Nice. Den gamle bydel.

.

Nice ligger ved Middelhavet i departementet Alpes-Maritimes i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur. Byen ligger knap 30 km fra den fransk-italienske grænse, og kaldes Nizza på italiensk. I 2021 havde kommunen knap 350.000 indbyggere. I 2021 blev Nice optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste som ”Rivieraens vinterferieby”, (Winter Resort Town of the Riviera).

Den lokale dialekt er en blanding af provencalsk og italiensk og kaldes niçois.

Den geografiske placering, kystnært og beskyttet af bjerge, og det milde klima sommer og vinter har gavnet byen økonomisk og kulturelt. Turisme, handel og administration er blandt hovedaktiviteterne. Nice har den næststørste hotelkapacitet i Frankrig med godt 10.000 værelser i 2024. Turisterne kommer for at gå på den berømte for kilometer lange strandpromenade, Promenade des Anglais, for at besøge blomstermarkedet eller et af de mange kunstmuseer. Idyllen blev brutalt brudt på Bastilledagen, den 14. juli 2016, hvor en mand kørte en lastbil direkte ind i en stor mængde af festglade mennesker på Promenade des Anglais. Han dræbte 86 og sårede 434.

Nices historie

Kort over Nice, 1907

Nice blev grundlagt i 300-tallet f.v.t. som en græsk koloni og har siden været underlagt mange forskellige regerende magter. Nice og opland blev først i 1860 en del af Frankrig. Det skete efter en folkeafstemning og var en tak for Napoleon 3.s hjælp med Italiens samling.

Den græske koloni blev i den romerske kejser Augustus regeringstid et administrativt centrum i én af hans elleve regioner, Region IX, Ligurien, der lå mellem floderne Var og Magra. Fra 800- til 1000-tallet var området en del af det Italien, der indgik i det tysk-romerske kejserrige. Herefter skiftede herredømmet til forskellige italienske fyrster, hertugen af Provence og republikken Genéve. I 1388 valgte Nice at søge beskyttelse hos hertugen af Savoyen og blev en del af Savoyen.

I 1860, efter Italiens samling, blev Nice en del af Frankrig.

Promenade des Anglais

Promeneade des Anglais
Af .

Et af de mest kendte steder i Nice er Promenade des Anglais (Englændernes promenade), der har fået sit navn, fordi englændere fra aristokratiet i 1800-tallet begyndte at foretrække la Baie des Anges (Englebugten) som vinterferiested. Russiske aristokrater fulgte efter, og det blev et samlingssted for overklassen og de rigeste fra mange steder i verden. Efter Den Russiske Revolution gik mange i eksil i Nice. Promenaden ligger med sine palmer mellem luksushoteller og Middelhavet.

Colline du Château

Den gamle bydel fra 1700-tallet har smalle brostensbelagte gader og her findes blomstermarkedet, der opstod i 1861. Den 93 meter høje klippe, Colline du Château (Slotshøjen), beskytter den gamle bydel mod Middelhavet. Her findes en bypark med udsigt over byen og havet. Højen har siden den græske koloni været et forsvarspunkt, og her lå et citadel, som Ludvig den 14. nedlagde i 1706. I dag er det en ruin.

Kunstmuseerne for Matisse og Chagall

Nice har mange kunstmuseer med samlinger af moderne og ældre dato og desuden et museum med en stor samling værker af Henri Matisse og et andet med værker af Marc Chagall. Matisse kom til Nice i 1917 og levede her til sin død i 1954. Det var her, at han skabte de fleste af sine værker. Marc Chagall-museet er realiseret efter et ønske i kunstnerens testamente. Han boede i St Paul de Vence nær Nice i en stor del af de seneste år af hans liv. Her findes også et teater, en opera og flere koncertsale.

Cathédrale Sainte-Réparate

Cathédrale Sainte-Réparate er helliget martyren Réparate, der også er byens og bispedømmets skytshelgen. Myten fortæller, at hun døde som 15-årig i år 250 i Palæstina under kejser Decius’ forfølgelser. Først forsøgte man at brænde hende, herefter at få hende til drikke kogende beg, men hun døde først, da hun blev hun halshugget. Hendes krop blev lagt i en dekoreret båd. Den fulgte efter en due hen over Middelhavet til Nices kyst. Engle trak båden i land, og hermed fik La Baie des Anges sit navn. Der har været en Réparate-kult siden 1000-tallet i Niceområdet.

Cathédrale Sankt Nicholas

Den russisk-ortodokse katedral, Cathédrale Sankt Nicholas, blev indviet i 1912. Den var en gave fra zar Nikolaj 2. Det er den største russisk-ortodokse kirke i Vesteuropa. Den skulle betjene den store gruppe af russere, der boede og kom på besøg i Nice.

Karnevallet i Nice

Karneval i Nice i 1902.

Karnevallet i Nice er første gang nævnt i 1294, da hertugen af Provence besøgte byen på grund af festen. Det finder sted forbindelse med fasten og ligger derfor typisk i februar. Fra 1539 har man forordninger for karnevallet udstedt af "Abbés de Fous" (De tossedes abbeder). I 1830 organiserede de adelige vintergæster et optog, og fra 1873 tog kommunen opgaven på sig, og i 1876 blev blomsterparaden tilføjet. Det var blevet til et moderne karneval, der af UNESCO er klassificeret som ”reel og immateriel kulturarv” (tangible and intangible heritage).

Madkultur på Niceegnen

Pissaladière

Nice’s madkultur er provencalsk med tydeligt præg af italiensk. Blandt de kendte retter fra Nice er pissaladière, der ofte sammenlignes med pizza. Brøddejen er tykkere end i den klassiske pizza. Ovenpå er der karamelliserede løg, sorte oliven og ansjoser. En anden er salade niçoise, en grøn salat med tun, ansjoser, sorte oliven, tomater og æg.

Cykelløb

Paris-Nice er et etapeløb over otte dage, der finder sted marts hvert år. Løbets kælenavn er La course au soleil (Kapløbet mod solen), fordi det starter i det kolde Paris og ender det lune Provence. Det fandt sted første gang i 1933 og har været afholdt siden, bortset fra en pause under 2. Verdenskrig.

Tour de France passerer ofte Nice, og i 2024 slutter løbet helt undtagelsesvist her på grund af afholdelsen af De Olympiske Lege i Paris.

Samfundsforhold

Administrationen af departementet Alpes-Maritimes ligger i Nice. Her er et universitet, et konservatorium og en forskerpark, Sophia Antipolis, som ligger 20 km mod vest. Sammen med handel og transport er servicesektoren langt den største sektor med over halvdelen af de beskæftigede i 2020. Den næststørste er administration, undervisning og sundhed med godt en tredjedel. Industri fylder meget lidt. Der er tale om højteknologisk industri.

Arbejdsløsheden var i 2020 på 14,5 %.

Demografisk er udviklingen ret stabil med knap 30 % af indbyggerne over 60 år.

Den internationale lufthavn har 14 mio. passagerer om året (2023). Jernbanen og motorvejen løber langs kysten og jævnligt overbelastede. Der er en færge til Korsika.

Nice er orienteret mod turisme, luksusforbrug og vidensintensive aktiviteter snarere end mod befolkning og aktiviteter i den omgivende region.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig