MAGA
Make Amerika Great Again — i kort form MAGA — er på én gang et slogan, et kampråb og en bevægelse. Bevægelsen begyndte ikke med Trump, men med Trump er den blevet langt mere synlig, og Make Amerika Great Again er for mange blevet synonymt med hans valgkamp. Da Trump den 15. november 2022 annoncerede sit kandidatur, var det således med ordene In order to make America great and glorious again, I am tonight announcing my candidacy for president of the United States.
Af /Polaris/Ritzau Scanpix.

Det kommende præsidentvalg i USA bliver afholdt tirsdag den 5. november 2024.

De to spidskandidater til dette 60. amerikanske valg var længe den siddende præsident, Joe Biden fra Det Demokratiske Parti, og den forhenværende præsident, Donald Trump for Det Republikanske Parti. I juli 2024 meddelte Joe Biden, at han trak sig som præsidentkandidat, og pegede i stedet på sin vicepræsident, Kamala Harris. Om hun bliver demokraternes officielle præsidentkandidat, afgøres i august.

Donald Trump meldte sit kandidatur allerede den 15. november 2022, og på det republikanske konvent den 15.-18. juli 2024 blev Donald Trump officielt valgt som republikanernes præsidentkandidat. Samtidig udpegede han senator i Ohio, J.D. Vance, som sin vicepræsidentkandidat.

270 valgmandsstemmer for at vinde

Valgmandsstemmer
De 538 valgmandsstemmer fordelt på stater. Det kræver minimum 270 valgmandsstemmer at vinde præsidentvalget.

Når amerikanerne har stemt, vælger Valgmandskollegiet præsidenten. Valgmandskollegiet består af 538 valgmænd. En præsidentkandidat skal have over halvdelen af deres stemmer for at vinde; det kræver derfor minimum 270 valgmandsstemmerne at sikre sig posten.

Vigtige datoer i det amerikanske præsidentvalg

  • 15. januar til 8. juni: Afholdelse af primærvalg
  • 5. marts 2024: Super Tuesday
  • 15.-18. juli: Det republikanske konvent
  • 19.-22. august: Det demokratiske konvent
  • 5. november 2024: Valgdag
  • 20. januar 2025: Den valgte præsident indsættes

På nationalt plan er der ingen officiel dato for, hvornår man senest skal melde sit kandidatur; datoen varierer fra stat til stat, og deadline ligger generelt i sensommeren 2024, så flere kandidater kan i princippet komme til.

Det amerikanske primærvalg 2024

I perioden den 15. januar til den 8. juni blev der afholdt primærvalg i de enkelte delstater og territorier. Fra begyndelsen stod de to spidskandidater til at blive de endelige præsidentkandidater. Og billedet er entydigt: Joe Biden vandt det demokratiske primærvalg, mens Donald Trump vandt det republikanske.

Joe Bidens primærvalg

Morehouse, 2024
For den siddende præsident Joe Biden har et af de dominerende temaer under primærvalgene været krigen i Gaza, særligt USA's økonomiske og militære støtte til Israel. Her er det studerende ved Morehouse College i Georgia, der den 19. maj 2024 protesterede over Bidens politik.
Af /Zuma/Ritzau Scanpix.

Med kun en enkelt undtagelse har den siddende præsident Joe Biden i 2024 vundet primærvalg i alle stater og territorier. I territoriet Amerikansk Samoa gik sejren den 6. marts dog til den ellers ukendte forretningsmand Jason Palmer. Biden og Palmer fik hver tre af territoriets seks delegerede.

Donald Trumps primærvalg

Nikki Haley
Nikki Haley, tidligere guvernør og FN-ambassadør, var den første republikanske kandidat, der udfordrede den tidligere præsident Donald Trumps kandidatur. Trump stillede op allerede den 15. november 2022, Haley den 14. februar 2023. Haley trak sit kandidatur tilbage den 6. marts 2024, efter at de mange primærvalg ved Super Tuesday viste et tydeligt nederlag. Her taler Haley den 28. juli 2023 ved Det Republikanske Parti i Iowa.
Af //Zuma/Ritzau Scanpix.

Tidligere præsident Donald Trump har siden den 6. marts været republikanernes eneste kandidat. Denne dag – dagen efter Super Tuesday – trak Nikki Haley sit kandidatur tilbage efter at have tabt til Trump i 14 ud af 15 delstater. Haley fik blot 48 delegerede mod Donald Trumps 789. Samlet set vandt Trump alle stater, undtagen Washington D.C. og Vermont, der gik til Haley.

Kandidater for andre partier

Marianne Williamson er Bidens eneste modkandidat. Hun bliver dog ikke set som en reel modstander. Herudover er der en række løsgængere og kandidater, der stiller op for mindre partier, bl.a.:

  • Robert F. Kennedy Jr. (født 1954), miljøadvokat, stillede tidligere op for demokraterne
  • Cornel West (født 1953), professor, politisk aktivist
  • Jill Stein (født 1950), læge og miljøaktivist, stiller op for Green Party
  • Chase Oliver (født 1985), politisk aktivist, stiller op for Libertarian Party.

Kandidater, der har trukket sig

Særligt har mange republikanere været opstillet, og her har bl.a. Mike Pence, Ron DeSantis og Nikki Haley trukket sig. Robert F. Kennedy Jr. og Dean Philips har trukket deres demokratiske kandidatur. I juli 2024 trak Joe Biden sig som præsidentkandidat.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig