Brændevin, farveløs væske destilleret på forgæret mask af korn eller kartoffel, i princippet en fællesbetegnelse for alle destillerede drikke verden over, også når udgangspunktet er druer, frugter, korn, ris eller sukkerrør. De fleste brændevine indeholder 38-45% alkohol.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet brændevin kommer fra middelnedertysk bernevin 'den brændte (dvs. destillerede) vin', efter latin vinum ardens 'brændende vin'.
Destilleringsmetoden kom til Europa med araberne, og deres ord for alkohol (al-kuhl) og alambic (al-ambig) for destillationsapparatet anvendes stadig. Brændevin betegnes i Europa også livets vand (lat. aqua vitae, fr. eau-de-vie).
Nydestilleret spiritus er uden farve og karakter med en skarp, stærk duft og smag. Først ved lagring eller tilsætning af aromastoffer får destillaterne det særpræg, der gør dem efterspurgt. De har udviklet forskellig karakter påvirket både af den lokale kultur og især af de produkter til destillation, der lokalt er ved hånden. Brandy er den typiske, ofte fadlagrede brændevin fra områder med vin og frugt, whisky er den lagrede brændevin destilleret af hvede, byg eller rug (i Skotland tørverøget), og rom er fremstillet på basis af saft fra sukkerrør. I Nordeuropa udvikledes gennem middelalderen en tradition for klar brændevin på basis af korn eller kartofler.
Skandinaviens akvavit, Finlands, Ruslands og Østeuropas vodka, Tysklands Korn og Schnaps samt Hollands og Englands gin har i princippet samme oprindelse; de blev destilleret som lægemidler og tilsat helsebringende krydderurter i middelalderens klostre. I Centraleuropa forfinede flere munkeordner denne kunnen ved at frembringe søde, farvede brændevine, likører, på basis af et stort antal krydderier, frugter og urter, mens man nordpå udviklede tørre eller søde bittere. Samtidig opstod i de kølige egne omkring Alperne og på Balkan tradition for de klare frugtbrændevine og druebrændevine kirsch, poire, grappa og slivovits. Hos den lokale vinbonde i landene omkring Middelhavet er husets brændevin en rå, klar dram destilleret af druekvas: marc og raki. I Mellemøsten og Asien er arrak den fælles betegnelse for klar brændevin destilleret på alt lige fra dadler, kokosmælk og melasse til ris eller vin, mens Mexico udnytter saften fra agaven til tequila. Verden over er der udviklet varianter af alle disse typer. Se også alkohol.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.