Mikhail Mikhajlovitj Bakhtin

Faktaboks

Mikhail Mikhajlovitj Bakhtin
født:
17. november 1895, Orjol, Rusland
død:
7. marts 1975, Moskva, Rusland

Mikhail Mikhajlovitj Bakhtin var en russisk litteraturteoretiker og sprogfilosof. Mikhail Bakhtins banebrydende indsats var helt glemt, da den blev genopdaget og videreført i 1960'erne. Allerede i sin studietid samarbejdede han med tidens førende filologer. I 1918 oprettede han i Nevel den første af sine berømte studiekredse. Her var han især optaget af de religiøse og kulturelle værdiers aflejringer i sproget. Fra 1924-29 virkede Bakhtin i Leningrad i opposition til, men også som inspirator for den såkaldte "russiske formalisme".

En del af hans produktion, herunder kritiske essays om Sigmund Freud og Karl Marx, udkom under medarbejdernes navne (Volosjinov og Medvedev), hvilket skabte tvivl om ophavsforholdene. Dog udgav han hovedværket Problemer i Dostojevskijs poetik (1929) i sit eget navn. Samme år blev han arresteret og forvist til Kasakhstan i seks år, hvor han fortsatte sine studier af romangenren.

Disputatsen Rabelais og hans verden blev skrevet i 1930'erne, til dels som et indirekte opgør med G. Lukács og den socialistiske realisme, men kunne først forsvares og trykkes i 1965. Indtil 1961 underviste Bakhtin i provinsen, men han fik sit andet gennembrud i 1963, da en revideret udgave af Dostojevskij-bogen udkom.

Her lanceres begrebet polyfoni: Det, at forfatteren ikke har ét talerør, men kommer til orde gennem mange forskellige "stemmer". I Rabelaisbogen er "den folkelige latterkultur", karnevallet og "den sokratiske dialog" centrale elementer i hans revolutionerende romanteori. Bakhtin har haft stor betydning for strukturalismen og den semiotiske litteraturvidenskab. På dansk findes uddraget af Rabelaisbogen "Karneval og latterkultur" i Det andet karneval (1983).

Også inden for psykologien har Bakhtin haft betydning. Nøglebegrebet i hans tænkning er dialog. Den finder først og fremmest sted igennem det situationsbundne sprog, hvor ordet er fælles territorium mellem den, der taler, og den, der tales med. Igennem dialogen dannes det personlige selv, der således rækker over grænsen mellem individ og fællesskab. "Den menneskelige bevidsthed virker i alle sine stadier igennem ord", og ord danner altid et socialt fællesskab. Det individuelle selv er derfor altid socialt og sprogligt konstitueret og rummer de andre. Selv menneskets mest private hemmeligheder kan ikke begribes inden for det enkelte individs grænser, siger Bakhtin i sin tidlige kritik af Freud.

Mikhail Bakhtins sprog- og kulturfilosofisk baserede tænkning om selvets sociale konstituering gennem dialog har stærke paralleller hos de samtidige psykologer Vygotskij og G.H. Mead og hos filosoffen Ludwig Wittgenstein, der var en ven af Bakhtins bror. Den moderne psykologiske interesse for disse teorier har gjort Bakhtins idéer centrale for psykologien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig