Leipzigdisputationen, en offentlig debat i juni-juli 1519 i Leipzig mellem Andreas Karlstadt og Martin Luther på den ene side og Johann Eck på den anden. Karlstadt og Eck diskuterede forholdet mellem nåden og den frie vilje, Luther og Eck drøftede aflad, bod og skærsild, men især pavedømmets oprindelse og angiveligt guddommelige indstiftelse, som Luther imødegik med både bibelske og historiske argumenter.

Leipzigdisputationen er et af de dramatiske højdepunkter i Reformationens tidlige historie. Eck og hans kampfæller søgte fra da af at fremskynde Roms kætterdom over Luther, der på sin side gennem sin måde at argumentere på vandt mange tyske humanister for sin sag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig