John Wycliffe

John Wycliffe var en engelsk filosof, teolog og reformator, der fra 1356 virkede som lærer og forfatter i Oxford. Han havde nære forbindelser til Den Sorte Prins og John af Gaunt og var ved flere lejligheder deres talsmand. I 1381 måtte han forlade Oxford, idet universitetet fordømte hans opfattelse af nadveren. Han slog sig derefter ned i Lutterworth, hvor han var sognepræst.

Filosofisk stod Wycliffe i den platoniske tradition. Han forsvarede en radikal realisme og mente, at almenbegreberne (universalerne) besidder egen virkelighed, og at individer har konkret del i disse overordnede genstande. Wycliffes realistiske standpunkt afspejles også i hans teologi. For ham udtrykker Bibelen som et almenbegreb kristendommens uforanderlige væsen. Derfor forkastede han såvel pavedømmet som klostervæsenet, og han afviste brødets og vinens forvandling (transsubstantiation) under messen. Ud fra Bibelen hævdede han også, at al magt tilhører Gud, og at mennesket kun har del i denne magt, for så vidt det er anerkendt af Gud og har fået nåden; derfor fastholdt han, at den verdslige myndighed har ret til at beslaglægge kirkens gods, når gejstligheden ikke lever i overensstemmelse med Guds ord.

Wycliffes opfattelser blev adskillige gange fordømt i England (1382, 1388 og 1397) og på det europæiske fastland (Konstanzkoncilet 1415). Alligevel fik hans tanker stor indflydelse. Hans kritik af samtidens kirke vandt genklang i England, hvor lollarderne oversatte Bibelen til engelsk. I Bøhmen var han den direkte inspiration for Jan Hus og husitterne, og i 1500-tallet anså reformatorerne ham for et forbillede.