fastelavn

Fastelavn, opr. aftenen før den kristne faste, som begynder onsdagen i den syvende uge før påskedag, askeonsdag. I Danmark kom fastelavn dog snart til at betegne de tre forudgående dage, hvor man åd og drak for at have noget at stå imod med: flæskesøndag, flæskemandag og hvide tirsdag ("hvide", fordi man fik mælkemad med fastelavnsboller). Med Reformationen i Danmark i 1536 ophørte fastepligten, men helt op til 1800-t. bevarede fasten sit præg af bods- og andagtstid. Det var dog ikke ensbetydende med, at fastelavnen var slut askeonsdag; mange steder fortsatte festlighederne helt til om søndagen. Man kaldte det "den gale uge".

Den mest almindelige skik var at "ride fastelavn": De unge mænd red rundt til sognets gårde, hvor de blev beværtet med brændevin og samlede ind til fastelavnsgildet, som alle beboere blev indbudt til. Rytterne var i hvide skjorter, og hestene pyntede med kulørte bånd og bjælder. I forbindelse med fastelavnen var der forskellige konkurrencer, hvor vinderen blev kåret til konge, prins eller greve og vandt visse privilegier som fx skattefrihed det følgende år: Man slog katten af tønden, holdt ringridning eller stak til stråmanden (en udstoppet figur). I havnebyerne arrangerede fiskerne bådeoptog (en fiskerbåd på en vogn blev trukket gennem byens gader) eller dystløb, hvor to mænd fra hver sin båd med lange stager forsøgte at skubbe hinanden i vandet.

Vold mod dyr var et fast element i ældre fastelavnsskikke: Katten i tønden var oprindelig en levende kat; man trak hovedet af en gås eller en hane, som var ophængt i benene og havde fået halsen indsmurt i sæbe; eller man slog en potte itu, med bind for øjnene og en hane under potten, levende begravet, så kun hovedet ragede op. I købstæder og større landsbyer brugte man at "løbe fastelavn", sådan som det fortsat kan opleves på Ærø: Deltagerne går forklædt fra hus til hus, hvor de bliver trakteret, og værterne skal forsøge at genkende dem.

Fastelavnsmandag var helt frem til 1960'erne en skolefridag, men med lørdagsundervisningens afskaffelse 1.8.1970 blev den inddraget. Traditionerne med at slå katten af tønden, bide til bolle og rasle ved dørene er i starten af 2000-t. stadig meget levende, dog finder de ofte sted fastelavnssøndag.

I modsætning til tidligere er det nu næsten kun børn, som er aktive i løjerne. Ikke mindst arrangementerne i skoler og børnehaver er med til at bevare traditionen.

Trods sit helt igennem verdslige præg synes fastelavnen at have en kultisk oprindelse i ældgamle vinter- og nytårsskikke i Europa og den nære orient. Ifølge en arkaisk opfattelse går året i ring, og mellem det gamle og det nye år har man i mange primitive kalendere en periode, hvor tidens hjul er gået i stå. Det var i denne undtagelsesperiode, dette tidens ingenmandsland, at man med omvendte, bagvendte og magiske ritualer så at sige skabte det nye år. Fastelavnsrisningen er en rest af sådan et nytårsritual. I ældre tid brugtes det kun på mennesker og dyr af hunkøn, og piskningen med pile- eller birkeris skulle vække deres frugtbarhed. De figurer, som fastelavnsriset traditionelt pyntes med (svøbelsesbørn, blomster og frugter), peger tilbage på skikkens oprindelige formål.