Aischylos. Fransk stik fra 1700-t., der fortæller anekdoten om Aischylos' død på Sicilien, ifølge hvilken han døde, fordi en ørn tabte sit bytte - en skildpadde - ned i hovedet på ham.

.

Aischylos, ca. -525-ca. -456, græsk tragediedigter, af adelig athensk familie, deltog i perserkrigene; debuterede måske 496 og vandt 1. pris (se tragedie) første gang 484. Aischylos levede det meste af sit liv i Athen, men var flere gange på Sicilien, hvor han opførte nogle af sine tragedier. Han døde også der. De hellenistiske filologer kendte 73 stykker (tragedier og satyrspil) af ham; kun syv er bevaret. En del af især de tidlige stykker har måske aldrig været nedskrevet.

Den ældste bevarede tragedie er Perserne (opf. 472; overs. N. Møller 1918), hvis emne er persernes nederlag ved Salamis 480, hvor den allierede græske flåde besejrede dem afgørende. Atheneren Aischylos havde været med ved Salamis; nederlaget ses imidlertid fra persisk side, og dets virkninger i riget skildres med dyb sympati. Kong Xerxes' uoverlagte forsøg på at føre sit rige frem som sømagt og dermed underlægge sig grækerne fremstilles som ulykkens hovedårsag. Tragedien er bemærkelsesværdig ved ikke at hente sit emne i sagnhistorien, men i den nyeste historie.

De syv mod Theben (opf. 467) er den tredje af tre emnemæssigt sammenhørende og sammen opførte tragedier (en trilogi); de to første tragedier er tabt. De syv beskriver slutfasen i Ødipus-slægtens historie, hvor Ødipus' forbandelse indhenter hans to sønner Eteokles og Polyneikes, som dræber hinanden foran deres fædrene by Thebens porte. Hovedinteressen samler sig om Eteokles, som forsvarer sin by mod sin fordrevne brors angreb; han falder selv, men redder Theben fra erobring. Eteokles er den første egentlige tragiske helt, vi kender; det tragiske ligger i hans dobbeltstilling som patriotisk forsvarer og som fuldt bevidst offer for den forbandelse, som udrydder hans slægt.

De asylsøgende kvinder (Hiketiderne; opf. ca. 463) er første del af en i øvrigt tabt trilogi. Kong Danaos' døtre (stykkets kor) er med deres fader flygtet fra Egypten til Grækenland for at undgå ægteskab med deres fætre. De presser den lokale konge til at give sig asyl; fætrene ankommer, og en voldelig bortførelse forhindres i sidste øjeblik. De mange korsange forener fint korformen med korets funktion som hovedperson. De tabte stykker handlede om, hvordan fætrene alligevel tiltvang sig ægteskab, og hvordan Danaos' døtre, undtagen én, dræbte dem i brudesengen. En form for forsoning må have dannet afslutningen.

Den eneste fuldstændigt bevarede trilogi Orestien (opf. 458; overs. A. og E.H. Madsen 1980-91) består af Agamemnon, Choephorerne (Gravofret, Sonofret) og Eumeniderne (Forsoningen). I Agamemnon vender Agamemnon hjem som sejrherre i Den Trojanske Krig; men sejren har kostet strømme af blod, og for at komme til Troja har han måttet ofre sin datter Iphigenia. Uden at ane uråd dræbes han af sin kone Klytaimnestra, som han yderligere har provokeret ved at medbringe den trojanske prinsesse Kassandra som krigsbytte. Stykket slutter med Klytaimnestras og hendes elsker Aigisthos' triumf, men Klytaimnestra aner allerede, at sagen ikke er afsluttet. I Choephorerne vender Agamemnons og Klytaimnestras landflygtige søn Orestes hjem, allierer sig med sin søster Elektra, skaffer sig under falsk identitet adgang til paladset og dræber først Aigisthos, derpå sin egen mor. I stykkets slutning søger han at forsvare sin handling, men hjemsøges af sin mors hævnånder, erinyerne, mister selvkontrollen og flygter. I Eumeniderne ser man erinyerne (stykkets kor) forfølge Orestes fra Apollons tempel i Delfi til Athen, hvis skytsgudinde Athena etablerer en proces med erinyerne som anklagere, Apollon som forsvarer og athenske borgere plus sig selv som dommere. Ved dommen står stemmerne lige (Athena stemmer for frifindelse; et spinkelt flertal af borgerne stemmer altså for domfældelse), og Orestes er herefter ifølge almindelig græsk praksis frifundet. Erinyerne er rasende, men Athena formilder dem, og de slår sig ned i Athen som beskyttere (eumenider 'venligtsindede'). Løsningen på det principielt uløselige problem om Orestes' skyld er bemærkelsesværdig: Menneskelig retfærdighed tilsiger, at han dømmes efter erinyernes krav; kun guderne kan tage hensyn til sagens særlige omstændigheder, og det gør de. Trilogien demonstrerer den sene Aischylos' mesterskab både i handlingsføring, dialogkunst og personskildring.

Prometheus i lænker (overs. Otto Gelsted 1957) kan ikke dateres. Ejendommeligheder i sprog, stil og metrik gør det usikkert, om tragedien er af Aischylos; den kan være lidt senere end 456. Prometheus har vakt Zeus' vrede ved at stjæle ilden og give den til menneskene, hvorved grundlaget er lagt for al menneskelig kultur. Han lænkes i stykkets begyndelse til en klippe i Kaukasus. I stykkets løb afslår han opfordringer fra besøgende til at bøje sig for Zeus og henviser til, at han bærer på en hemmelighed om, hvordan Zeus' verdensherredømme vil ende. Denne trumf giver han ikke fra sig, heller ikke da han i stykkets slutning trues med nedstyrtelse i underverdenen; med truslens realisering slutter tragedien. Den opfattes normalt som første del af en trilogi; om det er rigtigt, er dog usikkert. Tragedien om menneskenes hjælper, som ikke bøjer sig i ulykken, har spillet en stor rolle for eftertidens forfattere (Goethe, Shelley mfl.).

Foruden de syv hele tragedier er bevaret en del brudstykker (citater hos oldtidsforfattere, papyrusstumper), som bl.a. viser, at Aischylos i sine satyrspil var en god humorist.

I sammenligning med senere græske tragedier spiller koret hos Aischylos en betydelig rolle; det er dybt integreret i handlingen, i to tilfælde som en hovedperson. Ifølge Aristoteles' Poetik udvidede Aischylos antallet af tragediens skuespillere fra en til to, en nyskabelse af enorm betydning for dramaets fremtid; lige fra Perserne behandler han samspillet mellem skuespillerne, og mellem dem og koret, suverænt inden for ret stive formelle rammer. Hans udtryksform, navnlig i korsangene, er tit vanskelig, næsten besværet; men det skyldes udtrykkets tankemæssige koncentration, ikke effektjageri, og koncentrationen kan være parret med en enkelhed af stor virkning.

Trods sin fremtrædende rolle kan koret ikke hos Aischylos betragtes som repræsentant for digterens syn på handlingen; heller ikke nogen enkeltperson har denne funktion. Vil man nå ind til digteren selv, må man se på hans stykker som helheder. Resultatet er ikke entydigt; Aischylos bærer sig ad som en problemstiller mindst lige så meget som en problemløser. Orestien løser måske Orestes' problem, men hverken Agamemnons eller Klytaimnestras; De syv løser Thebens aktuelle problem, men ikke Eteokles'. Forfatterskabet er religiøst orienteret, og det er tydeligt, at Zeus' dominerende stilling er et tidens tegn (jf. Heraklit, Xenophanes); men det centrale for Aischylos er samspillet mellem guddommelig bestemmelse og personlig ansvarlighed, som fx Xerxes, Eteokles og Agamemnon viser det. Det er gudernes vilje, at Xerxes skal tabe sin krig, at Eteokles skal dø foran Thebens porte, at Agamemnon skal erobre Troja med deraf følgende konsekvenser. Men alle tre er samtidig fuldt ansvarlige for deres handlinger. Aischylos er langt fra såvel ren determinisme som ubegrænset handlefrihed. En græsk tragiker forstørrer fundamentale menneskelige problemer ved at sætte store sagnskikkelser i ekstreme situationer; men han behøver ikke se rent pessimistisk på gudernes handlen med mennesker: Aischylos' guder rammer enkeltpersoner hårdt, men de interesserer sig positivt for menneskelige samfunds frihed og velfærd.

Selvom de følgende generationer i Athen havde svært ved helt at forstå Aischylos, viste de ham den særlige ære at genopføre tragedier af ham få årtier efter hans død; sådanne genopførelser var ellers først almindelige noget efter 400 f.Kr. Senere blev han en anerkendt klassiker, men ikke meget læst, og det er nærmest et held, at et udvalg på syv tragedier er bevaret. Gennem dem får vi indblik i en af de ældste faser i det europæiske dramas historie, og vi får direkte kendskab til tragediens ældste mester.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig