George W. Bush

George W. Bush er en amerikansk politiker. Han var USA's 43. præsident 2001-09; søn af George Bush. George W. Bush voksede op i en familie med politiske traditioner fra New England og en formue skabt på olie i Texas. Efter en opvækst i Texas og studier ved universiteterne Yale og Harvard 1968-75 etablerede han som sin far et firma i olieindustrien. Erhvervskarrieren blev imidlertid omskiftelig. I 1989 blev han offentligt kendt som medejer af baseballholdet Texas Rangers.

I 1978 forsøgte han uden held at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus for Det Republikanske Parti, og 1986-88 arbejdede han som politisk rådgiver for sin far. I 1994 vandt George W. Bush guvernørposten i Texas, en post, han blev genvalgt til i 1998.

Flere iagttagere og sponsorer så nu den populære guvernør som en attraktiv præsidentkandidat for Det Republikanske Parti i 2000, og han vandt kampen om nomineringen foran modkandidaten John McCain.

George W. Bush præsenterede sig for vælgerne som en moderat, "medfølende konservativ". Selv venligtsindede iagttagere betvivlede hans konkrete politiske indsigt, men fremhævede til gengæld hans intuition og evne til at omgås andre mennesker.

Valgkampen mod den demokratiske vicepræsident Al Gore blev en af de tætteste i amerikansk historie. Samlet fik Al Gore omkring 500.000 stemmer flere end George W. Bush, men alt kom til at afhænge af valgmandsstemmerne i Florida, og her adskilte mindre end 1000 stemmer de to kandidater.

Påståede uregelmæssigheder ved stemmeafgivningen førte til fem ugers juridisk tovtrækkeri, før Højesteret afgjorde valget ved at tildele George W. Bush Floridas valgmænd. Han blev dermed den første amerikanske præsident siden 1888, der blev valgt udelukkende på et flertal i valgmandskollegiet.

Trods den spinkle valgsejr kunne George W. Bush med republikansk flertal i begge Kongressens kamre gennemføre omfattende skattelettelser og radikale ændringer i miljøpolitikken. Han markerede også en snævrere definition af USA's vitale interesser ved at afvise støtte til en række internationale aftaler og konventioner, bl.a. Kyotoprotokollen. USA opsagde ligeledes ensidigt den såkaldte ABM-traktat med Rusland mhp. fortsat udvikling af et missilforsvarssystem.

Præsident George W. Bushs popularitet var moderat indtil terrorangrebene mod New York og Washington, D.C. 11.9.2001 (se 11. september). Angrebene gjorde ham til et nationalt samlingspunkt og gav hans embedsperiode et klart tema: kampen mod terrorismen. George W. Bush vandt anerkendelse for opbygningen af en international koalition og gennemførelsen af kampens første militære fase, en intervention i Afghanistan for at ramme Osama Bin Ladens terrornetværk, al-Qaeda, og fjernelsen af det fundamentalistiske Talebanregime, som husede det.

Indenrigspolitisk resulterede kampen mod terror blandt andet i vedtagelsen af Patriot Act i oktober 2001 og i Homeland Security Act i november 2002 (se Department of Homeland Security). Regeringen brugte den også som argument for en kraftig udvidelse af præsidentens beføjelser, ikke mindst i hans egenskab af øverstkommanderende for landets væbnede styrker.

Ved midtvejsvalget i november 2002 brugte George W: Bush dygtigt sin status som krigspræsident til at hjælpe sit parti i valgkampen. Det var medvirkende til, at republikanerne fik et overraskende godt valg og sikrede sig flertal i begge Kongressens kamre. Den omstændighed, at Geroge W. Bush udnyttede en national tragedie til partipolitiske formål, stimulerede imidlertid også en tiltagende polarisering i nationens politiske liv.

I september 2002 lancerede Bush-regeringen en ny forsvarsdoktrin, som blandt andet hævdede USA's ret til at anvende præventive angreb. Doktrinen øgede spændingerne mellem USA og en række af dets allierede i NATO. Disse tog til, da Bush-regeringen begyndte at plædere for et militært angreb på Saddam Husseins regime i Irak.

Blandt argumenterne var, at Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben og udgjorde en trussel mod USA's sikkerhed, samt at han havde forbindelser til terrororganisationen al-Qaeda. På trods af at det ikke lykkedes at vinde støtte i FN's Sikkerhedsråd, angreb USA og en række allierede lande Irak den 20. marts 2003.

Selve krigen mod Saddam Husseins regime blev hurtigt vundet, men det viste sig langt sværere at vinde freden. De følgende år bød på væbnede oprør og borgerkrigslignende tilstande med daglige tab af irakiske og amerikanske liv til følge. Denne tilstand samt erkendelsen af, at Saddam Hussein hverken havde været i besiddelse af masseødelæggelsesvåben eller havde haft forbindelser til al-Qaeda, tærede stærkt på regeringens opbakning i den amerikanske befolkning.

Ikke desto mindre formåede George W. Bush i november 2004 at vinde en snæver sejr (51 %) ved præsidentvalget. Hans stærkeste aktiv var billedet af en stålsat leder, der bedre end demokraternes kandidat John F. Kerry kunne værne om den nationale sikkerhed.

Præsident George W. Bush ønskede efter genvalget at bruge sit politiske mandat til en delvis privatisering af folkepensionen (Social Security). Disse planer måtte dog hurtigt skrinlægges på grund af manglende støtte i den amerikanske befolkning.

De politiske sejre i det følgende år var få. George W. Bushs muligheder blev hurtigt svækket af Irakkrigen, en række politiske nederlag, skandaler og rekordstore offentlige underskud. Særlig skadeligt for George W. Bushs omdømme var de offentlige myndigheders yderst kritisable håndtering af følgerne efter orkanen Katrinas hærgen i august 2005. Hertil kom blandt andet afsløringer af hemmelige CIA-fængsler i flere lande samt ulovlige telefonaflytninger af amerikanske borgere.

George W. Bush og Det Republikanske Parti blev stedse mere upopulære i befolkningen, og ved midtvejsvalget i 2006 led partiet nederlag. Herefter blev det vanskeligt for præsidenten af manøvrere politisk, og han blev i stigende grad betragtet som politisk lammet.

Den manglende popularitet bidrog til det endnu større nederlag for Republikanerne ved valget i 2008, hvor partiet mistede flertallet i begge Kongressens kamre samt præsidentposten, som blev vundet af Demokraternes Barack Obama.