Bourgogne, tidl. administrativ region i Østfrankrig; 31.582 km2, 1,6 mio. indb. (2013). Bourgogne, der ligger mellem Saônes og Loires øvre løb, omfattede departementerne Yonne, Côte-d'Or, Nièvre og Saône-et-Loire og havde Dijon som hovedstad. Bourgogne dækker omtrent det historiske Burgund. I 2016 blev regionerne Bourgogne og Franche-Comté lagt sammen i den administrative region Bourgogne-Franche-Comté, der da fik 2,8 mio. indb. og et areal på 47.800 km2.
Bourgogne
Bourgogne.
Geografi
Bourgogne. Grand vin de Bourgogne betegner en almindelig kommunevin. Ingen af de store vine med selvstændig appellation, Grand Cru, nævner Bourgogne på etiketten.
Den storbakkede højslette Morvan strækker sig nord-syd gennem Bougognes midterste del. Det højeste område, med Blois-du-Roi (902 m), har status af nationalpark og danner vandskellet mellem Seinen, Loire og Saône. Bjergene er populære udflugts- og feriemål for pariserne. Morvan er geologisk den nordlige udløber af Centralmassivet, og den gennemskæres af flere forkastninger. Ved byen Le Creusot i den sydlige del findes kul. Mod NV grænser højsletten op til et bakket landskab med lange NØ-SV-gående rygge (cuestalandskab), der udgør den østlige del af Pariserbassinet. Saône-sletten grænser i øst op til højlandet.
Befolkning
Bourgogne udgør en del af det befolkningsmæssigt stagnerende centrale Frankrig og er en af landets tyndest befolkede regioner. Cirka halvdelen bor i byerne, der ligger i egnens ydre områder. Foruden Dijon er de største byer Nièvre og Châlon-sur-Saône; de øvrige er relativt små.
Infrastruktur
Bourgogne krydses af de vigtigste motorvejs- og togforbindelser fra Tyskland til Sydfrankrig samt fra Paris og Nordfrankrig til Sydøstfrankrig, bl.a. højhastighedstog (TGV) fra Paris til Lyon. Tidligere spillede kanalerne mellem Seinen og Saône-Rhône (Marne-Rhônekanalen og Bourgognekanalen) en vigtig rolle for godstransport.
Erhverv
I 1800-t. lå det industrielle tyngdepunkt omkring Le Creusot, hvor der var metal- og maskinindustri (bl.a. våbenindustri) i tilknytning til de nu lukkede miner. Denne industri er stærkt på retur og har resulteret i en høj arbejdsløshed og stor afvandring. Siden 2. Verdenskrig er imidlertid nye kemiske industrier og medicinalindustrier udviklet i byerne langs Saône. Disse virksomheder ejes af store koncerner, hvis hovedsæde dog ligger uden for Bourgogne. Over en tredjedel af Bourgogne er skov, resten landbrug med lige vægt på omdrift og græsning. Landbrugsejendommene er store, og beskæftigelsen inden for landbrug er noget højere end i resten af landet. Indtjeningen er nogenlunde ligeligt fordelt mellem korn, vin og animalsk produktion. Kødkvæg er en vigtig og stigende del af husdyrproduktionen. Her avles bl.a. Charolais-kvæg, opkaldt efter et område i den sydlige del af regionen. Desuden findes fjerkræavl omkring Bourg-en-Bresse på den sydlige del af Saône-sletten.
Vin
Bourgogne har et vinareal på 28.841 ha og en årlig produktion på 180 mio. flasker, hvoraf størstedelen er tørre hvidvine, mens rødvine, rosé og mousserende vine spiller en mindre rolle. Skønt området ikke er stort, er det uhyre sammensat. Vinstokkenes voksested er derfor det bærende princip i den officielle kvalitetsinddeling, der er Frankrigs mest fintmaskede med over 100 appellationer, og bourgognevine tager således navn efter det sted, de må fremstilles. Generelt gælder det, at jo mere præcis stedsangivelsen er, jo bedre er vinen. De bedste, Grand Cru-vinene, kommer fra og tager navn efter en enkelt mark. De mest almindelige kan derimod være dyrket over stort set hele området, hvorfor ordet 'Bourgogne' indgår i deres navn.
Alle bedre kvaliteter fremstilles på en enkelt drue, pinot noir eller gamay for rødvinenes vedkommende, chardonnay eller aligoté for de hvides. Enkelte andre sorter anvendes i begrænset omfang, ligesom der fremstilles jævne vine på drueblandinger, fx Bourgogne Passe-Tout-Grains (pinot noir og gamay). Rødvinene indeholder i almindelighed forholdsvis lidt garvesyre og er lyse i farven. Gamay giver lette, frugtige og elegante vine, mens pinot noir tilfører vinen større fylde, dybde og kompleksitet. Vine på denne drue egner sig bedst til, og kræver ofte, lagring. Det samme kan siges om hvidvine lavet på chardonnay, der har en særlig fylde. Aligoté derimod giver en frisk, enkel vin, der normalt drikkes ung.
Bourgogne opdeles traditionelt i fem delområder: Côte d'Or, Côte Chalonnaise, Mâcon og Beaujolais, der ligger mellem Dijon og Lyon, samt Chablis, der ligger som en isoleret ø ved Auxerre mellem Paris og Dijon, 130 km NV for Dijon. Chablis er kendt for sine meget fine hvide vine, alle lavet på chardonnay. I Bourgognes hjerte, Côte d'Or, laves langt størsteparten af de vine, der har gjort Bourgogne berømt. Efter de to vigtigste vinbyer inddeles Côte d'Or i Côte de Nuits, hvor der især fremstilles fremragende rødvine, fx Chambertin, og Côte de Beaune, der er særlig berømt for sine exceptionelle hvidvine, fx Montrachet. I Côte Chalonnaise fremstilles mere beskedne røde og hvide vine. Mâcon forbindes herhjemme ofte med rødvin, selvom ca. 2/3 af produktionen er hvid. Mens rødvinene er forholdsvis uinteressante, er nogle af de hvide særdeles gode, fx Pouilly-Fuissé.
Sydligst, mellem Lyon og Mâcon, ligger Beaujolais, der areal- og produktionsmæssigt repræsenterer ca. 1/2 af Bourgogne. Området indtager lidt af en særstatus, idet produktionen næsten udelukkende er koncentreret om rødvin lavet på gamay, der i resten af Bourgogne ikke benyttes til bedre vine. Druen er her allerbedst, især i den nordlige del, hvorfra de ti gode, til tider fremragende Crus de Beaujolais stammer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.