hermetisme

Artikelstart

Hermetisme er en tilværelsestolkning, der bygger på en række skrifter eller traktater af filosofisk-religiøst og mystisk-okkult indhold, kaldet Det hermetiske corpus. De er formentlig forfattet i Egypten i det 1.-2. århundrede e.Kr. og blev tillagt guden Thot, bogstavskriftens opfinder. På græsk blev Thot identificeret som og gengivet med Hermes Trismegistos 'den tre gange største Hermes'.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hermetisme er efter Hermes Trismegistos; hermetisk fik heraf senere betydningen 'utilgængelig, hemmelig, aflukket'.

Skrifterne repræsenterer den hedenske form for gnosticisme og bygger filosofisk på platonisk tradition. Fælles med andre gnostiske skrifter er en følelse af hjemløshed i denne verden, en længsel efter frelse og forening med "den ukendte Gud" og en tro på, at det guddommelige gennemtrænger altet.

Traktaterne tjener til personlig opbyggelse og har ikke nogen kultisk tilknytning. De har karakter af en åbenbaring fra en guddom, undertiden i dialogform. Som helhed har skrifterne større religionshistorisk end filosofisk interesse. De platoniske motiver er åbenbare, men fx forholdet mellem lys og mørke, godt og ondt er i filosofisk forstand uafklaret.

Den mest kendte traktat er den første, Poimandres 'Menneskehyrden'. Poimandres eller nus ('fornuften' eller 'ånden') belærer en elev, den anonyme forfatter. I en vision får han åbenbaret verden og menneskets plads i verden. Nederst i Universet er afgrundens mørke, men den guddommelige ånd eller logos skaber først en kosmisk orden, derefter mennesket. Mennesket er et dobbeltvæsen, bestående af ånd og legeme. Giver det sig det legemlige i vold, er det fortabt. Men det åndelige menneske kan frigøres, opnå gnosis (erkendelse) af Gud og forenes med guddommen.

Til Det hermetiske corpus knytter sig traktater af beslægtet indhold, fx Asclepius, kendt gennem latinsk oversættelse.

Hermetismen øvede som åndsretning en betydelig direkte eller indirekte indflydelse på eftertiden, fx på islamisk mystik. I vesten fik det afgørende betydning, at Marsilio Ficino i 1471 oversatte Det hermetiske corpus til latin.

Skrifterne opfattedes som udtryk for genuin platonisme, og de fik stor indflydelse på filosoffer som Giovanni Pico della Mirandola og Giordano Bruno, og tanken om, at hemmelige guddommelige kræfter gennemsyrer universet, blev en væsentlig inspirationskilde for renæssancens okkultisme og alkymi (Heinrich Cornelius Agrippa, Paracelsus).

I Danmark var fx Tycho Brahe og lægen Peder Sørensen i 1500-tallet og naturforskeren Ole Borch i 1600-tallet stærkt påvirket af hermetismen.

De hermetiske skrifter er oversat til dansk, Den ukendte Gud (1983).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig