Hønsepold.
Udsigt mod højre til Hønsepold midt på Besser Rev – og mod venstre til den ydre ø Kyholm, der ligger i det åbne hav ud for Stauns Fjord.
Hønsepold.
Rakettoilet - ukendt for de fleste.

Ved foden af Besser rev står et af de få tilbageværende "rakettoiletter" i Danmark – designet i 1968 på Knud Holschers afdeling ved Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Rakettoilet - ukendt for de fleste.

Landtangen Besser Rev på Samsø beskytter Stauns Fjord imod de frådende bølger fra Kattegat i øst. Det lave og særprægede rev er dannet af sten, sand og grus, som bølger og havstrømme har ført med sig og aflejret som strandvolde.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet Besser kendes fra 1424 som Bætzer, Bæstzer. Det er usikkert, hvor førsteleddet i navnet stammer fra, men måske er der tale om ordet bede 'græsgang'. Sidste led er ordet ør 'gruset strandbred' (om revet).

Besser Rev strækker sig som en lang og få meter bred halvø, en slags barrierekyst, på i alt 5 km i en skærmende bue rundt om de små holme i Stauns Fjords næsten cirkelrunde bassin. Revet har aldrig hverken været dyrket eller beboet. Derimod er det brugt som forsvarsværk under Englænderkrigene fra 1801 til 1814. Besser Rev er sammen med det øvrige område fredet for at beskytte den unikke natur og kultur.

Draget og Hønsepold

Fra foden af Besser Rev er der ad den stenede strandvold et par kilometer til Draget – en lille åbning i revet mellem hav og fjord. Som regel er vandstanden lav nok til, at man uden risiko kan passere åbningen, men ved højvande er der dybt og strømfyldt. To personer er i nyere tid druknet i forsøget på at nå over Draget.

Fra Draget er der cirka 1 km til Hønsepold (koordinater 55.9096, 10.6788). Det er en 13 m høj og kuppelformet morænebakke fra den seneste istid. På afstand minder bakken om en selvstændig ø, men tættere på er det tydeligt, at knolden hænger sammen med det lavtliggende rev. Fra toppen af Hønsepold er der 360 graders udsigt over hav og fjord.

Englænderkrigene

En bollekasse.
En lignende hestevogn, kaldet en 'bollekasse' på samsk, blev brugt til at transportere byggematerialer til skanserne yderst på Besser Rev.
En bollekasse.

På spidsen af Besser Rev ligger Havnehagen med dens krumodder, laguner og et skanseanlæg – en redoute – fra Englænderkrigene (1801-1814). Anlægget var armeret med elleve 18-pundskanoner, her var nogle få bygninger samt en ovn til at gøre kanonkuglerne glødende inden affyring.

Husmænd og karle fra Samsø blev med hest og vogn tvangsudskrevet til at køre jord og byggematerialer til skansebyggeriet på Havnehagen. Turen ad det ujævne og stenede Besser Rev var særdeles upopulær for både hest og mandskab, og de elendige vogne kunne ikke tåle den hårde medfart. Fra Havnehagen er der knap 1 km over til naboøen Kyholm, hvor der blev bygget et endnu større skanseanlæg.

Da Besser Rev indgår i et EF-fuglebeskyttelsesområde, et EF-habitatområde samt et Ramsarområde og desuden er fredet, er adgang til hele revet indskrænket til perioden fra 15. juli til 1. april. Øvrig tid er der kun adgang ud til Draget pga. fuglenes yngleperiode.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig