døberbevægelser

Den første døbermenighed opstod i forlængelse af Zwinglis reformationsbevægelse i Zürich i 1525 med Konrad Grebel og Felix Mantz (eller Manz, 1498-1527) som fremtrædende lederskikkelser. Bevægelsen spredtes fra Zürich ud over Schweiz; og nogle markante skikkelser var meget aktivt involveret i Den Tyske Bondekrig. De schweiziske menigheder isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime.

Døberbevægelser opstod hurtigt i Østrig og Midt- og Sydtyskland. I den første generation var de betydeligste ledere Balthasar Hubmaier, Hans Denck, Michael Sattler og Hans Hut; særlig Hut, der var afgørende påvirket af Thomas Müntzer, spillede en betydelig rolle som missionær for bevægelsen. I Thüringen spillede i en kort periode lægprædikanten Hans Römer en betydelig rolle. Og han havde som Hans Hut været tæt knyttet til Thomas Müntzer og havde deltaget i det afgørende slag under opstanden i Thüringen ved Frankenhausen 15. maj 1525. Hans planer om omstyrtelse af den bestående samfundsorden blev afsløret. Han blev fanget og efterfølgende henrettet. Derefter spillede Hans Hut i en kort periode en helt afgørende rolle i Sydtyskland og Østrig. Men efter hans tilfangetagelse og død var den gren af døberbevægelserne udslukt.

I Mæhren skabte Jakob Hutter menigheder med fuldt ejendomsfællesskab. Et tidlig døbersk bekendelsesskrift var Schleitheimbekendelsen fra 1527. I det vestlige Tyskland og i Holland vandt Melchior Hoffmann med sin apokalyptiske forkyndelse mange tilhængere, og efter hans tilfangetagelse skabte disse Døberriget i Münster 1534-35 med Jan van Leiden som den markante lederskikkelse. Døberriget var i slutfasen baseret på polygami og ejendomsfællesskab. Efter en langvarig belejring erobredes Münster af en alliance af katolske og evangeliske fyrster, og lederne blev henrettet.

I Holland og Nordtyskland dannede Menno Simons nye menigheder, som i lighed med schweizernes byggede på afsondring, biblicisme og pacifisme; se mennonitter.

Det var ikke kun Døberriget i Münster, der blev nedkæmpet med stor brutalitet. Overalt forfulgtes døberne af øvrighederne, som så dem som en trussel mod hele den bestående samfundsorden; og de blev normalt straffet med døden. En meget vigtig undtagelse var Landgrevskabet Hessen under Philipp, som 'kun' fængslede tilfangetagne døbere. Efter ca. 1540 eksisterede de kun som undergrundsbevægelser.

• anabaptister
• voksendåb
• Reformationen