aflad

Aflad, I katolsk teologi skelnes der mellem selve den syndige handling og de skadelige virkninger, handlingen kan have for én selv og andre. Den syndige handling kan tilgives i bodens sakramente, mens straffen for de skadelige virkninger kan eftergives af kirken i kraft af nøglemagten og i medfør af Kristi sonedød på korset. Denne eftergivelse, som kan være hel eller delvis, kaldes for aflad. Betingelsen for at opnå aflad er dels et bodfærdigt sindelag, dels bestemte handlinger, foreskrevet af kirken, fx bøn, faste og almisse. En person kan opnå aflad for sig selv eller for afdøde.

Den katolske kirkes afladspraksis udbyggedes stærkt i middelalderen og medførte teologiske stridigheder. For lægfolk var det ikke altid let at skelne aflad fra syndsforladelse, og salget af afladsbreve bidrog til, at omvendelse og syndsforladelse trådte i baggrunden. Det var en af anstødsstenene for blandt andre Luther. Afladsbrevene var egentlig udtryk for, at en højere kirkelig myndighed overdrog retten til at give aflad til en lavere; men i praksis gav de indehaveren ret til selv at vælge en skriftefader, som så igen kunne give indehaveren aflad.

Tridentinerkoncilet 1545-63 afskaffede ikke aflad, men reformerede kirkens afladspraksis og forbød bl.a. handelen med afladsbreve. Den katolske kirkes lære om aflad er senest formuleret af pave Paul 6. i den apostolske konstitution Indulgentiarum Doctrina (Læren om aflad) fra 1967 samt i håndbogen Enchiridion Indulgentiarum fra 1986. I øvrigt er aflad ikke et centralt tema i moderne katolsk teologi.