Filosofi har siden sin begyndelse været billedkritik. Den mytiske fortællings billedvirkelighed og konkrete anskuelighed trænges tilbage af filosofiens logiske tænkning og dens kredsen om abstrakte udtryk som "det guddommelige", "det grænseløse", "det gode", "det sande".
Dog levede myten videre i Platons filosofi. Men hans berømte lignelse om mennesker, der befinder sig i en hule og er henvist til at betragte skyggebilleder, handler om at overvinde denne skæbne.
Når Platon kritiserer kunsten, er billedkunsten den mønstergyldige kunstart; den er efterligning, mimesis, af den synlige verdens ting, der selv er efterligninger af den sande og usynlige virkelighed, som filosofi er læren om.
Som afbilleder af afbilleder er kunstværker blot tredjerangs sandheder. Også "idollæren", som Francis Bacon i renæssancen fremsatte om den menneskelige erkendelses "vrangbilleder", kan opfattes som et eksempel på filosofisk billedkritik.
Og det er tydeligvis tænkt som en hån mod netop denne tradition, når antiplatonikeren Friedrich Nietzsche vil afsløre, at filosofiens "sandheder" ikke er andet end nedslidt billedsprog: "Metaforer, der er blevet opbrugt og blevet sanseligt kraftesløse, mønter, der har tabt deres billede og kun kommer i betragtning som metal, ikke længere som mønter".
Når filosofi bl.a. som logisk tænkning øver modstand mod mytens billedtænkning, betyder det ikke, at den tiltror sig selv uafhængighed af billeder. Ifølge Aristoteles et det "umuligt overhovedet at tænke uden et forestillingsbillede" (fantasmakos).
Tilsvarende placerer Immanuel Kant i sin lære om "den produktive indbildningskraft" erkendelsesbilledet i en central formidlingsfunktion mellem sansning og forstand: "Vi kan ikke tænke os en linje uden at trække den i tankerne, ikke tænke os en cirkel uden at beskrive den".
Lige så centralt optræder billedet i den tegnlære eller semiotik, som den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce udviklede i slutningen af 1800-tallet. Her refererer tegn altid til et "tankebillede", et ikon.
Ikonet kan have tre former for lighed med det reale objekt: som afbildning af dets form, som diagrammets lighed og som lighed i overført forstand.
For den filosofiske traditions forhold til billedet har det utvivlsomt haft betydning, at begreber som "sandhed" og "erkendelse" overvejende opfattes som et anliggende, der har tilknytning til synssansen. Ikke for ingenting betyder ordet teori oprindelig "beskuelse".
Vi "gennemskuer" og "indser", når vi forstår. Hos Platon er de synlige ting afbildninger af idéerne, der selv er billeder i betydningen "forbilleder", "urbilleder": genstande for det indre syn.
I modellen urbillede-afbillede optræder billede sansemæssigt konkret, som fx når Platon kalder Solen det godes billede, eikon. Modellen kan også som senere hos Plotin reduceres til blot at angive relationen mellem to lige uanskuelige kategorier: "Ånden" som en afbildning af "Det ene".
Ifølge en perceptions- og erkendelsesteori, der var udbredt i antikken, er det også billeder, der præges ind i sjælen, når vi opfatter ydre ting. Disse billeder, eidola, er blevet opfattet som fysiske fænomener, der udstrømmer fra tingene (Demokrit, Epikur).
Hos Aristoteles er det alene tingenes sansebare form, der omsætter sig til sjælens forestillingsbilleder. Også i 1600- og 1700-tallets empirisme indgår billede i udformningen af erkendelseslæren. John Locke, empirismens grundlægger, blev af George Berkeley kritiseret for sit begreb om "abstrakte almene idéer": Da idéer må opfattes som billeder, kan de kun være partikulære. Hos David Hume er de "kopier", som sanseindtrykkene har efterladt i bevidstheden.
I 1900-t. har Ludwig Wittgenstein og Gilbert Ryle kritiseret det ofte meget håndfaste begreb om "bevidsthedsbilleder" og den forestilling, de indebar om bevidstheden som et slags billedgalleri, der opbevarer aftrykkene fra en ydre verden.
Wittgenstein forkastede i sine senere år sin egen tidligere fremsatte billedteori om sproget (sproget som et billede af kendsgerningerne). Med vidtrækkende konsekvenser for det ellers traditionsrige urbillede-afbillede-skema udviklede han i stedet en teori om sproget som en mangfoldighed af sociale "spil".
Også andre filosofiske positioner i nutiden har dannet grundlag for billedkritik. Hvis billede betyder noget, der præsenterer sig for et betragtende subjekt, noget synligt, rumligt afgrænset og tidsligt fikseret, er det i sig selv udtryk for et virkelighedsbegreb, der er karakteristisk for den vestlige tradition. For at kunne se et billede kan man ikke selv være med i det, men må befinde sig i beskuerens rolle.
Martin Heidegger har kritiseret denne tradition for at give et falsk indtryk af tilværelsens overskuelighed og menneskets magt over den. En væsentlig del af den i 1960'erne og 1970'erne så indflydelsesrige Frankfurterskole har i sin kulturkritik gentaget Heideggers kritik, som også hos de såkaldte dekonstruktivister har sat sig spor.
Billedet som tankemodel er i stigende grad blevet anfægtet i 1900-tallets filosofiske udvikling. Dets muligheder for at spille en hovedrolle synes efterhånden begrænsede. Dette ytrer sig allerede i den fremtrædende plads, som sprogfilosofi i dag indtager på bekostning af perceptions- og erkendelsesteori i traditionel forstand.
Symptomatisk er netop den wittgensteinske udvikling fra billedteori til teori om sprogspil eller kommunikerende handlinger. Udviklingen svarer til en generel pragmatisk tendens i moderne filosofi. Den menneskelige virkelighed betones som en handlingsvirksomhed på historiske og kulturelle betingelser.
Så længe filosofien ser det som sin opgave at levere "et spejlbillede af naturen", hengiver den sig ifølge 1980'ernes måske mest toneangivende filosof, Richard Rorty, til et projekt, der for længst har mistet sin aktualitet og troværdighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.