påske

Begivenhederne i forbindelse med israelitternes udvandring af Egypten er ifølge Det Gamle Testamente baggrunden for den jødiske påske. I Det Nye Testamente berettes om Jesu domfældelse, død og opstandelse, der fandt sted i Jerusalem under den jødiske påskefest.

I kristendommen indledes påsken af en fastetid på 40 dage (askeonsdag). Selve påskeugen, den stille uge, rækker fra palmesøndag til påskelørdag. Helligdagene markerer begivenhederne i Jesu lidelseshistorie, således som den kendes fra især de tre første evangelier.

Jesu indtog i Jerusalem, ridende på et æsel, fandt sted palmesøndag. Om aftenen skærtorsdag spiste Jesus sit sidste måltid sammen med sine disciple, og på denne helligdag fejres nadverens indstiftelse.

Med disciplene gik Jesus til Getsemane Have og blev senere på aftenen taget til fange af ypperstepræstens folk. Han blev stillet for det jødiske råd (synedrium) og dømt. Fredag morgen, langfredag, blev han stillet for den romerske statholder, Pilatus, den jødiske lokalfyrste, Herodes Antipas, og Pilatus igen, domfældt og bespottet ved tornekroning. Jesus måtte selv bære sit kors på vejen til henrettelsesstedet Golgata. Efter korsfæstelsen gravlagdes Jesus langfredag aften. Tidligt søndag morgen, påskemorgen, gik Maria Magdalene med andre kvinder til graven, men fandt den tom; Jesus var opstanden fra de døde.

Den kristne påskefest begynder med påskenat, natten mellem påskelørdag og 1. påskedag, mange steder i verden markeret ved en gudstjeneste, og efterfølges af en glædestid, der afsluttes pinsedag.

Historisk set har den kristne påske rødder i den jødiske påskefest. De første jødekristne overtog denne, men gav den et nyt indhold, mindet om Jesu død langfredag og hans opstandelse påskesøndag. I oldkirken var der længe uenighed om påskefestens tidspunkt, idet nogle menigheder holdt påsken på en fast dato ligesom jøderne, mens flertallet holdt festen på den første søndag efter påskefuldmånen (den første fuldmåne efter forårsjævndøgn); dette tidspunkt blev endeligt vedtaget på koncilet i Nikæa i 325 (se påskestriden).

I oldkirken var påskefesten en vigtig dåbsdag, og gudstjenesterne blev tilrettelagt under hensyntagen hertil. Lammet er et tidligt sindbillede på Jesus (Agnus Dei); symbolsk har lammets ofring derfor spillet en rolle i bl.a. kristen ikonografi og levet videre som påskelam i de folkelige påskeskikke.

Påsken har en særlig betydning i den ortodokse kirke; som kirkens folkeligt set vigtigste fest er påsken i de vestlige kirker efterhånden blevet afløst af julefesten.

Ifølge den gammeltestamentlige tradition fejredes påskefesten som en erindring om israelitternes udfrielse af Egypten (2. Mosebog, kapitel 12).

• Læs mere om påsken i Det Gamle Testamente

For at vide, hvornår der skal holdes påske, må man kende både Månens faser og søndagenes placering i året. Da et år er 52 uger og en dag (skudår to dage), vil søndagenes datoer ændre sig fra et år til det næste, men vil gentage sig med en periode på 28 år, en såkaldt solcirkel. Påskedag kan tidligst falde 22. marts og senest 25. april.

• Læs mere om beregning af påskedagens dato

De folkelige festtraditioner i Danmark i forbindelse med påske har været efterlevet et stykke ind i 1900-tallet. Nogle af dem knytter sig til Kristi lidelseshistorie, andre kan være levn fra førkristne forårsskikke.

• Læs mere om påskeskikke