Socialdemokratiet

Partiet var i begyndelsen organiseret i faglige sektioner, men i 1878 skete der en adskillelse af parti og fagbevægelse, dog således at de to grene af arbejderbevægelsen gennem hver deres vedtægter var sikret repræsentation i hinandens styrende organer, og i øvrigt opretholdt de et tæt samarbejde på alle niveauer.

I de følgende årtier voksede partiets medlemstal støt og nåede et maksimum i 1940'ernes slutning på omkring 300.000. Parallelt hermed opbyggede Socialdemokratiet gennem oprettelsen af en lang række sideorganisationer et særdeles stærkt og omfattende organisationsnetværk, som dækkede praktisk taget alle sider af et menneskes tilværelse. Socialdemokratiet har således stået som prototypen på massepartiet.

Som følge af de omfattende forskydninger i klassestrukturen og ændringer i den politiske kultur og deltagelsesmønster siden 1960'erne er partimedlemstallet faldet konstant og udgjorde i 2019/2020 ifølge egne oplysninger ca. 36.000, ligesom det traditionelle organisationsnetværk efterhånden opfattedes som utidssvarende. I 1995 afskaffede partiet derfor de formelle bånd til fagbevægelsen og kooperationen.

Siden partiets start og frem til 1969 eksisterede der særlige socialdemokratiske kvindeforeninger. Da der i 1950'erne og 1960'erne var flest, var der kvindeudvalg i halvdelen af partiforeningerne; på landsplan cirka 700 kvindeudvalg.

I 1884 blev Socialdemokratiet for første gang repræsenteret i Folketinget. Siden øgedes partiets tilslutning ved hvert eneste valg og kulminerede i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" med 46,1 % af de afgivne stemmer. 1945-71 var den gennemsnitlige vælgertilslutning 39 %, 1973-98 33 % med et maksimum i 1979 på 38 % og et minimum i 1973 på 26 %. I 1998 fik partiet endnu 36 % af stemmerne, men derefter er partiet aldrig nået over 30 % og har i 2000'erne generelt ligget med en opbakning på omkring 25-26 %. I 2001 mistede Socialdemokratiet positionen som det største parti i Folketinget – en position partiet havde haft siden 1924. Siden valget i 2015 har Socialdemokratiet igen været partiet med den største vælgertilslutning.

Partiets traditionelle kernevælgere har været de ufaglærte og faglærte arbejdere, men dets karakter af klasseparti, hvis vælgergrundlag primært var lokaliseret i arbejderklassen, er gradvis aftaget siden 1970'ernes begyndelse. Et forhold, der bl.a. blev understreget ved det såkaldte Jordskredsvalg i 1973, hvor Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater (25,6 % af stemmerne), især på bekostning af de nye partier Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

Ideologisk tog Socialdemokratiet udgangspunkt i marxismen, men bekendte sig snart til den reformistiske udgave af denne. Socialismen skulle indføres ved reformer, ikke ved revolution. Via stemmesedlen skulle arbejderklassen erobre magten over statsapparatet og gennemføre omfattende reformer til gavn for arbejderklassen. Anført i de første mange år af pragmatisk indstillede faglærte arbejdere fulgte partiet i hovedsagen en udogmatisk politisk linje.

Det socialistiske perspektiv fortonede sig i efterkrigstiden, hvor velfærdsstatsprojektet og keynesianisme blev de grundlæggende politiske pejlemærker for partiet i en sådan grad, at de antog ideologisk karakter. Fra slutningen af 1960'erne og i 1970'erne pudsede partiet sin socialistiske profil op ansporet af den generelle venstredrejning af samfundet, der gik hånd-i-hånd med ungdomsoprøret og fremvæksten af det såkaldte nye venstre. Partiets partiprogram fra 1977, "Solidaritet, lighed og trivsel", markerede dette tydeligt, samtidig med at det var præget af en række nye, ikke-klassebundne værdier relateret til ligestilling, miljø og solidaritet med Den Tredje Verden.

1977-Programmet var præget af en stærk kapitalismekritik, som på mange måder foregreb den kritik, der senere blev rettet mod den såkaldte konkurrencestat. Forestillingen om konkurrencestaten forstået som nødvendigheden af at sikre den private sektors konkurrencedygtighed i en stadig mere globaliseret økonomi blev i praksis en ledestjerne for partiets økonomiske politik fra 1990'erne og fremad, selv om den mere udfoldede forståelse af begrebet hørte en senere tid til. Ideologisk var og er begrebet imidlertid omstridt, hvilket finansminister Bjarne Corydon fik at mærke, da han i 2013 i et interview anførte: "Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.", hvilket første til massiv kritik fra partiets såkaldte traditionalistfløj. I det hele taget har konfliktlinjen mellem såkaldte traditionalister og modernister i Socialdemokratiet (jf. nedenfor) i det 21. århundrede i høj grad været defineret af forskellige opfattelser af, hvor internationalt afhængig og indlejret den danske velfærdsstat var og bør være.

Trods en kongresbeslutning om ikke at indtræde i en regering, før partiet havde parlamentarisk flertal alene, indtrådte Socialdemokratiet i 1916 i en regering ledet af den radikale C. TH. Zahle. Begrundelsen var den ekstraordinære situation under 1. Verdenskrig. 1924-26 dannede Socialdemokratiet som det største parti for første gang en mindretalsregering, hvilket blev en milepæl for partiets udvikling i retning af et klassesamarbejdende og systembærende parti.

Partiet kom til magten igen i 1929 og dannede regering med Det Radikale Venstre – et regeringssamarbejde der rakte frem helt til besættelsen i 1940. Med Stauning som statsminister blev det perioden, hvor Socialdemokratiet endegyldigt smed kappen som et parti med en entydig klasseappel for i stedet at præsentere sig som et bredere folkeparti, bl.a. symboliseret ved titlen på det nye partiprogram, "Danmark for Folket" fra 1934 og ved partiets villighed til at indgå politiske kompromisser med de borgerlige partier som ved Kanslergadeforliget i 1933.

Besættelsen 1940-1945 sled på Socialdemokratiet. Ganske vist blev der straks efter 9. april 1940 dannet en samlingsregering med deltagelse af alle større partier i Folketinget, men frem til 1942 var regeringerne ledet af socialdemokrater, frem til sin død 4. maj 1942 af Stauning, derefter frem til 9. november af Vilhelm Buhl. Dette betød, at partiet kom i skudlinjen for kritik af den næsten kampløse overgivelse den 9. april og for samarbejdspolitikken, der i årene derefter blev indledt og praktiseret i relation til den tyske besættelsesmagt. Politikken bidrog ganske vist til at bugsere Danmark relativt smertefrit gennem krigen og forhindrede modsat Norge, at danske nazister fik del i den politiske magtudøvelse, men var også sårbar, ikke mindst i befrielsessommeren 1945, for anklager om, at Danmark og danske regeringer var gået for langt i samarbejdet med tyskerne. Det var givetvis en af hovedårsagerne til, at Socialdemokratiet ved det første folketingsvalg efter besættelsen tabte 18 mandater.

Til gengæld blev det på det lidt længere sigt en fordel, at partiformanden Hans Hedtoft, der i 1939 havde afløst Stauning på denne post, samt partisekretæren H.C. Hansen blev tvunget bort fra deres poster i 1941 af tyskerne. Netop Hedtoft og H.C. Hansen blev partiets første to statsministre i efterkrigstiden, hhv. 1947-1950 og 1953-1955 og 1955-1960. Det var også de to ledere, der stod i spidsen for Socialdemokratiets transformation fra et forsvarsskeptisk og neutralistisk orienteret parti til et parti, der i efterkrigstiden accepterede synspunktet om et behov for et udbygget militært forsvar og Danmarks optagelse i militæralliancen NATO ved dannelsen i 1949.

Det socialdemokratiske hovedprojekt i de første lange efterkrigstid var rettet mod opbygningen af en moderne, national velfærdsstat. Gennem et bredt samarbejde med de andre partier, men også arbejdsmarkedets parter, interessegrupper og eksperter var partiet hovedkraften i tidens mange velfærdspolitiske reformtiltag. Socialdemokratiet havde således en dominerende indflydelse på rækken af bl.a. social-, arbejdsmarkeds-, uddannelses- og sundhedsreformer, som samlet førte til en kraftig, skattefinansieret udbygning af den offentlige sektor.

Denne model løb ind i en krise i 1970'erne, der på mange måder rystede partiet. Oliekriserne gjorde det vanskeligt økonomisk at fortsætte udbygningen af velfærdsstaten, ligesom det skabte opbrud i det politiske system på grund af den success, som ikke mindst det nye parti Fremskridtspartiet med sin kritik af de høje skatter og offentlige udgifter opnåede. Ved Jordskredsvalget i 1973 blev Fremskridtspartiet Folketingets næststørste, mens de traditionelle partier og ikke mindst Socialdemokratiet fil en voldsom vælgermæssig øretæve.

Samtidig opstod der internt i Socialdemokratiet stigende uoverensstemmelser om velfærdsprojektets retning, herunder ikke mindst om et dansk medlemslab af EF var en trussel mod velfærdsstaten. Det synspunkt forfægtede en ung generation af folketingsprofiler som Ritt Bjerregaard og Svend Auken, mens partiets ledelse, ikke mindst statsminister siden 1962 Jens Otto Krag, mente, at EF-medlemskabet var midlet til økonomisk at fremtidssikre velfærdsstatsprojektet. Uenigheden splittede partiet i lang tid efter Danmark i 1973 trådte ind i EF, selv om det generelt lykkedes partiets nye leder og statsminister gennem det meste af 1970'erne frem til 1982, Anker Jørgensen, at holde sammen på partiet.

Trods disse problemer vedblev partiet med at være regeringsbærende frem til 1980'erne. Partiets styrkeposition kom bl.a. til udtryk ved, at der var socialdemokratiske ledede regeringer i alle år fra 1945 og frem til 1982 minus otte år (1945-1947, 1950-1953 og 1968-1971).

Det ændrede sig i 1980'erne, hvor det blev en traumatisk oplevelse for Socialdemokratiet at være tvunget i opposition 1982-1993. Det udløste krise i partiet og et historisk kampvalg om formandsposten, hvor Poul Nyrup Rasmussen i 1992 vandt over den i 1987 valgte formand Svend Auken. Hermed opstod rivaliserende fløje i partiet. Desuden indledtes i 1990'erne, som det var tilfældet i andre vesteuropæiske socialdemokratier, en ideologisk debat mellem traditionalisterne og fornyerne om en omstilling af partiet, en debat, hvis kerne var, hvor stor en rolle offentlig styring skulle spille i forhold til markedsstyring.

Under Poul Nyrup Rasmussens lederskab lykkedes det i 1993 Socialdemokratiet at generobre regeringsmagten og at fastholde den med skiftende deltagelse af midterpartierne Kristeligt Folkeparti (1993-94), Centrum-Demokraterne (1993-96) og Det Radikale Venstre (1993-2001). Regeringerne havde en heldig hånd med den økonomiske politik, der med tiden blev benævnt flexicurity. Tilgangen tog sigte på at liberalisere, opkvalificere og effektivisere arbejdsmarkedet under bibeholdelse af en høj grad af social sikkerhed. Resultaterne var stigende vækst og faldende arbejdsløshed under bibeholdelse af et solidt betalingsbalanceoverskud. Partiet havde med andre ord fundet benene igen efter de mislykkede forsøg under Anker Jørgensen i 1970'erne på at løse de økonomiske balanceproblemer, som den voldsomme vækst i den offentlige sektor og oliekriserne havde skabt.

Til gengæld splittede EF/EU-politikken stadig partiet, som kom mest markant til udtryk ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992. Her stod partiet på ledelses- og parlamentarikerplan samlet om at anbefale et ja til traktaten. Alligevel stemte et flertal af de socialdemokratiske vælgere nej, hvilket er en af hoveforklaringerne på, at Danmark som helhed stemte nej til Maastrichttraktaten og fik indført en række forbehold i sit EU-medlemskab.

I tillæg til fløjuenighederne mellem traditionalister og fornyere og om holdningen til EU fik partiet også voksende interne problemer med at sin holdning til udlændingepolitikken. Ved valget i 2001 tabte Socialdemokratiet bl.a. af den grund mange vælgere til Dansk Folkeparti. Valgresultatet viste en tilbagegang fra 35,9 % til 29,1 % svarende til et mandattab på 11 til 52.

Nederlaget og tabet af regeringsmagten førte til øget fløjkrig og endnu et formandsopgør. Poul Nyrup Rasmussen trådte tilbage i 2002, og Mogens Lykketoft blev valgt som ny formand, men det løste ikke den interne uenighed, og efter endnu et markant valgnederlag i 2005 (25,8 % af stemmerne og 47 mandater), trådte han tilbage.

For første gang i partiets historie blev den nye formand valgt direkte af medlemmerne ved en urafstemning. Poul Nyrup Rasmussen-fløjens Helle Thorning-Schmidt vandt i 2005 over Svend Auken-fløjens Frank Jensen. Et generationsskifte i ledelsen blev gennemført, en revision af partiets politik igangsat, og fløjkrigen søgt bilagt.

Fløjkrigen blev efterhånden overvundet, bl.a. fordi flere centralt placerede Svend Auken-tilhængere forlod Folketinget. Med Helle Thorning-Schmidt som leder accepterede partiet VK-regeringens integrations- og indvandringspolitik og dens skattestop og forsøgte i stedet at profilere sig på velfærdspolitikken, fx i form af forslag til udbygning af borgernes rettigheder over for staten på velfærdsområdet.

Socialdemokratiet gik imidlertid igen tilbage ved valget i 2007, denne gang til 45 mandater og 25,5 % af stemmerne. Helle Thorning-Schmidt kom dog ud af valget som den ubestridte leder.

Ved folketingsvalget i 2011 gik partiet endnu et mandat tilbage til 44 mandater (24,8 % af stemmerne), men Helle Thorning-Schmidt opnåede på trods heraf at danne en mindretalsregering sammen med Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag). Hun blev dermed Danmarks første kvindelige statsminister.

Regeringsperioden blev imidlertid ikke nem. Det var svært at holde sammen på det parlamentariske grundlag i såkaldt rød blok. Der var langt fra Det Radikale Venstres til SF's og Enhedslistens prioriteringer, og regeringen fik en vanskelig start med hårde angreb om løftebrud fra oppositionen og den borgerlige presse, da regeringen havde vanskelig ved at få sine prioriteringer fra regeringsaftalen omsat til praksis. Som statsministerparti ramte disse anklager især Socialdemokratiet.

Regeringen kæmpede med efterdønningerne af finanskrisen fra 2008-09, der havde ramt dansk økonomi hårdt. Der var ikke mange penge at rutte med til udbygning af den offentlige velfærd. Dette bidrog til, at vælgerne i stigende grad fik svært ved at se forskel på, om det var rød eller blå blok, der var ved magten. Thorning-regeringens økonomiske politik lignede til forveksling politikken under den foregående Venstre-regering under Løkke Rasmussen med prioritering af stram statsbudgetstyring, skattelettelser, privatiseringer og international konkurrencetilpasning. Det pressede sammenhængskraften i regeringen, hvilket blev akut, da SF gik op i limningen og trådte ud af regeringen i 2014 i protest mod beslutningen om at sælge en stor aktiepost i det statslige energiselskab DONG Energy til det amerikanske finanshus Goldmann Sachs. Herefter videreførtes regeringen alene som en S-R-regering frem til valget i 2015.

Socialdemokratiet oplevede fremgang ved folketingsvalget 2015, hvor det atter blev landets største parti med 47 mandater (26,3 % af stemmerne). Alligevel mistede regeringen sit flertal, og Helle Thorning-Schmidt trådte tilbage fra formandsposten. Til gengæld fik partiet regeringsmagten igen efter valget i 2019 trods en mindre vælgermæssig tilbagegang til 25,9 % af stemmerne, hvilket alligevel gav et mandat mere, nemlig 48. Det førte til dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Mette Frederiksen støttet af partierne i rød blok.

Mette Frederiksen havde afløst Thorning-Schmidt som formand for partiet i 2015, og allerede i oppositionsårene inden regeringsovertagelsen i 2019 havde hun været en drivkraft i forsøget på at ændre Socialdemokratiets politik i retning af en mere markeret social velfærdsprofil, en strammere indvandrings- og udlændingepolitik og et mindre engagement i EU. Ved regeringsovertagelsen gennemførte hun en markant styrkelse af det politiske embedsapparat som en markering af, at regeringen mente det alvorligt med, at der skulle ske politiske forandringer. Det skulle være slut med ikke at kunne kende forskel på rød og blå blok. Regeringen lagde sig desuden fast på en meget ambitiøs klimapolitik, der med vedtagelse af Danmarks første samlede klimalov i 2019 stilede mod at reducere det danske drivhusgasudslip med 70 % i 2030 i forhold til 1990. Denne stramning af de danske klimamål skyldtes i nok så høj grad et pres fra støttepartierne i rød blok.

• Thorvald Stauning (1924–1926, 1929–1942)
• Hans Hedtoft (1947–1950, 1953–1955)
• H.C. Hansen (1955–1960)
• Viggo Kampmann (1960–1962)
• Jens Otto Krag (1962–1968, 1971–1972)
• Anker Jørgensen (1972–1973, 1975–1982)
• Poul Nyrup Rasmussen (1993–2001)
• Helle Thorning-Schmidt (2011–2015)
• Mette Frederiksen (2019-)

• Louis Pio (1871–1877) – Carl Würtz, P.C. Johansen, Sophus Pihl og E.W. Klein fungerede som formænd under Louis Pios fængsling 1872-75
• Chr. Hørdum (1877)
• Centralbestyrelsen (1877-1878)
• A.C. Meyer (1878)
• Saxo Wiegell og A.E. Jensen, fungerende formænd (1878-1880)
• Chr. Hørdum (1880–1882)
• P. Knudsen (1882–1910)
• Thorvald Stauning (1910–1939)
• Hans Hedtoft (1939–1955) – 1941-45 fungerede Alsing Andersen som formand
• H.C. Hansen (1955–1960)
• Viggo Kampmann (1960–1962)
• Jens Otto Krag (1962–1972)
• Erling Dinesen, fungerende formand (1972-1973)
• Anker Jørgensen (1973–1987)
• Svend Auken (1987–1992)
• Poul Nyrup Rasmussen (1992–2001)
• Mogens Lykketoft (2001–2005)
• Helle Thorning-Schmidt (2005–2015)
• Mette Frederiksen (2015–)

• socialdemokratiske kvindeudvalg

• Socialdemokratiets hjemmeside
• Folketingsvalgene 1913-1953 (fra Folketinges hjemmeside)
• Folketingsvalgene efter 1953 (fra Folketingets hjemmeside)