Okkultisme er hemmelige, magiske og mystiske aktiviteter i bred forstand; begrebet blev anvendt første gang i midten af 1800-tallet af Eliphas Lévi, pseudonym for franskmanden Alphonse Louis Constant (1810-1875).
Ordet okkult blev i sin nuværende betydning brugt første gang af Heinrich Cornelius Agrippa i 1500-tallets begyndelse.
Fra gammel tid har visse studier, først og fremmest af magisk tilsnit, i den vestlige verden været forbeholdt de indviede og derfor betragtet som utilgængelige for almenheden. Det gælder fx alkymi, astrologi, spådomskunst, besværgelser, åndemaneri, talmystik og magi. Det har som regel været underforstået, at kun særligt udvalgte gennem øvelser, oplæring eller optagelse i okkulte selskaber har mulighed for at lære at forstå og beherske de okkulte kræfter i verden.
En fællesnævner for mange okkulte discipliner er søgningen efter en erkendelse af de skjulte åndelige eller guddommelige kræfter i mikrokosmos (mennesket) og makrokosmos (Universet). Disse kræfter kan ikke opfattes med de fysiske sanser, men mange okkultister mener, det er muligt at udvikle eller optræne mere åndelige sanser, hvormed den skjulte verden kan opfattes.
Den skjulte verden antages at have sin egen objektive eksistens om end på et andet plan end den velkendte materielle verden; okkultister mener derfor, at deres studier må betegnes som videnskab.
I modsætning til mystikken, hvor formålet er en subjektiv forening med det guddommelige, søger okkultismen efter en objektiv erkendelse af det guddommeliges eksistens i forskellige oversanselige verdener, jf. gnosticismens æoner, den jødiske kabbalas sfirot (se kabbala) og teosofiens æter- og astralverden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.