Virum, oprindelig landsby, nu boligkvarter i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København; ca. 19.000 indb. (2006). Det ottekantede Virum Torv med funkisbyggeri, som anlagdes i 1935, efter at S-toget havde fået station i Virum, er bydelens centrum. Det meste af bebyggelsen, såvel etageboligerne ved stationen som de udbredte parcelhuskvarterer ned mod Furesøen, stammer fra de efterfølgende to årtier.