Tridentinerkoncilet er efter katolsk tælling det 19. økumeniske koncil, som med to lange, politisk og kirkepolitisk betingede afbrydelser (1547-1551 og 1552-1562) fandt sted i Trento i perioden 1545-1563; byen lå i Det Tysk-romerske Rige.

Faktaboks

Også kendt som

latin Concilium Tridentinum

Som den katolske kirkes svar på Reformationen indledte Tridentinerkoncilet den modreformation, der styrkede pavens stilling og satte sit afgørende præg på teologi, gudstjeneste- og fromhedsliv, kirkeorganisation og kirkeret i den katolske verden samt tillige satte sig markante spor i barokkens kunst og kultur.

Koncilet førte således den kirkelige fornyelse med sig, som også den tysk-romerske kejsermagt (Karl 5.) stærkt havde ønsket, og samtidig var det for den katolske kirke indgangen til konfessionskirkernes endnu uafsluttede epoke.

På det dogmatiske område tog Tridentinerkoncilet, under fordømmelse af reformatoriske positioner, bl.a. stilling til den bibelske kanons omfang, til den kirkelige tradition som åbenbaringskilde ved siden af Bibelen og til spørgsmål vedr. arvesynd, retfærdiggørelse, sakramenternes antal og indstiftelse og messens (nadverens) offerkarakter.

Reformdekreterne angik bl.a. forvaltningen af bispeembedet, herunder biskoppernes residenspligt og ansvar for præsteuddannelse og lægfolks kristelige oplæring.

Vedtagelserne bekræftedes d. 4.12.1563 med underskrift af de stemmeberettigede koncildeltagere og stadfæstedes derefter af paven, Pius 4.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig