Pinse. På korets sydvæg i Tirsted Kirke på Lolland findes bl.a. denne fremstilling af pinsens under. I skikkelse af en hvid due svæver Helligånden over hovederne på Jesu mor, Maria, og hans tolv apostle. Fra Helligånden udgår stråler til ildtungerne på deres hoveder. Kalkmalerierne i koret i Tirsted Kirke dateres til ca. 1400-1425.
Pinsen er en kristen højtid. Den fejres til minde om, at apostlene blev opfyldt af Helligånden og kunne forkynde evangeliet på fremmede sprog. Pinsen er kirkens tredje store fest, efter jul og påske. Den danner afslutning på syv ugers glædestid efter påskefesten.
Festen har sine rødder i Det Gamle Testamente, hvor pinsen er en takkefest for kornhøsten, der finder sted syv uger eller 50 dage efter påske (3. Mosebog, 23,15f.); den kaldes også for ugefest (fx 2. Mosebog, 34,22). I jødedommen fejres pinsen (hebraisk shavuot) til minde om lovgivningen på Sinai.
Den kristne pinsefest fejres som fest for Helligåndens komme og kirkens grundlæggelse. I Apostlenes Gerninger (2,1-13) fortælles, at disciplene er forsamlet den 50. dag efter påske. De fyldes af Helligånden, og de begynder at tale i andre tungemål. Og alle de fremmødte hører dem tale i deres eget sprog. I kirkens historie var pinsen i begyndelsen betegnelse for alle 50 dage fra påskedag, siden 300-tallet fejrede man den 50. dag som Helligåndsfest, ti dage efter Kristi Himmelfart. I oldkirken blev pinsefesten ved siden af påske og helligtrekonger en vigtig dåbstermin.
I folkekirkens gudstjeneste knyttes pinsens kirkelige betydning sammen med naturens opvågnen og lysets komme i forårstiden, fx i Grundtvigs store pinsesalme I al sin glans nu stråler solen (1843).
Ifølge dansk folketro kan man se pinsesolen danse pinsemorgen, en tradition, der pga. klimaet er overført fra påskemorgen, hvor Solen danser i glæde over Jesu opstandelse.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.