William fra Ockham

William fra Ockham, Occam, ca. 1287-1347, engelsk filosof og teolog, der tidligt indtrådte i franciskanerordenen. Efter teologiske studier i Oxford skulle han ca. 1321 tiltræde som lærer dér, men blev forhindret, da universitetets kansler anklagede ham for kætteri; han fik deraf tilnavnet Venerabilis Inceptor (lat. 'den ærværdige tiltræder').

I 1324 rejste han til pavehoffet i Avignon, hvor hans sag skulle behandles, men inden den var afgjort, flygtede han i 1328 til Bayern s.m. franciskanernes øverste leder; ordenen var kommet i strid med paven og allierede sig nu med pavens fjende, kejser Ludvig 4.

Resten af sit liv blev William boende i München, hvor han skrev omfangsrige afhandlinger imod pave Johannes 22.s teologi og imod de pavelige krav om verdslig og åndelig magt. Herunder udviklede han et eget kirkesyn og en egen politisk filosofi, hvori individets grundlæggende frihed blev fremhævet.

Den vægtigste del af forfatterskabet er de filosofiske og teologiske værker fra årene før 1328: Summa logicae (Håndbog i logik), kommentarer til Aristoteles' logik og fysik, en sentenskommentar m.m.

I skarp modsætning til Johannes Duns Scotus, franciskanernes største tænker i den foregående generation, opstillede William en meget sparsommelig ontologi (jf. tankeøkonomi): Der findes kun enkeltting og kun to kategorier af ægte ting, nemlig substanser og kvaliteter. Antagelsen af særlige universelle ting og af kvantitet og relationer anså han for en fejlagtig forveksling af sproglige strukturer med virkeligheden.

For William var sproget imidlertid mere end blot det talte ord; han opererede med et fundamentalt tankesprog, hvis "ord" er begreber, som betegner ting i den ydre verden.

William fra Ockham hører til middelalderens største tænkere, og hans indflydelse rakte langt ind i nyere tid. Se også Ockhams ragekniv.