Heinrich Cornelius Agrippa var en tysk filosof og teolog. Allerede i sin levetid blev han en kontroversiel og mytedannende skikkelse på grund af sine ideer, sine mystiske skrifter og sit omflakkende liv.
Heinrich Cornelius Agrippa var født og uddannet i Köln og rejste siden over det meste af Europa som soldat, læge og lærer: undertiden på flugt eller i fængsel, anklaget som kætter, undertiden i tjeneste hos fyrster og andre magthavere.
Hans tankeverden er påvirket af nyplatonisme, lullisme (se Raymundus Lullus), hermetisme og kabbalisme, og han forsøgte at forene disse forskellige retninger i sit hovedværk De occulta philosophia (Om den hemmelige filosofi, trykt 1533).
Magien, dvs. læren om den skjulte verden, burde efter hans opfattelse anerkendes på lige fod med fysik, matematik og teologi.
I De incertitudine et vanitate scientiarum atque artium declamatio (Tale om videnskabers og kunsters usikkerhed og tomhed, 1526) benægter han muligheden for at erhverve viden ad intellektuel vej; kun i det personlige gudsforhold findes sandheden.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.