Paul-Henri Spaak var en belgisk og europæisk statsmand. Spaak kom fra et politisk miljø, og premierministeren i 1937-1938, Paul Émile Janson, var hans onkel. Selv blev han advokat og i 1932 medlem af parlamentet for socialistpartiet. I 1935 blev han trafikminister og kort efter udenrigsminister; en post, som han med en enkelt afbrydelse beholdt frem til 1949. Ansvaret for den belgiske neutralitetserklæring i 1936 var hans. I 1938-1939 var han Belgiens første socialistiske premierminister. Efter Belgiens kapitulation den 28. maj 1940 fastholdt Spaak og premierminister Pierlot landets krigsdeltagelse på allieret side, hvilket medførte et brud med kong Leopold 3., hvis abdikation Spaak efter krigen var en ledende fortaler for. I 1940-1944 sad den belgiske regering i London, hvor Spaak fik mange nye kontakter. Her indledtes det europæiske og atlantiske samarbejde, som han de næste 20 år arbejdede for. I 1946 blev han den første formand for FN's Generalforsamling, og samme år og i 1947-1949 var han på ny belgisk premierminister. I 1948, da Beneluxsamarbejdet trådte i kraft, var Spaak ledende ved udarbejdelsen af den Bruxellestraktat, som året efter udvidedes til NATO-traktaten. I 1949 blev Spaak formand for Europarådets rådgivende forsamling; en post, han forlod i 1951 på grund af rådets manglende dynamik. I 1954 blev Spaak igen udenrigsminister og valgtes i 1955 og 1956 til formand for de udvalg, som udarbejdede Rom- og EURATOM-traktaterne. I 1957-1961 var Spaak generalsekretær for NATO, og i 1961-1966 var han atter udenrigsminister. Kort før sin død brød Spaak med socialistpartiet og støttede aktivt partiet Front démocratique des francophones (FDF), som var oprettet for at varetage Bruxelles' fransksprogede flertals interesser.