Bretagnes mange stendysser og mærkelige opretstående bautasten (menhirs), hvoraf der alene i Carnacområdet findes 3000, viser, at området har været centrum for en omfattende stenaldercivilisation med stor teknisk kunnen — nogle sten vejer 350 t — og med betydelige resurser til disposition for høvdinge og præsteskab. Indvandrende gallere gav i oldtiden området navnet Armorica, 'Kystlandet'. I 56 f.Kr. erobrede Cæsar landet, der imidlertid aldrig for alvor blev romaniseret.
I anden halvdel af 400-t. indvandrede en betydelig mængde britiske keltere på flugt fra germanske angelsaksere, som havde invaderet England. Disse briter gav landet navnet Brittany eller Bretagne. Mange sagn førte de med sig fra De Britiske Øer, og handlingen i sagnet om kong Arthur og ridderne om det runde bord, om troldmanden Merlin og om Tristan og Isolde kan lige så godt foregå i Bretagne som i England. Bretagne er stadig usædvanlig rig på keltiske traditioner.
Fra 479 var Bretagne formelt under merovingernes kontrol, men et stærkt klandelt keltisk aristokrati, der ejede store gårde og mange slaver, var dog som oftest i stand til at opretholde en reel uafhængighed af Frankrig. I disse århundreder kristnedes Bretagne af britiske missionærer, men den bretonske kristentro bevarede et meget stærkt islæt af hedenske traditioner, som i visse områder har holdt sig helt op i moderne tid.
I midten af 800-t. samledes magten i Bretagne under grev Nomenoe, som gjorde landet uafhængigt af de franske konger, og hvis efterfølgere var i stand til at forsvare området mod hyppige vikingeoverfald. Fra midten af 900-t. og i 1000-t. måtte greverne af Bretagne kæmpe dels mod oprørske vasaller, dels mod et stadig mere magtfuldt Normandiet. I 1100-t. måtte Conan 4. bede den engelske konge Henrik 2. om hjælp til at knuse et indre oprør. Til gengæld måtte han gifte sin datter Constance med Henriks søn Geoffrey i 1166. Plantagenetslægtens magt i Bretagne blev dog kortvarig, idet Geoffreys søn Arthur myrdedes i Rouen i 1203. Hans halvsøster Alice blev i 1213 gift med Peter Mauclerc, greve af Dreux, og dennes efterkommere regerede Bretagne med stor dygtighed indtil 1341, da mandslinjen uddøde.
I den efterfølgende periode var Bretagne som oftest uafhængig af den franske kongemagt og neutral i de mange krige mellem Frankrig og England. I 1488 døde hertug Frans 2., og hans eneste livsarving, datteren Anne af Bretagne, blev i 1491 tvunget til at gifte sig med den franske konge Karl 8. og efter dennes død med efterfølgeren Ludvig 12. i 1499. Officielt blev Bretagne som det sidste af de store kronlen i 1532 indlemmet i Frankrig, men beholdt dog helt frem til Den Franske Revolution eget parlament og egne love og særrettigheder. Under Revolutionen var Bretagne på kongens side, og der udspilledes i 1790'ernes begyndelse en alvorlig borgerkrig der.
Mht. den efterfølgende periode, se bretoner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.