pinse

Pinse er kirkens tredje store fest, der danner afslutning på syv ugers glædestid efter påskefesten. Festen har sine rødder i Det Gamle Testamente, hvor pinsen er en takkefest for kornhøsten, der finder sted syv uger eller 50 dage efter påske (3. Mos. 23,15f.); den kaldes også for ugefest (fx 2. Mos. 34,22). I jødedommen fejres pinsen (hebraisk shavuot) til minde om lovgivningen på Sinai.

Den kristne pinsefest fejres som fest for Helligåndens komme og kirkens grundlæggelse. I Ap.G. (2,1-13) fortælles, at disciplene er forsamlet den 50. dag efter påske; de fyldes af Helligånden, og de begynder at tale i andre tungemål. Og alle de fremmødte hører dem tale i deres eget sprog. I kirkens historie var pinsen i begyndelsen betegnelse for alle 50 dage fra påskedag, siden 300-tallet fejrede man den 50. dag som Helligåndsfest, ti dage efter Kristi Himmelfart. I oldkirken blev pinsefesten ved siden af påske og helligtrekonger en vigtig dåbstermin.

I folkekirkens gudstjeneste knyttes pinsens kirkelige betydning sammen med naturens opvågnen og lysets komme i forårstiden, fx i Grundtvigs store pinsesalme I al sin glans nu stråler solen (1843). Ifølge dansk folketro kan man se pinsesolen danse pinsemorgen, en tradition, der pga. klimaet er overført fra påskemorgen, hvor Solen danser i glæde over Jesu opstandelse. Se også påske.