Irakkrigen

Opgaven for de danske styrker var at skabe sikkerhed for alliancen i det tildelte ansvarsområde, at uddanne irakiske styrker og at støtte genopbygningen af det irakiske samfund. Sikkerheden søgtes skabt ved militær patruljering, beskyttelse af personel og konvojer samt tilstedeværelse ved møder med lokale ledere om genopbygningsprojekter.

Uddannelsen koncentreredes især om 1. bataljon af 10. irakiske division. Når den grundlæggende fase var overstået, blev de nyuddannede indsat til at løse sikkerhedsmæssige opgaver i samarbejde med danske, britiske og færdiguddannede irakiske styrker med henblik på senere at overtage sikkerheden i området. På tilsvarende måde uddannedes irakisk politi af danske politifolk bistået af dansk militærpoliti, hvilket også omfattede tilsynet med lokale politistationer.

Genopbygningen blev ledet af det britiske Provincial Reconstruction Team, som blev støttet i civilt-militære samarbejdsprojekter (CIMIC) samt gennem Rebuilding Unit Denmark (den danske genopbygningsenhed), der beskæftigede sig med samtænkning af civil og militær indsats. Forskellen mellem de to typer projekter er hovedsagelig, at CIMIC-projekter understøtter det militære formål, mens samtænkningsprojekter søges holdt helt adskilt fra dette, bortset fra at forsvaret evt. sørger for sikkerhed og støtter logistisk for ikke at kompromittere private hjælpeorganisationer. Projekterne omfattede i hovedsagen vand, elektricitet, sundhed og uddannelse.

I marts 2003 blev dansk deltagelse i Irakkrigen besluttet i Folketinget. Dansk militær skulle deltage med ubåden Sælen, korvetten Olfert Fischer og et kirurghold. Ud over at bidrage til at holde den irakiske flåde i skak foretog skibene signalopklaring, dvs. overvågede irakisk kommunikation. Ovennævnte styrker blev ved krigens afslutning trukket tilbage.

I maj 2003 besluttedes det at indsætte en dansk bataljon. Det danske kontingent (DANCON) bestod af først 380 soldater, men øgedes senere til 440 soldater. Bataljonen indgik fra ankomsten i juli 2003 indtil tilbagetrækningen i august 2007 i de britiske styrker, som havde ansvaret for de fire provinser i det sydøstlige Irak. I alt var ca. 5500 danske soldater udsendt til Irak i perioden, idet langt størstedelen indgik i bataljonen, der også havde en deling på ca. 50 litauiske soldater underlagt.

Bataljonens organisation og størrelse varierede efter dens opgaver. Indledningsvis bestod den af stab og stabskompagni med bl.a. en panserinfanterideling med pansrede bæltekøretøjer samt en let opklaringseskadron. Fra 2004 bestod den af stab, stabs- og logistikkompagni, et panserinfanterikompagni, en spejdereskadron, et militærpolitidetachement og et nationalt støtteelement. Hertil kom dansk personel ved den polsk ledede multinationale division syd-øst, ved den britisk ledede mulitnationale division, i det militære uddannelseshold (Military Training Team), ved den britiske brigade i Basra, ved et beskyttelseshold i Basra samt i perioder specialister, fx ingeniørsoldater til etablering af lejre, jægersoldater til beskyttelse og personel fra DANILOG, forsvarets internationale logistikcenter, der skulle lede forskydning mellem lejre og transport ved tilbagetrækningen.

Da hovedparten af den danske styrke blev trukket ud i 2007, havde den, trods kamphandlinger og beskydning, gennemført 692 samtænkningsprojekter for 33,5 mio. kr. og 116 CIMIC-projekter for 1,8 mio. kr. Tilbage indtil ultimo 2007 blev lidt over 100 soldater. 55 mand og 4 Fennec observationshelikoptere fra flyvevåbnet støttede den britiske styrke. Resten var fordelt på millitære uddannelses- og opbygningsprojekter og på udvikling af irakiske demokratiske institutioner.

Den danske bataljons udrustning var let. Der indgik ikke tunge våben som kampvogn, artilleri eller morter, men tung ildstøtte kunne rekvireres fra briterne, der ligeledes overvågede operationerne fra helikoptere eller med droner. Af tungere køretøjer indgik pansret mandskabsvogn såvel i bælte- som hjuldreven version samt pansret hjuldreven Hummer kaldet Eagle. Disse var bevæbnet med hhv. tungt og let maskingevær. Herudover var tungeste våben de mandbårne 84 mm. dysekanoner samt 84 mm. panseværn. Almindelige hjulkøretøjer blev efterhånden pansret for at yde beskyttelse mod bl.a. vejsidebomber. Den litauiske deling var udrustet med stort set samme materiel. Megen kampkørsel i uvejsomt terræn samt øget vægt grundet pansring medførte stærkt øget slid.

Bataljonen lå indledningsvis i lejr, hvor floderne Eufrat og Tigris mødes, derfor navnet Camp Eden. August 2004 flyttedes den til Camp Dannevang i den britiske logistiske base Shaiba og januar 2007 til Camp Einherjer på Basra flyvestation. Operationsområdet var indledningsvis i den nordlige del af Basra-provinsen omkring byen al-Qurnah. August 2004 fik bataljonen ansvaret for hele Basra-provinsen undtagen Basra by. Nøgleområderne her var godshavnen i byen Um Quasar og oliehavnen i al-Faw samt et af verdens største oliefelter. Fra februar 2005 blev det endelige ansvarsområde den nordlige del af Basra-provinsen og tilhørende del af Basra by.

Allerede under krigen tegnede konturerne af kommende problemer sig, idet alliancen havde for få soldater til rådighed til at sikre kommunikationslinjerne og besætte erobret område med tilstrækkeligt store styrker til at afskrække fjendtligtsindede elementer. Disse udgjorde kun en ringe del af den irakiske befolkning, men denne var på den anden side ganske passiv og viste hverken begejstring eller harme over angrebet. Indledningsvis var situationen relativt rolig for bataljonen, idet det dog kom til mindre træfninger og patruljer blev udsat for beskydning med håndvåben fra lokale, der var forurettede over at have mistet indflydelse, militsfolk som al-Zarqawi, udenlandske islamister og andre fjendtligsindede smågrupper.

August 2003 blev en dansk soldat dræbt af egne styrker, der ved nat skød, fordi en irakisk bil ikke standsede. Senere blev vejsidebomber brugt i stadigt større omfang, og trods forsøg på at imødegå dem blev tre danske soldater dræbt af disse i oktober 2005 og i marts og september 2006. Antallet af tilfælde med direkte beskydning og træfninger steg mod slutningen af perioden, og det meste af bataljonen måtte i tre tilfælde indsættes.

I august 2004 medførte en timelang ildkamp mod gevær- og panserværnsraket-bevæbnede fjender i al-Qurnah ingen tab. Derimod døde en dansk soldat i oktober 2006 af sine sår efter et angreb med tunge maskingeværer, panserværnsraketter og håndvåben på broen mellem al-Hartha og Basra, og i maj 2007 faldt en dansk soldat, da hans patrulje på vej til et møde med lokale ledere i al-Hartha faldt i baghold. De blev beskudt med granatkastere, tunge maskingeværer og håndvåben, og der blev kastet håndgranater mod dem. Den tilkaldte forstærkning blev udsat for en vejsidebombe, der sårede fire samt tolken, og først da en britisk styrke på et infanterikompagni i kampkøretøjer og en kampvognseskadron blev indsat, lykkedes det at frigøre danskerne. Fra 2006 begyndte også en stigende beskydning med raketter og morterer, kulminerende med mellem 10 og 20 angreb om ugen på de lejre, hvor bataljonen var indkvarteret. Denne beskydning, der ikke medførte tab, var næppe rettet specifikt mod danskerne, idet også andre nationer lå i disse lejre.

Den militære deltagelse i Irakkrigen og genopbygningen har slået dansk forsvars høje faglige niveau fast internationalt. I Danmark har deltagelsen været omstridt. Kritikken har i hovedsagen rettet sig imod grundlaget for at gå ind i krigen og imod, at det ikke er lykkedes at skabe fredelige tilstande inden tilbagetrækningen. Enkelte episoder i perioden har bidraget til at forstærke kritikken. Den mest markante var tiltalen mod en efterretningsofficer og sergenter fra militærpolitiet for at have anvendt torturlignende metoder under en foreløbig afhøring af tilbageholdte irakere. Anklagen blev udløst af den bestyrtede og forargede stemning efter afsløringer af uacceptable forhold i det amerikansk ledede Abu Ghraib-fænsel og medførte ligeledes tilbagekaldelse af en række ledende officerer ved bataljonen. En dansk domstol kunne dog senere fastslå, at om end der havde været brugt et noget robust sprog, var der ikke tale om strafbare forhold.

Uden at der blev rejst en folkestemning mod krigsdeltagelsen, må det ved tilbagetrækningen af hovedstyrken konstateres, at deltagelsen ikke har haft den nødvendige brede støtte, og det er næppe sandsynligt, at Danmark i fremtiden vil deltage i militære operationer uden et klart FN-mandat, medmindre der foreligger helt ekstraordinære forhold, fx at FN grundet stormagtsveto vil være forhindret i at reagere mod en klar militær aggression.