Artikelstart
al-Qaeda er et islamistisk baseret netværk, der står bag global terrorisme primært rettet mod USA og dets arabiske allierede. Al-Qaeda blev etableret af Osama bin Laden omkring 1988-1989 i forbindelse med afslutningen på de afghanske mujahediners kamp mod Sovjetunionen.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet al-Qaeda er arabisk, af den bestemte artikel al og qā'ida 'basis, fundament'.
- Også kendt som
-
al-Qaida
Størstedelen af de oprindelige deltagere i netværket, de såkaldte afghanistanveteraner, bestod af arabiske frivillige fra befrielseskrigen mod Sovjetunionen, men også frivillige fra Kina samt Central- og Sydøstasien deltog. Igennem 1990'erne rekrutterede netværket blandt muslimer globalt, og det skønnes, at omkring 70.000 frivillige frem til årtusindskiftet fik træning i al-Qaedas lejre i Pakistan og Afghanistan.
Etableringen hang sammen med en begyndende splittelse mellem forskellige fraktioner af veteraner om, hvem af de lokale krigsherrer man skulle støtte efter Sovjetunionens tilbagetrækning. Her fastholdt Osama bin Laden, at det ikke kunne være folk, som på et tidligere tidspunkt havde været at finde i den socialistiske lejr. Man kan således se al-Qaeda som en udbrydergruppe, der står sammen om kompromisløs kritik af såvel kommunismen som af Vesten, og som kun vil acceptere et islamisk styre.
Omkring 1990 aktiverede Osama bin Laden netværket og tog kontakt til tidligere kampfæller og veteraner, som enten stadig befandt sig i Afghanistan eller Pakistan, eller som var draget tilbage til deres oprindelseslande, hvor de for nogles vedkommende havde tilsluttet sig lokale islamistiske grupper. Det betød, at netværket allerede i udgangspunktet havde stor geografisk udbredelse med kontakter til individer og grupper i Centralasien, på det indiske subkontinent og i Fjernøsten. Efter Golfkrigen i 1990-1991 var det overordnede mål for al-Qaeda at få USA tvunget ud af Mellemøsten ved at bekæmpe amerikanerne overalt på Jorden. Netværket blev også aktivt i det tidligere Jugoslavien og i Tjetjenien. Al-Qaeda blev efter Golfkrigen organiseret fra Sudan indtil 1996, da Osama bin Laden slog sig ned i Afghanistan og her fik stor indflydelse på Talebanstyret, bl.a. ved at al-Qaeda ydede talebanerne militær støtte i den afghanske borgerkrig.
Al-Qaeda var i 1990'erne organiseret som et netværk med en hovedbase og træningslejre, der ydede støtte til selvorganiserede celler i de områder, netværket opererer. Finansiering stammede fra international forretningsvirksomhed, pengeindsamlinger, smugleri og kriminalitet, som både omfattede narkohandel og kidnapning. Netværket stod bag terroraktioner i Saudi-Arabien i 1995 og 1996, de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998, i Yemen i 2000 samt angrebene i Washington og New York den 11. september 2001.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.