Kyholm, ø i Kattegat ud for Samsø; 30 ha. Kyholm ligger ca. 1 km nord for indsejlingen til Stavns Fjord. Den har i to perioder fungeret som karantæneområde, hvortil skibe, der var under mistanke for pest, blev henvist, første gang i 1700-t., anden gang 1831-59. Indimellem var øen under Englænderkrigene op til 1814 befæstet med søbatterier og kaserne med op til 400 soldater. Rester af karantænestationen og befæstningen kan endnu ses, ligesom den lille kirkegård med ofre for såvel kolera som krig.

Kyholm afgræsses og ligger hen som overdrev med en smal forstrand og et lille vandhul. Vegetationen omfatter bl.a. knoldet mjødurt, vild kørvel, liden lærkespore og agertidsler. Tejsten yngler lejlighedsvis i den lave klint, og en edderfuglekoloni holder til her foruden storm- og hættemåger, havterner, strandskader og lejlighedsvis klyder.

Som mange af øerne ved Samsø ejes Kyholm af Brattingsborg Gods, og der er fri adgang til øen. Det kræver dog en båd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig