Det Konservative Folkepartis kvindekredse

Efterhånden opstod konservative kvindekredse over hele landet, fx i Odense i 1931, Kolding i 1934, Grenå i 1937, Slagelse i 1939, Århus i 1940, Køge i 1942 og i Gentofte i 1946. I 1941 var der lidt over 30 kvindekredse, og i 1961 var det steget til omkring 90. Som hos Venstres Kvinder var det også kvinder med baggrund i Dansk Kvindesamfund, som var aktive bag organiseringen af de første konservative kvindekredse. De lokale kredse arrangerede foredragsaftener og kurser med fokus på kvindernes position i samfundet og socialpolitik, herunder ældrepleje og børnepasning samt kulturelle spørgsmål. Men der blev også tid til udflugter, julefester og bankospil.

Der fremkom snart ønsker om samarbejde mellem på de lokale kvindekredse, men partiledelsen kom opbygningen af en landsorganisation nedefra i forkøbet. I 1936 nedsatte landsrådsmødet et centralt Kvindeudvalg. Det Konservative Folkepartis holdning stod dermed i skarp modsætning til Socialdemokratiets modstand mod oprettelse af en landsorganisation for de socialdemokratiske kvindeudvalg. Leder af det centrale konservative Kvindeudvalg blev medlem af Landstinget Lisbet Hindsgaul, som sad på posten fra 1936 til 1961. Hun var en stor organisator, og mange lokale kredse opstod i hendes formandstid, ofte under hendes direkte medvirken. Hun blev afløst på posten af den mere ukendte Gudrun Jørgen Jensen, 1961-1964, som efterfulgtes på formandsposten af det kendte folketingsmedlem Hanne Budtz 1964-1974.

Det centrale Kvindeudvalg bestod af både kvindelige medlemmer af partiets rigsdagsgruppe og aktive ledere fra kvindekredsene. Kvindeudvalget var repræsenteret i partiets hovedbestyrelse med tre medlemmer og repræsentantskabet med ti medlemmer. Hvert år afholdt Kvindeudvalget en stor kvindekonference i København med mange hundrede deltagere.

I den konservative kvindeorganisering var der mange ressourcestærke kvinder. Det var en relativt selvstændig partipolitisk kvindeorganisation; bl.a. havde de lokale kvindekredse egne kontingentbetalende medlemmer, og indtil 1969 optog man også kvinder, der ikke var medlem af partiet. De kvindelige folketingsmedlemmer spillede en stor rolle, både gennem deres direkte repræsentation i det centrale Kvindeudvalg, dels gennem posten som landsformænd for udvalget og derved for kvindearbejdet i hele partiet. Det satte sit præg på arbejdet, som i høj grad var rettet mod lovgivningsarbejdet både kommunalt og på landsplan.

De konservative kvindekredse satsede stærkt på at øge kvinderepræsentationen, som gennem hele mellemkrigstiden forblev på 2-3% til Folketinget og 1-2% til de kommunale råd. De må tildeles en del af æren for, at Det Konservative Folkeparti i de første årtier efter 2. Verdenskrig side om side med Radikale Venstre havde en betydeligt højere kvinderepræsentation i deres folketingsgruppe end både Venstre og Socialdemokratiet, og det netop i den periode, hvor kvinderepræsentationen begyndte for alvor at tage fart.

Som det eneste af de fire gamle partier nedlagde Det Konservative Folkeparti ikke sine kvindekredse ved en samlet beslutning i årene 1969-1970. I 1970 fremkom fx i Gentofte kvindekreds et lignende forslag om nedlæggelse, som imidlertid blev afvist, fordi kredsen havde stor lokal betydning gennem sine mange arrangementer, og fordi mange kvinder i tidens løb via kvindekredsen havde fået tillidsposter hos Det Konservative Folkeparti lokalt. Først senere begyndte de lokale kvindekredse at nedlægge sig selv, og som formentlig den sidste takkede Gentoftes konservative kvindekreds af så sent som i 2022.

• partipolitiske kvindeorganisationer
• Det Konservative Folkeparti