Radikale Venstre

Intern uenighed i Venstre førte til dannelsen af Det Radikale Venstre i maj 1905. Her dannede tidligere Venstre-vælgere fra hele landet partiet med navn, politisk program og vedtægter på den stiftende generalforsamling. Først efter denne etablering tilsluttede de folketingsmedlemmer, der i januar 1905 var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet, sig Det Radikale Venstre. Der er i Radikale Venstre derfor et lidt skarpere skel mellem vælgerforeningen (medlemsorganisationen) og de folkevalgte i partiets organisering.

Radikale Venstres ideologiske grundlag er socialliberalisme, hvor individets frihed og fællesskabets forpligtelser balanceres. Overskrifterne fra partiets nuværende principprogram (fra 1997) viser dets prioriteringer: Menneske og fællesskab; bæredygtighed; folkestyret; samfundet, det offentlige og den enkelte; den internationale forpligtelse.

De historiske spor er klare. De folketingsmedlemmer, der var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet, var blandt andet uenige i forsvarspolitikken, og antimilitarisme blev derfor et vigtigt politisk standpunkt fra start. Radikale Venstre vil ifølge sit principprogram fra 1997 fortsat arbejde for nedrustning og imod militarisme.

Radikale Venstre arbejdede fra begyndelsen også for udvidelse af valgretten, og folkestyrets velbefindende er fortsat ét af de temaer, der prioriteres i partiets principprogram. Uddannelse til alle var en radikal mærkesag fra partiets etablering, og det er fortsat et område, partiet fokuserer på.

Radikale Venstre har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling, og den grønne dagsorden står højt på partiets dagsorden, fx udtrykt med sloganet ”et grønnere, friere, stærkere Danmark.”

På den fordelingspolitiske dimension, der handler om den offentlige sektors størrelse, skat og omfordeling, ligger Radikale Venstre i midten. Men Radikale Venstre ligger på lov og orden, flygtninge og indvandrere samt miljø, der er de centrale politiske spørgsmål på den ny-politiske dimension, på linje med partierne Enhedslisten og SF, og dermed til venstre for Socialdemokratiet. Radikale Venstre er derfor ikke et midterparti, hvad angår disse ny-politiske emner.

Radikale Venstre adskiller sig ved at være det danske parti, der er mest positivt indstillet over for EU. Ifølge principprogrammet går Radikale Venstre ind for, at ”EU skal udvikles som et forpligtende samarbejde mellem suveræne stater.”

I det lange perspektiv har Radikale Venstres tilslutning været dalende, bortset fra markant højere tilslutning ved de tre folketingsvalg i perioden 1968-1973 efter Socialdemokratiets samarbejde med SF i det røde kabinet i 1966-1967.

Indtil 2022 havde Radikale Venstres tilslutning siden årtusindskiftet ligget på mellem ca. 5 og ca. 9 procent ved folketingsvalgene. Mens Radikale Venstre traditionelt var husmændenes parti, har partiet i de senere årtier stået specielt stærkt blandt kvinder, yngre og vælgere med lange uddannelser.

Ved folketingsvalget 2022, hvor den traditionelle midterposition i dansk politik var blevet indtaget af det nye parti Moderaterne, gik Radikale Venstre markant tilbage til 3,9 % af stemmerne og mistede ni af sine 16 mandater. Bl.a. blev partiets politiske ordfører Andreas Steenberg (f. 1983) ikke valgt.

Selvom Radikale Venstre er et af de fire gamle, etablerede partier, dominerer partiet ikke på samme vis som Socialdemokratiet og Venstre landets kommunalbestyrelser. Radikale Venstre har ved kommunalvalgene i 2009, 2013 og 2017 fået valgt 50-80 ud af ca. 2.450 kommunalbestyrelsesmedlemmer. I 2021 nåede partiet op på 94 kommunalbestyrelsesmedlemmer og en tilslutning på i alt 5,6 procent af stemmerne.

Radikale Venstre har været repræsenteret i Europa-Parlamentet med et enkelt medlem efter valgene i 1994, 1999, 2004 og 2014, mens partiet i 2019 kunne sende to medlemmer til ’Renew Europe’-gruppen (tidligere ALDE) i Europa-Parlamentet, hvor også Venstres medlemmer sidder.

Radikale Venstres C.Th. Zahle var konseilspræsident i 1909-1910 og 1913-1920 med socialdemokratisk støtte, men derudover har partiet kun én gang siddet med nøglerne til Statsministeriet, nemlig da Hilmar Baunsgaard i 1968-1971 var statsminister i KVR-regeringen, der også bestod af Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Radikale Venstre har imidlertid i en stor del af sin levetid været tungen på vægtskålen, når det gælder regeringsdeltagelse. Partiet har oftest samarbejdet til venstre for midten og har været del af socialdemokratisk ledede regeringer i perioderne 1929-1940, 1957-1964, 1993-2001 og 2011-2015. Kun i perioden 1988-1990 var partiet en del af en borgerlig regering. Men selv når Radikale Venstre ikke har været i regering, har det ofte været dette parti, der afgjorde, hvem der kunne sidde i regering, idet partiet har siddet på de afgørende parlamentariske mandater.

Radikale Venstre er som de andre etablerede partier organiseret med en landsorganisation, hvor medlemmer mod kontingentbetaling får mulighed for at påvirke partiets politiske beslutninger. Alle medlemmer har mulighed for at deltage og tale på partiets øverste myndighed, landsmødet, men kun kommuneforeningernes delegerede kan stemme. Medlemmer kan deltage i partiets arbejde med politikudvikling og opstille kandidater til valg.

Radikale Venstre har aldrig formået at opbygge en medlemsorganisation på størrelse med de tre andre gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti). Partiets medlemstal toppede i 1960 med ca. 35.000 medlemmer, og det har ligget på ca. 6.000-7.000 siden 1990, med lidt flere omkring valgene i 2005-2007 og 2011.

Sporene fra partiets etablering ses stadig ved en mere markant adskillelse mellem partiets landsorganisation, der vælger egen formand, og folketingsgruppen, der vælger partiets politiske leder. At Martin Lidegaard blot er partiets 12. leder, vidner om, at partilederne i Radikale Venstre generelt sidder længe i stolen.

• Radikale Venstres hjemmeside
• Radikal Ungdoms hjemmeside