Karneval. I maleriet Kampen mellem karneval og faste af Pieter Bruegel d.æ. (1559) personificeres modsætningsforholdet mellem det lystige karneval og den asketiske faste ved de to kæmpende i billedets forgrund; karnevalet er udtrykt ved den overvægtige person, som ridende på en vintønde løfter sin kødfyldte lanse mod fasten, der er udtrykt ved en mager gammel kvinde siddende på en simpel stol. Maleriet findes på Kunsthistorisches Museum, Wien.

.

Karneval. Parade ved Copenhagen Carnival 2011.

.

Karneval. Aalborg er en af de danske byer, der har afholdt gadekarneval. Her ses et optog fra pinsekarnevalet i 1995.

.

Karneval, de tre til otte dage, der gik forud for fastetiden; oprindelig strakte perioden sig fra helligtrekongersdag til askeonsdag.

Faktaboks

Etymologi
Ordet karneval kommer af italiensk carnevale, af omstridt oprindelse, måske omdannelse af middellatin carnelevamen 'borttagelse af kød', tolket som carne vale 'farvel til kød', eller måske af carrus navalis 'skibsvogn', en blomstersmykket båd, der ved den romerske forårsfest førtes rundt på en vogn.

Der er tidligst belæg for betegnelsen karneval i 1142, men først ca. 1700 anvendtes denne betegnelse nord for Alperne.

Karnevalet og kirken

En del af karnevalets ritualer stammer fra før kristendommens indførelse; antikke festligheder som de græske lupercalier og de romerske saturnalier er blevet videreført og omformet i karnevalet. Oprindelig var de gennemgående træk maskeoptog, processioner med pyntede vogne, dans i gaderne og valg af en fiktiv konge (evt. symboliseret af en dukke), der udøvede et karikeret rædselsregime, og som under afslutningen af festlighederne blev udsat for en symbolsk henrettelse, fx ved hængning, drukning, brænding eller skydning.

I de egentlige karnevaler blev fortidige hedenske ritualer optaget i den romerskkatolske kirkes afvikling af fasten. Kirkens inddragelse af de hedenske skikke i religiøse fejringer tyder på, at den fra begyndelsen fandt det vanskeligt at undertrykke de folkelige festligheder og derfor i stedet tilpassede dem kristendommen. Således faldt kyndelmisse, der var den katolske kirkes lysmesse, visse steder sammen med karnevalets begyndelse.

I løbet af middelalderen bredte karnevalet sig fra Italien til fx Frankrig, hvor det flere steder er afholdt lige siden. I Tyskland har man ligeledes haft karnevaler siden 1300-tallet; karneval benævnes her Fastnacht eller Fasching. Efter Reformationen forsvandt karnevalet fra flere af de protestantiske lande. Man bevarede dog bl.a. i Norden de såkaldte fastelavnsoptog, og fastelavnen fik i en vis udstrækning samme betydning nord for Alperne, som karnevalet syd for (se fastelavn). Karneval er senere i det nordlige Europa kommet til i første omgang at betegne maskeballer.

Livscyklus og frugtbarhed

Karnevalets forskellige aspekter gjorde sig gældende inden for tre overordnede temaer: livscyklus, frugtbarhed og samfundsforhold. Arnold van Gennep og Victor Turner (1920-83) og senere den socialantropologiske analyse opererer således med en inddeling af ritualer i tre perioder: tiden før overgangen, selve overgangsperioden og genetablering af en ny, men kendt periode; karnevalet var udtryk for fornyelse eller symboliserede en overgangsperiode. Karnevalet som udtryk for fornyelse kunne også opfattes som en nytårsfest, der medførte en kortvarig uorden i samfundet: Den indsatte karnevalskonge regerede i stedet for den etablerede autoritet, og folk skiftede identitet ved at forklæde og maskere sig; derefter genetableredes den gamle orden, og et nyt år tog sin begyndelse.

Årstidernes skiften førte allerede tidligt til specielle vinterfejringer i februar måned. Disse var i høj grad knyttet til bøndernes livsform, hvor naturens skiften er en afgørende faktor. Karnevalet indskrev sig også i en hedensk-kristen betydning, der omfattede karnevalet som en symbolsk "begravelse" af det hedenske liv, ved at man først kastede sig ud i hedenske orgier og derefter fastede 40 dage, indtil man genfødtes ved dåben. Karnevalet var således i høj grad knyttet til forhold, der berørte jordbrug og frugtbarhed. Man fejrede den skænkede frugtbarhed til kvinder og ægtepar, til jordbrug og til kollektivet, og man troede, at karnevalet drev synder og onde ting væk.

Karnevalets socialpolitiske betydning

Karnevalet havde også i udbredt grad en social og politisk funktion, da karnevalet bl.a. var en anledning til, at bestående samfundskonflikter kunne komme til udtryk. I en vis forstand kunne karnevalet i kraft af satiren sikre lokalsamfundets fortsatte beståen ved fordrivelse af de sociale onder; blandt karnevalets satiriske elementer havde narren eller gøgleren en fremtrædende rolle.

Mikhail Bakhtin, der i 1930'erne skrev sin banebrydende afhandling om karnevalets væsen, Rabelais og hans verden, hvor den folkelige latterkultur udgjorde et centralt tema, opfattede karnevalet som eksisterende i den folkelige tradition langt tilbage i tiden og som indeholdende en udpræget grad af oprørskhed og protest over for det bestående samfunds normer. Den folkelige latterkultur fortolkes som udtryk for et særligt frigørende element. Set i dette lys blev karnevalet forbundet med latente klassemodsætninger og sociale konflikter. Dette afspejles også i udviklingen fra det traditionelle karneval i bondesamfundet til de bombastiske bykarnevaler, hvor sociale, politiske og religiøse grupperinger kom til at indtage en voksende rolle. Karnevalets funktion var ikke blot at forlyste, det markerede også opposition til centralmagten og kunne på denne måde virke som ventil.

Karnevalet i nyere tid

Karnevalet i nyere tid har flere steder været præget af en voksende kommercialisering, og det har dermed mistet en stor del af sin religiøse funktion. Flere karnevalstyper blev således i løbet af 1800-tallet særdeles berømte for deres storslåethed og tiltrak en rig turisme. I Italien fungerer de traditionsrige og tidligere berømte karnevaler i Venezia og Rom og de flotte optog med pyntede vogne i Viareggio og San Remo primært som turistattraktioner. I Frankrig, hvor karnevalstraditionerne fra Provence, Bourgogne og Bretagne i beskedent omfang har overlevet i Nice, blegner disse sammenlignet med fordums tiders kostbare kostumer og overdådige fester. Karnevalet i Binche i Belgien er fortsat kendt for sine 500 "gilles", der er klædt i prægtige, farvestrålende kostumer. Det tyske modstykke Fasching blomstrede fra 1820'erne særligt i byerne ved Rhinen samt i Bayern og Østrig. I 1980'erne vandt gadekarneval en vis udbredelse i de nordiske lande, fx afholdes der i Danmark pinsekarneval i de større byer; disse gadekarnevaler fejres som kostumefester med stærk inspiration fra den sydamerikanske karnevalstradition. Karnevalet i Aalborg tiltrækker årligt ca. 60.000 deltagere og ca. 100.000 tilskuere.

Karnevalet i Sydamerika

Den sydamerikanske karnevalstradition viser sig i forskellige former, hvoraf nogle er opstået ved en blanding med ældre indianske ritualer og skikke. I Caribien og Brasilien er karnevalet ligesom i New Orleans (se Mardi Gras) præget af indflydelsen fra den afrikanske kultur, især i musikken. I Brasilien bestod karnevalet indtil midten af 1800-tallet af udskejende fester i gaderne, hvor de deltagende kastede vand, mel, æg og andet over hinanden. Denne tradition blev forenet med en portugisisk tradition for optog med allegoriske temaer og folkelige sange, og denne karnevalsform blev igen forenet med dele af de traditioner, slaverne havde bragt med sig. Således opstod den type karneval, der siden er vokset til det store årlige optog i Rio de Janeiro. Indflydelsen fra den sorte kultur viser sig først og fremmest i musikken, som er sambaen i forskellige lokale varianter.

Grundstammen i det store karnevalsoptog, som holdes over flere dage på den dertil indrettede Sambódromo, er sambaskolerne, som er foreninger fra byens forskellige bydele, fortrinsvis de mindre velstående. Der er en social dimension i tilknytningen til en sambaskole, som rækker langt ud over selve karnevalsperioden.

Sambaskolerne bruger måneder på forberedelserne til karnevalet og konkurrerer indbyrdes om førstepladsen. Den tildeles af en dommerkomité på grundlag af en vurdering af optræden, udstyr, musik og originalitet. Optoget finder sted efter en nøje fastlagt plan og i en stram form med præcise roller til forskellige grupper af de mange tusinde optrædende. Uden for Rio er det brasilianske karneval mindre stramt organiseret og foregår i gaderne med en større grad af individuelt spillerum. I disse mere spontant organiserede karnevalsformer afslører der sig en sammenhæng mellem karnevalet og den afrobrasilianske religiøse kultur. Karnevalet er i Brasilien blevet et nationalt symbol. Det kan også anskues som en scene for fremvisning af folkelig kultur og såvel fastholdelse som ændring af tradition; og desuden som en slags kunstnerisk kommentar til den sociale verden med dens kulturforskelle og uligheder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig