NATO

Atlantpagten blev undertegnet 4.4.1949 af 12 lande: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Senere blev Grækenland og Tyrkiet (begge 1952), Forbundsrepublikken Tyskland (1955) og Spanien (1982) optaget i alliancen.

I 1997 besluttede NATO-Rådet at optage Polen, Ungarn og Tjekkiet fra 1999. I 2002 blev det yderligere besluttet at optage Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien og Bulgarien i alliancen fra 2004. Albanien og Kroatien blev optaget i 2009, og senest er Montenegro optaget i 2017 og Nordmakedonien i 2020, således at der er i alt 30 medlemslande. Frankrig forlod i 1966 NATOs militære organisation, men forblev medlem af den politiske del.

Det øverste besluttende organ er det Nordatlantiske Råd eller NATO-rådet med repræsentanter for alle NATOs medlemslande.

Hjørnestenen i Atlantpagten er artikel 5, populært kaldet musketer-eden, hvorefter "deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle, og ..., at hvis et angreb finder sted, skal hver af dem ... bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelsen af væbnet magt, som hver af dem anser for nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed".

Der er således ingen automatisk virkende militær garantiklausul i NATO. Artiklen har kun været aktiveret én gang, nemlig efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Dette fik dog ingen virkning, idet USA foretrak at besvare angrebet i spidsen for en ’koalition af villige’ (coalition of the willing).

Efter Koreakrigens udbrud i 1950 ændredes Atlantpagten fra en politisk garantialliance til en omfattende militær organisation, der ledes af den Militære Komité og derunder organiseret i tre hovedkommandoer:

Allied Command Atlantic, ACLANT, var NATOs Atlantkommando, der blev etableret i 1952 og omfattede tre regionale kommandoer samt en kommando for hhv. hangarskibsslagstyrken og ubådsstyrken. Den blev typisk ledet af en amerikansk general eller admiral benævnt Supreme Allied Commander Atlantic (SACLANT).

Allied Command Europe, ACE, var NATOs Europakommando. ACE blev pr. tradition ledet af en amerikansk general benævnt Supreme Allied Commander Europe (SACEUR). Den omfattede en regional kommando syd for Alperne (RC South) og en nordlig kommando (RC North). Den nordlige kommando med hovedkvarter nær Oslo havde tre subregionale kommandoer. Den ene omfattede det danske og slesvig-holstenske område, der i 1961 blev organiseret i den såkaldte Enhedskommando over Østersøområdet, BALTAP, med hovedkvarter i Karup i Jylland. Efter ophøret af den kolde krig blev NATOs europæiske organisation ændret flere gange, hvorved antallet af hovedkvarterer og kommandoer blev drastisk reduceret, og organisationen gjort mere fleksibel. BALTAP-hovedkvarteret i Karup forsvandt under denne proces fra 1993, og dets afløser, den såkaldte Joint Command Northeast, blev nedlagt ved årtusindskiftet.

Allied Command Channel, ACCHAN etableret i 1952, var Kanalkommandoen etableret for at forsvare området omkring den engelske kanal. Den blev pr. tradition ledet af en britisk admiral (CINCHAN) også identificeret som Major NATO Commander (MNC). Kommandoen blev nedlagt i 1994.

I 2003 blev de to tilbageværende kommandostrukturer, Allied Command Europe og Allied Command Atlantic, lagt sammen og strukturen i stedet opdelt i Allied Command Operations, ansvarlig for de igangværende operationer og Allied Command Transformation, som fik ansvaret for transformation, fremtidige operationer og træning af NATO-styrker.

• Hastings Ismay (Storbritannien), 1952-57
• Paul-Henri Spaak (Belgien), 1957-61
• Dirk Stikker (Holland), 1961-64
• Manlio Brosio (Italien), 1964-71
• Joseph Luns (Holland), 1971-84
• Peter Carrington (Storbritannien), 1984-88
• Manfred Wörner (1934-1994; Tyskland, opr. Vesttyskland), 1988-94
• Willy Claes (Belgien), 1994-95
• Javier Solana (Spanien), 1995-99
• George Robertson (Storbritannien), 1999-2003
• Jaap de Hoop Scheffer (f. 1948; Holland), 2004-09
• Anders Fogh Rasmussen (Danmark), 2009-14
• Jens Stoltenberg (Norge), 2014-

Ved siden af den militære organisation har NATO en politisk organisation, der ledes af en generalsekretær, med NATO-Rådet som alliancens vigtigste organ. Det består af NATO-landenes ambassadører ved NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, men der holdes regelmæssigt møder på udenrigsministerplan. Hvert rådsmedlem har én stemme; beslutninger kræver enstemmighed.

Oprindelig var kernen i NATO USA's kernevåbengaranti. Fra begyndelsen af 1950'erne indledtes imidlertid en omfattende konventionel oprustning af Vesteuropa, der fra 1954 blev udbygget med placering af amerikanske taktiske kernevåben i Europa; fra 1957 blev disse våben også tildelt de europæiske NATO-landes forsvarsstyrker bortset fra de danske og norske.

Indtil afslutningen af den kolde krig var NATO-forsvaret således stærkt afhængigt af kernevåben. I 1960'erne ændredes strategien til flexible response, hvorefter alliancens respons skulle tilpasses angrebets omfang og karakter, men således at man fortsat forbeholdt sig ret til at kunne trappe enhver konflikt op til en kernevåbenkrig.

Kernevåbenpolitikken førte i 1980'erne til en alvorlig krise i NATO-samarbejdet. Baggrunden var Sovjetunionens oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i 1970'erne, som NATO følte behov for at imødegå.

Dette førte til den såkaldte dobbeltbeslutning af 1979 om at opstille 108 Pershing II mellemdistanceraketter og 464 krydsermissiler i Vesteuropa og samtidig tilbyde Sovjetunionen forhandlinger om rustningskontrol.

Beslutningen førte i begyndelsen af 1980'erne til omfattende protester fra fredsbevægelser i adskillige NATO-lande, og Danmark distancerede sig som eneste medlem officielt fra dobbeltbeslutningen med den såkaldte fodnotepolitik. Opstillingen indledtes i 1983, men blev standset, efter at USA og Sovjetunionen i 1987 enedes om helt at afskaffe denne våbengruppe.

Ophøret af den kolde krig fik dybtgående indvirkning på NATO, der i 1990'erne har gennemført en omfattende omstillingsproces. NATO har ikke længere nogen officiel fjende, og kernevåbenstrategien er drastisk revideret, således at anvendelsen af disse våben kun kan tænkes som en sidste udvej.

Samtidig tog NATO skridt til at indlede et bredt samarbejde med de tidligere fjender i Central- og Østeuropa. Det skete i første omgang i North Atlantic Cooperation Council (NACC), der oprettedes i 1991 som et samarbejdsforum med alle tidligere Warszawapagtlande.

I 1997 erstattedes det af EAPC, Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, ved inddragelse af tidligere neutrale lande, samtidig med at NATO og Rusland oprettede et særligt Permanent Fællesråd (PJC).

Et andet vigtigt program var Partnerskab for fred (PfP), der fra 1994 blev rammen om et omfattende militært samarbejde med enkeltlande i Central- og Østeuropa. Danmark var i 1990'erne stærkt aktiv inden for dette program blandt andet for at sikre de baltiske lande en tilknytning til NATO. I 1999 besluttedes det at invitere de første tidligere Warszawapagtlande med i alliancen. NATO udviklede sig herigennem til en generel europæisk sikkerhedsorganisation.

Et vigtigt led i NATOs omstrukturering er, at de såkaldte "non artikel 5"-opgaver fik øget betydning. Det er opgaver, som ligger uden for den gensidige militære forpligtelse (art. 5) og omfatter fredsbevarelse, fredsskabelse, humanitære aktioner mv.

Et eksempel er det tidligere Jugoslavien, hvor NATO i 1993 håndhævede et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina beordret af FN og i 1995 tog over fra FN med henblik på at gennemføre Daytonaftalen om Bosnien; NATO-styrken omfattede også kontingenter fra Rusland og andre ikke-medlemslande. I 1998 blev NATO inddraget i bestræbelserne for at gennemtvinge FN's resolutioner i Kosovo-spørgsmålet, hvilket i 1999 førte til NATOs første krig, Kosovo-krigen, mod Serbien og Montenegro.

Efter 11. september 2001 var der nogen usikkerhed omkring NATOs fremtidige rolle, idet USA – delvis baseret på erfaringer fra Kosovokrigen – foretrak at arbejde med en uformel koalition af "villige" lande både i Afghanistankrigen 2001 og Irakkrigen i 2003.

Fra 2003 kom NATO til at lede den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Ved siden heraf har USA sin egen styrke i landet, der viderefører krigen mod Taleban- og Al Qaeda-styrkerne. I 2014 blev ISAF nedlagt og i 2015 erstattet af Resolute Support Mission.

Der har også været andre typer af internationale opgaver de seneste år. Fra 2009 deltog NATO skibe in indsatsen mod pirater ud for Somalias kyst og i 2011 fik NATO med støtte fra Qatar og de Forenede Arabiske Emirater ansvaret for håndhævelsen af flyforbuddet over Libyen.

Siden den kolde krigs ophør har NATOs fremtid været diskuteret flittigt. På den ene side fremføres det, at alliancer altid går i opløsning, når den situation, der fremkaldte dem, bliver ophævet, dvs. når alliancen ikke længere har en fjende.

På den anden side peger andre på, at NATO ved sin omstilling til nye opgaver har placeret sig centralt i europæisk politik, og at dette sikrer alliancen en længere levetid. NATO har fået fornyet relevans med de stigende spændinger i Europa blandt andet som følge af Ruslands annektering af Krim-halvøen og engagement i det østlige Ukraine. Det har blandt andet betydet yderligere troppebidrag til en række østeuropæiske NATO-medlemslande.

I 2018 annoncerede generalsekretær Jens Stoltenberg, at NATO i 2020 skulle kunne udsende 30 mekaniserede bataljoner, 30 eskadriller kampfly og 30 krigsskibe indenfor 30 dage i 2020.

I lyset af Ruslands angreb på Ukraine fra den 24. februar 2022 besluttede Finland og Sverige at søge om optagelse i NATO. De to landes ansøgning blev indgivet i fællesskab den 18. maj 2022.

• den kolde krig
• Partnerskab for fred

• NATO