Artikelstart
John Christmas Møller, Guido Leo John Christmas Møller, 3.4.1894-13.4.1948, dansk politiker. John Christmas Møller arbejdede allerede i studietiden sammen med Aage Kidde på at gøre Højres Ungdom til en konservativ ungdomsorganisation, der ligesom partiet i 1915 stillede sig på den almindelige valgrets grund. Samtidig var han engageret i nationale organisationer og i forsvarssagen.
I september 1920 blev John Christmas Møller MF og i 1923 De Konservatives forretningsfører. Han blev formand for partiet i 1928. For at markere partiets selvstændighed fældede han i 1929 Madsen-Mygdals Venstreregering på en mindre forsvarsbevilling, hvilket ved valget samme år kostede De Konservative seks mandater. I 1931 fik han sit parti til at støtte Stauningregeringens kriseforslag om hjælp til landbrug og arbejdsløse, men blev i 1933 holdt uden for Kanslergadeforliget mellem regeringen og Venstre.
John Christmas Møller fortsatte arbejdet for en demokratisk konservatisme og bekæmpede ethvert lefleri for autoritære styreformer. Da Landstinget i 1936 havde fået samme flertal som Folketinget, gik han i 1937 ind for en ny grundlov, som han opnåede forlig med regeringspartierne om, men som blev afvist af Venstre og af højrefløjen i hans eget parti. Ved folkeafstemningen i 1939 manglede forliget godt 11.000 stemmer i at blive vedtaget. Christmas Møller havde dog fået placeret sit parti som et borgerligt midterparti.
Besættelsen følte John Christmas Møller som en ydmygelse. Han blev minister i samlingsregeringen, indtil besættelsesmagten i oktober 1940 krævede hans afgang og i januar 1941 hans udtræden af Folketinget. Efter henvendelse fra Aksel Larsen var han med til at grundlægge det illegale blad Frit Danmark og tog i 1942 illegalt til England.
John Christmas Møllers håb om at blive de frie danskes leder blev skuffet, men hans ildfulde taler i BBC styrkede den danske modstand. I befrielsesregeringen var han udenrigsminister. Under regeringen Knud Kristensen kom han i spørgsmålet om Sydslesvig i modsætning til sit eget parti, fordi han var imod grænseændring. Han var med til at fælde regeringen og opstillede uden held som løsgænger i Sønderjylland ved valget i 1947. Han døde dybt skuffet i april 1948.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.