Det Konservative Folkeparti

I lyset af valgrettens udvidelse ved grundlovsrevisionen i 1915 og den deraf følgende mindre tilslutning reorganiserede partiet Højre sig under navnet Det Konservative Folkeparti. Det Konservative Folkeparti holdt stiftende landsrådsmøde 22. februar 1916.

Det Konservative Folkeparti er et socialkonservativt parti, hvilket de første sætninger i det gældende partiprogram (fra 2012) viser: "Familien er grundlaget for et velfungerende samfund. Vores fortid, historie og arv er vores styrke, og kun med denne kan vi møde fremtiden styrket".

Det Konservative Folkepartis første partiprogram fra 1916 kan stadig spores i partiets nuværende politiske prioriteringer. Det nationale forsvar var første punkt, mens det andet var ”Fremme af dansk Erhvervsliv med Hævdelse af den private Ejendomsret og den selvstændige Nærings frie Udøvelse.” Forsvar og erhverv står fortsat højt hos Det Konservative Folkeparti.

Andre punkter på det første partiprogram var”social lovgivning, som overvejende hviler paa Princippet Hjælp til Selvhjælp”, ”Sparsommelighed i den offentlige Husholdning” og ” Fremme af Arbejdet for Oprettelse af selvstændige, ikke for smaa Jordbrug”. Det Konservative Folkeparti var de større jordbesidderes parti og har lige fra begyndelsen arbejdet for en mere begrænset offentlig sektor og omfordeling. Det første partiprogram var også progressivt, idet det tolvte og sidste punkt var, at kvinder retsligt skulle ligestilles med mænd.

I de senere år har Det Konservative Folkeparti også fremmet en grøn profil, ikke mindst i kraft af Connie Hedegaard, der først var en populær miljøminister og dernæst klimakommissær i EU. Et opgør med de kulturradikale blev prioriteret i perioden 2001-2011, blandt andet med kulturkanonen.

Det Konservative Folkeparti havde en tilslutning på 16-21 procent ved folketingsvalgene til og med 1971, bortset fra et markant dyk i 1947. I 1973 styrtdykkede partiet ligesom de andre etablerede partier ved det såkaldte jordskredsvalg, men det blev værre endnu ved folketingsvalget i 1975, og først derefter klatrede partiet under ledelse af Poul Schlüter op igen til højdepunktet i 1984. Her stemte næsten hver fjerde vælger på Det Konservative Folkeparti, der blev det næststørste efter Socialdemokratiet (med 32 procent af stemmerne).

Siden 1984 er det gået markant tilbage for Det Konservative Folkeparti. Tamilsagen og Poul Schlüters tilbagetrækning i 1993 gav ikke anledning til et stort dyk i partiets tilslutning i 1994. Men da efterfølgeren Hans Engell med en promille på 1,37 efter en middag i folketingsgruppen kørte ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen i februar 1997, startede nogle tumultariske år for Det Konservative Folkeparti. Det foreløbige lavpunkt kom i 1998, mens der i tiden med Bendt Bendtsen ved roret (1999-2008) blev skabt en lille fremgang. Den blev dog sat over styr ved valgene i 2011 og 2015, og først med fordoblingen ved valget i 2019 oplevede Det Konservative Folkeparti igen fremgang. Forud for folketingsvalget 2022 havde partiet oplevet stor fremgang i meningsmålingerne, hvilket fik formand Søren Pape Poulsen til at melde sig som statsministerkandidat. Resultatet blev imidlertid en ny tilbagegang fra 6,6 % og 12 mandater til 5,5 % og 10 mandater. Partiet befinder sig således stadig på et niveau, der ligger langt fra dets storhedstid.

Det Konservative Folkeparti har været repræsenteret i Europa-Parlamentet siden det første valg i 1979. Partiet fik hhv. to, seks, to og tre mandater ved de første fire valg. Siden 1999 har Det Konservative Folkeparti haft et enkelt medlem, der sidder i Det Europæiske Folkepartis gruppe (EPP).

Det Konservative Folkeparti indgik for første gang i regering med Venstre i 1950-1953, og i 1968-1971 var partiet en del af VKR-regeringen under ledelse af Hilmar Baunsgaard (Det Radikale Venstre).

Poul Schlüter havde formået at styrke Det Konservative Folkeparti, og partiet stod derfor stærkt, da Anker Jørgensen (Socialdemokratiet) valgte at gå af som statsminister i 1982. Poul Schlüter var derfor i stand til at danne først firkløverregeringerne 1982-1988 med Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, dernæst trekløverregeringen med Venstre og Det Radikale Venstre 1988-1990 og afslutningsvist alene med Venstre 1990-1993. Tamilsagen satte i januar 1993 en stopper for både Schlüters regeringer og Det Konservative Folkepartis storhedstid.

Venstre var suverænt det største borgerlige parti, da de borgerlige parier (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) fik flertal efter valget i 2001 og gav anledning til mindretalskoalitionsregeringer med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det var derfor først Anders Fogh Rasmussen og fra 2009 Lars Løkke Rasmussen, der indtog Statsministeriet, mens Det Konservative Folkeparti blandt andet fik ministerposterne i Økonomi- og Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet samt Klima- og Energiministeriet. Regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, og Det Konservative Folkeparti var flere gange på kollisionskurs i dette samarbejde.

I november 2016 indgik Det Konservative Folkeparti i den Venstre-ledede Lars Løkke Rasmussen-regering sammen med Liberal Alliance med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti. I denne omgang var der primært konflikter mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og det var derfor en periode, hvor Det Konservative Folkeparti ikke blot igen havde ministerposter, der matchede deres mærkesager (Justits-, Erhvervs- samt Børne- og Socialministeriet), men også kunne blive fri for tidligere tiders konflikter med Dansk Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti er som de andre etablerede partier organiseret med en medlemsorganisation, hvor kontingentbetalende medlemmer har mulighed for at opstille kandidater til offentlige valg og deltage i landsrådet, der er partiets øverste organ, hvor medlemmer har møde- og taleret, mens det kun er de delegerede, der kan stemme.

Det Konservative Folkepartis medlemsorganisation er og har altid været markant mindre end Socialdemokratiets og Venstres. Medlemstallet toppede til gengæld senere, nemlig i slutningen af 1960’erne. Bortset fra en moderat fremgang i starten af 1980’erne har tilbagegangen siden været jævn, sådan som det ses hos andre gamle, etablerede partier.

Det Konservative Folkepartis tætte bånd til erhvervslivet ses også i landsorganisationens offentliggjorte regnskaber, hvoraf det fremgår, at partiet får bidrag fra Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv samt fra en række virksomheder, herunder A.P. Møller-Mærsk.

I Det Konservative Folkeparti er det folketingsgruppen, der afgør, hvem der er partiets leder, mens landsrådet vælger partiformanden. Partilederens formelle post (partiformand, formand for folketingsgruppen eller politisk ordfører) har ikke været konstant, og der har i flere perioder været intern uenighed om, hvem der skulle være partiets leder. Hans Engells møde med betonklodsen på Helsingørmotorvejen gav et par turbulente år på partilederposten, mens Bendt Bendtsen skabte ro og stabilitet. Årene efter var igen mere urolige med uenigheder, men siden det utraditionelle valg af Søren Pape Poulsen i 2014 har der igen været stabilitet i partiet.

• Det Konservative Folkepartis hjemmeside
• Konservativ ungdoms hjemmeside