täufer. 2. udg. 1988.
  • James M. Stayer, Anabaptists and the Sword. 1972, 1. udg.
  • James M. Stayer, The German Peasants' War and the Anabaptist Community of Goods. 1994.

Et bredt udvalg af kilder til de radikal-reformatoriske bevægelser blev udgivet af den traditionalistiske mennonit Heinold Fast allerede i 1962 – med typisk mennonitiske opdelinger og kommentarer: Heinold Fast (Hg.), Der linke Flügel der Reformation. Glaubenszeugnisse der Täufer, Spiritualisten, Schwärmer und Antitrinitarier. Klassiker des Protestantismus Band IV. Bremen 1962.

Se tillige Martin Luther, Philipp Melanchthon, Hans Tausen og Peder Palladius.

Læs videre om Reformationens billedkunst, teater, musik og bibeloversættelser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig