Giovanni Pico della Mirandola

Faktaboks

Giovanni Pico della Mirandola
Født
1463
Død
1494

Artikelstart

Giovanni Pico della Mirandola, 1463-1494, italiensk filosof, elev af Marsilio Ficino. Som filosof er Pico della Mirandola karakteristisk ved sin synkretisme, dvs. sit forsøg på at forene dels humanisme med skolastik, dels samtlige filosofiske og teologiske skoler med hinanden, specielt platonisme med aristotelisme.

Af denne grund blev han kaldt princeps concordiae (lat. 'harmoniens fyrste'). I 1486 offentliggjorde han 900 teser, som han havde hentet fra forskellige traditioner, og som han ville forsvare; men teserne blev fordømt af paven. I 1488 blev han dog frikendt for kætteri.

Pico della Mirandolas berømteste værk er den posthumt trykte Oratio (Tale), ofte kaldt De dignitate hominis (da. Om menneskets værdighed, 1989), hvori han understreger menneskets frihed til både at synke ned til et dyrisk stade og hæve sig til guddommelige sfærer.

Mennesket har således ikke en fastlåst natur, men har frihed til ved handlen og studeren at blive den person, det ønsker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig