Synedrium blev i antik græsk litteratur anvendt om forskellige typer af møder og råd med administrativ, politisk eller retslig kompetence, fx retten på Areopagos i Athen og senatet i Rom.
Ordet forbindes dog især med Det Nye Testamente, hvor det betegner jødiske råd på lokalt plan (fx Matthæusevangeliet, 10,17) eller som oftest det øverste råd i Jerusalem, der jævnlig omtales som synedriet (fx Apostlenes Gerninger, 6,11), og som gjorde krav på retslig autoritet over hele den jødiske befolkning i Palæstina. I den rabbinske litteratur kaldes dette synedrium for sanhedrin.
I synedriet havde fornemme præster, lægfolk og skriftkloge sæde, og dets formand var den residerende ypperstepræst. I evangelierne er synedriet den instans, hvor de jødiske anklager imod Jesus kom til orde (Matthæusevangeliet, 26,57-68). Også Jesu tilhængere mødte modstand her; Paulus måtte således forsvare sig og sin lære over for synedriet (Apostlenes Gerninger, 22,30-23,10).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.