Valgplakat med Mona Juul, 2019.
Før valgudskrivelsen i 2019 understregede Mona Juul sin erfaring fra erhvervslivet ved at sætte en stor valgplakat op på facaden hos reklamebureauet Envision i Aarhus, hvor hun bl.a. var partner 2003-2022. Hun blev valgt i Østjyllands Storkreds med 3695 personlige stemmer og således betydeligt flere end nr. 2 og 3 på listen, Isabella Arendt (2186 stemmer) og MF Marcus Knuth (2096 stemmer).
Valgplakat med Mona Juul, 2019.
Af /Ritzau/Scanpix.

Mona Juul er en dansk politiker fra Det Konservative Folkeparti, medlem af Folketinget siden 2019, formand for partiets folketingsgruppe fra februar 2024 og partiets politiske leder fra marts 2024.

Mona Juul blev første gang opstillet som folketingskandidat i Aarhus Østkredsen i 2018 og 5. juni 2019 valg til Folketinget i Østjyllands Storkreds. Juul er således blandt de få folketingsmedlemmer, der først er indtrådt i det politiske arbejde efter det 50. år – og efter en lang karriere i erhvervslivet. Hun blev allerede fra starten i Folketinget sit partis erhvervsordfører.

Den 9. februar 2024 blev Mona Juul valgt som formand for den konservative folketingsgruppe som efterfølger for Mai Mercado, der havde valgt at forlade posten. Efter partiformand Søren Pape Poulsens pludselige død den 2. marts samme år blev Mona Juul den 13. marts valgt som partiets nye politiske leder; den hidtidige næstformand Michael Ziegler var forinden trådt til som ny partiformand og organisatorisk leder indtil det kommende landsråd. Juul fortsætter som gruppeformand og klimaordfører, men overdrog efter sin tiltræden som politisk leder ordførerskaberne for erhverv, turisme og forbrugere til Helle Bonnesen (f. 1963).

Mona Juuls baggrund og uddannelse

Mona Juuls erhvervskarriere begyndte som kassedame i Føtex 1986. Hun blev matematisk student fra Amtsgymnasiet i Horsens samme år og tog i 1988 en HA fra Handelshøjskole Syd og i 1992 en HD samme sted. Hun har tillige en uddannelse i strategisk planning fra Den danske Reklameskole, 2001.

Fra 1999 til 2022 var Mona Juul tilknyttet reklamebureauet Envision, København og Aarhus, fra 2003 som partner. I 1999 blev hun ansat som kontakt- og teamchef. I 2003 blev hun strategisk direktør og i perioden 2007-2018 administrerende direktør, herefter bestyrelsesmedlem. I 2022 fratrådte hun for at hellige sig folketingsarbejdet.

Mona Juul har tillige bestridt en lang række bestyrelsesposter inden for erhvervslivet og kulturlivet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig