P. Munch

P. Munch var en dansk politiker og historiker.

P. Munch blev i 1890'erne uddannet som historiker, og i årene derefter formedes hans politiske ståsted som radikal venstremand og pacifist. I hans tidsskrift, Det ny Aarhundrede (1903-1909), og i Den Radikale Klub skabtes det intellektuelle og praktiske grundlag for dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905.

Munch var medlem af Folketinget 1909-1945. I hele perioden var han central i partiets inderkreds, fra 1927 som ubestridt leder. Som indenrigsminister 1909-1910 gennemførte han permanent voldgiftsret og forligsmandsmedvirken i arbejdsstridigheder. Han var forsvarsminister 1913-1920 og imødekom ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 tyske ønsker om mineudlægning i danske farvande for at mindske risikoen for krigsinddragelse. Han havde været stærkt imod forsvarsordningen af 1909, men måtte som minister administrere efter den; han udbyggede således Københavns befæstning, men nedskar gradvis sikringsstyrken. I 1919 deltog han i fredskonferencen i Paris.

P. Munch arbejdede i 1920'erne for et samarbejde med Socialdemokratiet, hvilket resulterede i et regeringssamarbejde 1929-1940 med Thorvald Stauning som statsminister og ham selv som udenrigsminister. I Folkenes Forbund støttede han en international retsorden, som ikke indeholdt forpligtelser og bindende sanktioner, der kunne være til ulempe for små stater.

Trods en begyndende socialdemokratisk nyorientering lykkedes det Munch at fastholde et svagt dansk forsvar i 1930'erne. Han førte en stadig mere tilpasningsorienteret politik over for Tyskland, der logisk førte til accept af en ikke-angrebspagt i 1939 og kulminerede med den hurtige afblæsning af modstanden 9.4.1940. Med besættelsen var Munchs neutralitetspolitik slået fejl, men den muliggjorde forhandlingspolitikken og en skånsom besættelse. Han forlod regeringen i juli 1940, men sad i Nimandsudvalget i besættelsestiden.

P. Munchs sikkerhedspolitik byggede på tanken om, at det var umuligt for en småstat at modstå et stormagtsangreb, at et stærkt forsvar ville tiltrække angreb, og at alliancer var farlige og i øvrigt nytteløse. Han mente, at nationens bedste beskyttelse var en international retsorden og folkets åndelige modstandskraft, betinget af nationalt sammenhold og bredt fordelt velfærd. Han havde en omfattende viden om international politik og docerede pædagogisk sine synspunkter for både politiske modstandere, der betragtede ham som symbol på svag tilpasningspolitik, og pressen, som han manede til forsigtighed i forholdet til Tyskland. I samtiden, og ikke mindst efter befrielsen, blev Munch stærkt kritiseret for sin udenrigspolitiske linje.

Munchs omfattende historiske forfatterskab blev til sideløbende med hans politiske virke. Foruden disputatsen Købstadsstyrelsen i Danmark fra Kristian IVs Tid til Enevældens Ophør (1619-1848) (1900) skrev han bl.a. om perioden 1864-1918 i Det danske Folks Historie (1926-1929) og de meget udbredte Lærebog i Verdenshistorie (2 bind, 1907-1908) og Lærebog i Samfundskundskab (1902). Hans posthumt udgivne Erindringer (8 bind, 1959-1967) er en vigtig kilde til dansk inden- og udenrigspolitik. Som historiker var Munch præget af moderne kildekritik, radikal fremskridtsoptimisme, en bred samfundsvidenskabelig tankegang og en klar og nøgtern fremstillingsform. Hans position inden for samtidshistorie og samfundsvidenskab kom bl.a. til udtryk, ved at han i 1926 tog initiativet til og indtil sin død var leder af Institut for Historie og Samfundsøkonomi.