Mikhail Bakhtin

Fra 1960’erne og frem blev Bakhtins værker efterhånden udgivet og foreligger nu i en samlet tekstkritisk udgave på russisk (1996-2012). Oversættelser til fransk og engelsk førte i 1970-80’erne til et gennembrud også i udlandet. Gennem yderligere oversættelser og afhandlinger er Bakhtin blevet et internationalt kendt navn i humanistisk forskning, ikke kun blandt litterater og lingvister, men også blandt filosoffer, psykologer og antropologer. Hans mest populære begreber – polyfoni, kronotop, karnevalisme – er også kendte uden for forskningskredse.

Bakhtin havde hele livet store helbredsproblemer. En kronisk knoglebetændelse, som begyndte i ungdommen, gav store smerter, i 1938 måtte hans ene ben amputeres, og de sidste mange år tilbragte han primært sine dage liggende. Et storforbrug af cigaretter gav ham desuden lungeemfysem. Med hjælp fra gode venner og ikke mindst hustruen Jelena (1901-1971), formåede han at holde sig i periferien af tidens voldsomme begivenheder – Første Verdenskrig, Den russiske revolution og borgerkrig, Anden Verdenskrig, Stalintidens terror – og at koncentrere sig om stilfærdige intellektuelle aktiviteter. Dog blev han i 1929 arresteret som del af en generel udrensning af enhver interesse for religiøs ideologi, så som i det religiøst-filosofiske selskab Bakhtin var en del af. Han blev dømt til 10 år i straffelejr, men med hjælp fra indflydelsesrige venner blev dommen omstødt til seks års internt eksil i Kustanaj i Kazakhstan, hvor han blandt andet arbejdede som bogholder. I 1930’erne blev han litteraturlærer i Saransk, ligeledes fjernt fra det politiske centrum i Moskva, hvor han pga. dommen heller ikke havde tilladelse til at bosætte sig. Han forblev i skjul for offentligheden det meste af sit liv, fortrinsvis i Saransk, men med periodisk tilflugt til andre steder. Både han og Jelena blev dog efterhånden så afkræftede, at de opsøgte hovedstadens bedre plejemuligheder, og i 1970 fik de tilladelse til at flytte til Moskva. Det lod sig gøre med afgørende hjælp fra en gruppe af ”disciple” i form af studerende i Moskva, der i slutningen af 1950’erne havde opdaget og opsøgt Bakhtin i Saransk og siden sørget for at få udgivet så meget som muligt af hans forfatterskab. Samme disciple trådte til som den barnløse Bakhtins nærmeste pårørende, da Jelena døde, og sørgede også for hans begravelse i 1975.

Bakhtins samlede forfatterskab er svært at afgrænse konkret. For det første skrev han konstant og afsluttede ofte ikke sine tekster. For det andet passede han ikke specielt godt på sine manuskripter, der primært var blyantsbeskrevne kladdehæfter, som efter sigende blev brugt til at rulle cigaretter i perioder med papirmangel. Desuden fulgte han tidens krav om henvisninger til Lenin og Stalin. Disse citater kom dog ikke med i udgivelserne fra 1960’erne og frem. Endelig er det uklart, hvor stor en rolle han spillede for tekster udgivet under andres navne i 1920’erne. I den gruppe af intellektuelle, der kaldtes Bakhtin-kredsen, udgav lingvisten Valentin Volosjinov (1895-1936) og litteraten Pavel Medvedev (1891-1938) en række tekster, hvis ideer ligger tæt op ad Bakhtins. Skønt de fleste forskere vælger at respektere, at Bakhtin aldrig gjorde krav på forfatterskabet, findes der til stadighed nogle, der inddrager disse ”omstridte tekster” for at forstå Bakhtin. Det drejer sig om Volosjinovs sprogfilosofiske artikel ”Ordet i livet og ordet i kunsten” (1926), hans bøger Freudianisme. Et kritisk udkast (1927) og Marxisme og sprogfilosofi (1929), samt Pavel Medvedevs bog Den formale metode i litteraturvidenskaben (1928).

Bakhtins første kendte publikation er en lille tekst med titlen ”Kunst og ansvarlighed” (1919), der sammen med det efterfølgende, ufuldstændige og længe upublicerede værk Mod en handlingens filosofi (1920-24) slår et grundlæggende tema an, som følger hele hans livslange tænkning: At kunst og æstetik ikke er afsondrede sfærer, men har etiske implikationer for både den, der skaber, og den, der fortolker kunsten. Afhandlingen om ”handlingen” var tænkt som en konkretiseret moralfilosofi, hvor han som udgangspunkt behandlede det enkelte menneskes ansvar for både handlinger og ikke-handlinger i den virkelige verden. Her er ”menneskets ikke-alibi i tilværelsen” et centralt begreb: Vi kan ikke frasige os ansvaret ved at henvise til et alibi. Derefter ville han gå videre med det æstetiske, det politiske og det religiøse område. De to sidste felter forblev uudforskede, selv om man kan finde dem implicit berørt i både Bakhtins valg af emner og hans sprogbrug. Det æstetiske felt, det som han også kaldte ”den kunstneriske skabens etik”, skulle han derimod udfolde i resten af forfatterskabet, med særlig fokus på æstetisk aktivitet som forfatterhandling betragtet. Det sker i teksten ”Forfatter og helt i æstetisk aktivitet” (1920-24) samt i artiklen ”Spørgsmålet om indhold, materiale og form i litterær kunstnerisk skaben” (1924). I sidstnævnte er han eksplicit kritisk over for de russiske formalisters manglende sans for den litterære tekst som æstetisk objekt og deres negligering af forfatterinstansen. I alle teksterne er han samtidig implicit kritisk over for den ideologisk determinerede, materialistiske tilgang, der blev implementeret på stadig mere snæver vis af det socialistiske sovjetstyre. Bakhtin skrev således op imod både formalisme og marxisme, også i sin første publicerede bog, Problemer i Dostojevskijs værk (1929).

Bakhtins bog om Dostojevskij fik stor indflydelse på ikke bare Dostojevskij-forskningen, men litteraturvidenskaben og sprogvidenskaben over hele verden. Det skete dog først ved bogens redigerede genudgivelse i 1963 under titlen Problemer i Dostojevskijs poetik. Da førsteudgaven udkom, sad Bakhtin i fængsel, og både han og bogen blev snart glemt. Det var sprogvidenskabsmanden Roman Jakobson og formalisten og forfatteren Viktor Sjklovskij, der i slutningen af 1950’erne tog bogen op igen, hvorefter først de studerende, der blev Bakhtins ”disciple”, og siden hele verden lærte den at kende. Bulgarerne Julia Kristeva og Tzvetan Todorov var tidlige formidlere på fransk, og Kristevas begreb om intertekstualitet var i høj grad Bakhtin-inspireret.

Bakhtin lancerer i bogen, hvad han selv ser som det første egentlige bud på Dostojevskijs radikalt nye kunstneriske model af verden. Denne model kalder Bakhtin ”den polyfone roman”, og han gennemgår, hvordan den gradvis udarbejdes gennem Dostojevskijs forfatterskab, før den opnår den endelige, fulde realisering i Brødrene Karamazov. Polyfoni er ikke bare flerstemmighed, det at romanen præsenterer mange personers tanker og stemmer, mange dialoger, men at (hoved)personerne repræsenterer ligestillede ”meningspositioner”, som er uafhængige af forfatteren, der ikke sætter sig over dem, men derimod selv indgår i romanens store dialog. Der er altså ikke bare tale om ydre dialoger, men om en gennemgribende dialogicitet. Denne dialogicitet findes også internt i personstemmerne, i deres konkrete ytringer, som altid er dialogisk orienterede mod andre og ”andres ord” og som regel også uafklarede og i indre polemik med sig selv. Dette er, understreger Bakhtin, et radikalt nyt forhold mellem forfatter og hovedperson, og med tanke på Bakhtins tidlige tekster er det tydeligt, at Dostojevskij i hans øjne udøver et forbilledligt etisk ansvar ved så vidt muligt at frasige sig sin autoritet og frisætte den litterære helt. I 1963-udgaven af Dostojevskijsbogen sætter Bakhtin denne nye roman ind i en litteraturhistorisk sammenhæng ved at placere den i det, han kalder den seriøst-komiske linje i europæisk litteratur, hvis rødder går tilbage til dels det folkelige karneval, dels de sokratiske dialoger og andre ”karnevaliserede” genrer – emner som han i mellemtiden havde viet en del opmærksomhed.

I 1941 og igen i 1946 indleverede Bakhtin en afhandling om Rabelais og folkekulturen til Gorkij-instituttet i Moskva. Bedømmelsesudvalget anbefalede at tildele ham doktorgraden, men der opstod voldsom kritik og debat og herefter en langvarig formel behandling, før han fik tildelt det, der svarer til en ph.d.-grad. Først i 1965 blev værket publiceret i en let redigeret udgave. Emnet var ikke mindst kontroversielt, fordi sovjetkulturen havde udviklet sig til at være temmelig bornert og derfor ikke kunne goutere beskrivelserne af hverken det kropsligt og seksuelt uhæmmede middelalderkarneval eller dets litterære videreførelse hos den franske renæssance-forfatter François Rabelais. Bakhtin er i afhandlingen særligt optaget af det han kalder den frigørende karnevalslatter og de grundlæggende karnevalsmotiver: dobbeltfigurer, narrekroninger, genfødelse og fornyelse. Han understreger, at alle under karnevallet er indforståede med, at de gængse love midlertidigt er suspenderede og hierarkiet vendt på hovedet. Alt dette ser Bakhtin videreført i den ”karnevaliserede litteratur” i form af ironi, dobbeltgængerfigurer og dialogisering, og denne genrelinje sætter han i modsætning til såkaldt monologisk litteratur.

Efter arbejdet i 1920’erne med Dostojevskijs nye roman gik Bakhtin videre til at se romanen i sig selv som en særlig genre, herunder i teksten ”Epos og roman” (1941), hvori romanens sproglige pluralisme, fleksibilitet, åbne nutid og dialogiske sandhedssøgen modstilles eposets afsluttede fortid og monologiske sandhed. Han opfandt desuden begrebet ”kronotop” for litterære konkretiseringer af tid & rum for i teksten ”Tidens og kronotopens former i romanen” (1937-38) at kunne beskrive romanens litteraturhistorie ud fra hvilke kronotoper, der har været dominerende. Eksempler på kronotoper er ”idyllen” eller ”biografisk tid & rum” men også ”dagligstuesalonen”, ”vejen” eller – Dostojevskijs foretrukne – ”tærsklen”. Disse romanudforskninger foretog Bakhtin vel at mærke efter at ”socialistisk realisme” var blevet indført som enerådende metode i sovjetlitteraturen, dvs. en romanmodel med et forudbestemt plot og en temmelig monologisk sandhed.

Også i sine mere sprogteoretiske tekster gik Bakhtin diskret imod tidens monologisering. I Ordet i romanen (1935) ser han på flerstemmighed og dialogicitet i sproget generelt og introducerer begreberne ”forskelligtale”, ”forskelligsprogethed” og ”forskelligstemmighed”. Hans pragmatisk-kommunikative tilgang til sproganalyse, som han selv kaldte ”metalingvistik”, er desuden tydelig i både ”Spørgsmålet om talegenrer” (1952-3) og i ”Teksten som problem i lingvistik, filologi og andre humanistiske videnskaber” (1959-61).

• Russisk litteratur