Faktaboks

Donald Trump

Donald John Trump

Født
14. juni 1946, New York, New York, USA
Donald Trump 2019
Donald Trump ved et frokostmøde med FN's sikkerhedsråd, 5. december 2019,
Donald Trump 2019
Af /AFP/Ritzau Scanpix.
Donald Trump i 2016.
Donald Trump taler til sine støtter under valgkampen iført den ikoniske "Make America Great Again"-kasket. Fountain Park i Fountain Hills, Arizona, d. 19. marts 2016.

Donald Trump er en amerikansk forretningsmand, byggematador og politiker. Han var USA's 45. præsident fra 2017 til 2021. Han tilhører Det Republikanske Parti. I 1968 fik han en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylanias Wharton School of Finance and Commerce. Donald Trump overtog i begyndelsen af 1970'erne sin fars ejendomsforretninger i New York.

Forretningsmanden

I spidsen for the Trump Corporation fik han i de følgende årtier opbygget en betragtelig formue ved ejendomshandel og byggeri. Der var især tale om luksushoteller, resorter og andre grandiose bygninger, bl.a. Trump Tower (1982) i New York City og kasinoet Trump Taj Mahal (1990) i Atlantic City. Trods adskillige konkurser i de følgende år, som blandt andet gjorde det svært for ham at låne penge til nye projekter, lykkedes det Trump at bevare kontrollen over et konglomerat af virksomheder med interesser i mange lande verden over.

Brandet "Trump"

Donald Trump er i sit tredje ægteskab og far til fem børn. Han har fra begyndelsen af sin karriere arbejdet ihærdigt på at blive kendt – også uden for forretningskredse – på at være en celebrity. Det har hjulpet ham til at gøre navnet "Trump" til et brand, der både kan anvendes til at sælge vidt forskellige produkter og til at få andre til at finansiere opførelsen af bygninger med hans navn på. Trump har lagt navn til en række bøger med råd om vejen til succes i erhvervslivet. Den mest kendte er hans første, Trump: The Art of the Deal (1987).

I 1996 blev Donald Trump medejer af den virksomhed, der har rettighederne til Miss Universe og en række andre skønhedskonkurrencer. For den medieglade rigmand blev det endnu en vej ind i showbusiness. Det næste store skridt tog han i 2004, da han blev vært i reality-programmet The Apprentice, og senere også The Celebrity Apprentice. Her blev han gennem 13 sæsoner landskendt som chefen, der sendte deltagere ud af konkurrencen med ordene "you’re fired!" (på dansk: "du er fyret!").

Donald Trumps tidlige politiske karriere

Gennem flere årtier luftede Trump med mellemrum idéen om at indlede en politisk karriere. I 1999 undersøgte han mulighederne for at blive Reformpartiets præsidentkandidat, men besluttede sig for ikke at stille op. Senere sluttede han sig til Det Republikanske Parti, og i 2011 annoncerede han, at han overvejede at forsøge at blive partiets kandidat ved præsidentvalget det følgende år.

Måden, han annoncerede det på, var bemærkelsesværdig: Han stillede sig i spidsen for den såkaldte "birther"-bevægelse, der hævdede, at præsident Obama ikke opfyldte forfatningens krav for at besidde embedet, fordi han i virkeligheden var født i Kenya, og hans amerikanske fødselsattest var falsk eller ikke-eksisterende. Kort efter, at præsident Obama standsede konspirationsteorierne ved at offentliggøre sin fulde fødselsattest, der dokumenterede, at han var født på Hawaii, meddelte Trump, at han alligevel ikke ønskede at stille op som kandidat ved præsidentvalget i 2012.

Trumps præsidentvalgkamp i årene 2015-2016

Fire år senere gjorde Trump imidlertid alvor af at stille op. I juni 2015 skød han sin kampagne i gang med et frontalt angreb på illegale immigranter fra Mexico; han beskrev hovedparten som voldtægtsforbrydere, narkosmuglere og "folk med masser af problemer". Han lovede at bygge en mur hele vejen langs USA's sydlige grænse og tvinge Mexico til at betale for den; dette løfte blev et centralt element i hans valgkamp. Trump ønskede også at genforhandle frihandelsaftaler, påtvinge lande som Kina en importtold og forbyde muslimer adgang til USA.

Trumps popularitet stiger

Hans valgkamp var uden fortilfælde, hvad angår brugen af fornærmelser, øgenavne, grove beskyldninger og usande påstande. Mod de fleste politiske iagttageres forventninger syntes det imidlertid ikke at skade hans popularitet blandt en betragtelig del af de republikanske primærvalgsvælgere. Især blandt hvide mandlige vælgere uden en videregående uddannelse fik Trump stor opbakning til sine løfter om at bremse globaliseringen og bringe industrijobs tilbage til USA. Mange så Trumps afvisning af "politisk korrekthed" som et bevis på, at han netop ikke var en typisk politiker, og at han trods sin privilegerede opvækst og betragtelige formue ikke var en del af "eliten". Hos mange andre vælgere vakte især hans autoritære stil og den opbakning, han fik fra Ku Klux Klan og andre hvide hadgrupper, alvorlig bekymring.

Meget tyder på, at Trump ikke tillagde sig selv store chancer for at vinde, eftersom han vedvarende fortalte sine tilhængere, at der var snyd i hele det politiske system, og at det ville arbejde til Clintons fordel. En særdeles vigtig gruppe af vælgere, som Trump noget overraskende vandt stor støtte fra undervejs, var hvide kristne evangelikale. Det skyldtes især hans løfte om at følge deres anbefalinger ved udnævnelsen af nye dommere til de føderale domstole. Det var et valgløfte, han holdt i de følgende fire år, hvor et usædvanligt stort antal nye konservative dommere blev nomineret og godkendt af Senatets Republikanske flertal.

Primærvalgene 2016: Donald Trump bliver præsidentkandidat

Allerede i marts 2016 stod det klart, at Trump i et felt på oprindeligt 17 kandidater havde sikret sig nok stemmer i primærvalgene til at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det var dog stadig den herskende opfattelse, at han ikke havde mange chancer for at besejre Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, tidligere præsidentfrue, senator og udenrigsminister Hillary Clinton, ved det endelige valg den 8. november 2016. Ingen større aviser støttede officielt Donald Trump, og andelen af amerikanere, der havde et positivt indtryk af ham, var det laveste nogensinde for en præsidentkandidat. I løbet af valgkampen stod det imidlertid klart, at Hillary Clinton også var en kontroversiel og ifølge meningsmålinger næsten lige så upopulær skikkelse.

Valgresultatet 2016

På valgdagen førte Hillary Clinton med gennemsnitligt 3 procent i meningsmålingerne, men det blev alligevel Trump, der vandt, hvilket må betegnes som den største overraskelse i amerikansk politisk historie. Hillary Clinton fik ganske vist 2,8 mio. stemmer flere end Trump, men med overraskende sejre i staterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin med tilsammen blot omkring 77.000 stemmer vandt Trump et flertal i valgmandskollegiet på 304 valgmandsstemmer mod Hillary Clintons 232. I det amerikanske politiske system er det i sidste ende valgmandsstemmerne, der afgør et præsidentvalg.

Donald J. Trump, USA's 45. præsident

Den 20. januar 2017 blev Donald J. Trump taget i ed som USA’s 45. præsident. Hans opbakning var dog lavere end nogen anden nytiltrådt præsidents og faldt i de følgende måneder yderligere, da han løb ind i en række større politiske nederlag.

Et dekret om et indrejseforbud fra syv overvejende muslimske lande blev bremset ved en føderal domstol, og et løfte om at afskaffe The Affordable Care Act ("Obamacare") og erstatte det med "noget, der er fremragende", som Trump havde formuleret det under valgkampen, nåede, trods et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus på 44, aldrig til afstemning.

Senere fulgte adskillige andre forsøg på at afskaffe "Obamacare". Hver gang strandede de dog efter, at beregninger fra det politisk neutrale Congressional Budget Office viste, at 23-34 millioner amerikanere ville miste deres sygeforsikring, hvis det Republikanske lovforslag blev vedtaget. Det sidste af disse lovforslag blev stemt ned i Senatet den 28. juli 2017 med stemmerne 51-49, da de Republikanske Senatorer Lisa Murkowski, Susan Collins og John McCain sammen med deres Demokratiske kolleger stemte imod det.

Ny skattereform og øget nationalgæld

Sidst på året 2017 kunne præsident Trump og det Republikanske flertal i Kongressen notere sig en politisk sejr med gennemførelsen af en ny skattereform, der først og fremmest sænkede selskabsskatten fra 35 procent til 21 procent. For at muliggøre lovgivningen tillod Kongressen, at det føderale underskud i de følgende ti år kunne stige med 1,8 billioner dollars. Trods løfter om dynamiske effekter fra skattereformen forventede mange økonomer ikke desto mindre, at underskuddet ville vokse betydeligt mere end det.

Donald Trump havde under valgkampen i 2016 lovet vælgerne at eliminere den nationale gæld på otte år; i foråret 2020 var forventningen i stedet, at den ville stige med 8,3 billioner dollars. Da Trump forlod Det Hvide Hus i januar 2021, havde hans regering på blot fire år tegnet sig for 25 procent af USA's 31 billioner dollars store nationalgæld. 3,7 billioner dollars kunne dog tilskrives de store økonomiske hjælpepakker, som begge politiske partier var enedes om under Covid-19-pandemien.

Tre nye højesteretsdommere

Var det særdeles småt med lovgivningsmæssige resultater i præsident Trumps fire år i embedet, så gennemførte han til gengæld vidtgående forandringer – såvel indenrigspolitisk som i USA's forhold til resten af verden – ved hjælp af presidentielle dekreter og en række dramatiske beslutninger. Han fik også mulighed for at rykke balancen i USA's højesteret et godt stykke mod højre med udnævnelsen af tre nye dommere: Neil Gorsuch, som blev godkendt af Senatet og taget i ed i april 2017, Brett Kavanaugh, som blev godkendt og taget i ed i oktober 2018 og Amy Coney Barrett, som kunne aflægge ed som højesteretsdommer mindre end to uger før præsidentvalget i 2020.

Trumps immigrationspolitik

En ændring af USA's immigrationspolitik og prompte udvisning af millioner af illegale immigranter havde sammen med løftet om at bygge en 3000 km lang mur langs nationens sydlige grænse været blandt Donald Trumps centrale valgløfter. Disse løfter kunne ikke i praksis indfries, men Trump-regeringen ønskede ikke desto mindre at signalere et markant politisk skifte i holdningen til immigration.

I april 2018 blev det udmøntet i en meget kontroversiel "nultolerance-politik" ved USA's sydlige grænse: Tusinder af familier fra Mellemamerika, der enten søgte asyl eller ulovligt forsøgte at komme ind i landet, blev nu skilt ad. Forældre blev fængslet og senere udvist, mens børn ned til spædbørnsalderen blev samlet i store indkvarteringer administreret af Department of Health and Human Services. Myndighederne sikrede sig ikke de nødvendige oplysninger til nødvendigvis at kunne forene disse familier igen senere. I mange tilfælde blev forældrene sendt tilbage til deres hjemlande uden deres børn, og ofte var de efterfølgende umulige at opspore.

Da denne politik ved USA's sydlige grænse kom til offentlighedens kendskab i sommeren 2018, udløste det et ramaskrig, der for en sjælden gangs skyld fik Trump-regeringen til at ændre politisk kurs. I juni 2018 beordrede en føderal domstol i Sydcalifornien, at alle børn skulle genforenes med deres forældre efter senest 30 dage. Der var dog fortsat adskillige tilfælde på børn, der blev skilt fra deres forældre i mindst et år efter, at denne praksis blev forbudt.

"America first"

Et centralt element i Donald Trumps erklærede "America First"-politik var, at USA blev udnyttet i en række af de internationale alliancer og samarbejder, nationen indgik i. Det gjaldt ikke mindst for handelsaftaler, som han i høj grad opfattede som et nulsumsspil. Et af Trumps dominerende valgløfter i 2016 havde været, at han ville ophæve eller genforhandle internationale handelsaftaler og straffe lande som Mexico og Kina, som han mente havde lokket arbejdspladser væk fra USA. Efter sin tiltrædelse truede han disse og andre lande med sanktioner og straftold. Trusler og andet retorisk skyts blev også vendt mod NAFTA-aftalen, mod G7-samarbejdet og mod World Trade Organization (WTO) – samarbejder, der alle var skabt på amerikansk initiativ. Den 7. juli 2020 meddelte Trump-regeringen FN, at USA trak sig ud af WHO.

Diplomatiske spændinger

Også USA's allierede i militæralliancen NATO, som Trump under valgkampen havde kaldt "forældet", blev truet – først og fremmest med, at USA ikke længere ville opfylde den helt centrale artikel 5 ("musketer-eden") om at komme andre medlemmer af alliancen til undsætning, hvis de blev angrebet – medmindre disse lande først øgede deres forsvarsbudgetter. Andre aspekter af præsident Trumps syn på internationalt samarbejde øgede også de diplomatiske spændinger mellem USA og mange af dets traditionelle allierede. Et af dem var Trumps beslutning i maj 2018 om at trække USA ud af den atomaftale med Iran, som nationen havde indgået i juli 2015 sammen med EU, Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og Tyskland.

Trækker USA ud af Paris-aftalen

Præsident Trump trak også USA ud af den globale kamp mod klimaforandringer. Allerede under valgkampen i 2016 havde han omtalt idéen om, at disse var menneskeskabte som "et svindelnummer" skabt af Kina for at skade den amerikanske økonomi. Med henvisning til sin "America first"-politik meddelte han den 1. juni 2017, at USA agtede at trække sig ud af den såkaldte Paris-aftale om klimaforandringer, som året før var blevet underskrevet af 189 lande. Hjemme i USA fjernede Trump-regeringen i de følgende år flere end 100 miljøreguleringer.

Undersøgelse af russisk indblanding ved valget i 2016

Et tema fra valgkampen i 2016 kom i de første to et halvt år af Donald Trumps embedsperiode til at hænge som en sky af mistanke over hans virke. Den vedrørte hans forhold til Rusland og udsprang af spørgsmålet om, hvorvidt dele af den massive russiske indblanding i valgkampen og bestræbelserne på at skade den Demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton havde fundet sted i koordination med folk fra Trumps valgkampagne.

Allerede efter tre uger måtte præsident Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, Michael Flynn, der havde været en central rådgiver under valgkampen, trække sig fra sit embede, da det stod klart, at han havde løjet om samtaler, han i december 2016 havde med den russiske ambassadør i USA, Sergey Kislyak. Under en høring i Repræsentanternes Hus i marts 2017 kunne chefen for FBI, James Comey, berette, at forbundspolitiet siden juli 2016 havde efterforsket mulige forbindelser mellem Trumps kampagnestab og Rusland (den såkaldte "Operation Crossfire Hurricane"). Det forøgede et i forvejen spændt forhold mellem efterretningstjenesterne, FBI og den nytiltrådte præsident. Disse spændinger tog yderligere til, da Trump den 9. maj 2017 valgte at lade sit justitsministerium fyre James Comey. Skønt det først skete med henvisning til dennes håndtering af undersøgelserne af Hillary Clintons e-mails året før, erklærede Trump blot et par dage senere åbent, at han under alle omstændigheder selv ville have fyret Comey på grund af denne "Ruslands-ting".

Mistanken om, at fyringen var et forsøg på at bremse FBI's undersøgelser, fik derefter vicejustitsminister Rod Rosenstein til at udpege tidligere chef for FBI Robert Mueller som særlig undersøger med henblik på at undersøge russisk indblanding i det amerikanske valg i 2016, samt hvorvidt der havde været en koordination mellem Trump-kampagnens og russiske agenters og hackeres aktiviteter. Et tredje formål med undersøgelsen ville være at undersøge, hvorvidt der fra Trump-regeringen efterfølgende havde været målrettede forsøg på at forhindre opklaringen af sådanne spørgsmål.

Undersøgelserne dominerede den politiske debat i USA frem til den 18. april 2019, hvor en redigeret udgave af Robert Muellers rapport blev offentliggjort. Undervejs i arbejdet havde Robert Mueller oprettet en storjury og rejst sigtelser mod tre russiske virksomheder og i alt 34 mennesker (endnu en sigtelse fulgte senere). 26 af de sigtede personer var russiske statsborgere, der næppe ville møde op i USA for at blive retsforfulgt, men seks andre var folk fra kredsen omkring Trump-kampagnen – blandt dem Trumps kampagneleder, Paul Manafort, hans vice-kampagneleder, Rick Gates, hans første sikkerhedspolitiske rådgiver, Michael Flynn, samt hans personlige advokat Michael Cohen. Fem af de sigtede havde allerede erklæret sig skyldige.

Hvad angik hovedspørgsmålet om, hvorvidt der havde været tale om "aktiv koordination" mellem russiske aktører og Trump-kampagnen, konkluderede Mueller imidlertid, at der ikke var fundet afgørende beviser på dette. Hvad angik undersøgelsens andet hovedspørgsmål, var konklusionen tvetydig: ”Hvis vi efter en grundig undersøgelse af kendsgerningerne havde følt os overbeviste om, at præsidenten ikke forsøgte at forhindre rettens gang, så ville vi have erklæret det”, hed det blandt andet. Præsident Trump, der under hele forløbet havde omtalt undersøgelsen som "et svindelnummer", udlagde ikke desto mindre dens konklusioner som "en pure frifindelse". Der blev ikke rejst nogen rigsretssag mod Trump på baggrund af undersøgelsen.

Politisk polarisering

Polariseringen mellem demokrater og republikanere var allerede voldsom, da Donald Trump tiltrådte præsidentembedet, men mere end nogen tidligere præsident anvendte han denne polarisering strategisk til at mobilisere sine kernevælgere – om nødvendigt også mod kritikere i hans eget parti. Det lykkedes i overraskende grad for ham at vinde både stor opbakning og sikker kontrol over et parti, hvis ledende medlemmer for de flestes vedkommende ikke havde støttet ham i valgkampen. En vigtig del af forklaringen var uden tvivl, at den amerikanske økonomi, indtil virkningerne af Covid-19-pandemien slog igennem i foråret 2020, fortsat oplevede solid vækst og faldende arbejdsløshed.

Medierne som modstandere

Var præsident Trumps politiske kurs over for demokratiske guvernører og medlemmer af Kongressen fra hans tiltrædelse konfrontatorisk, så fulgte han ikke desto mindre et råd fra sin tidligere rådgiver Steve Bannon om først og fremmest at gøre de førende amerikanske medier til sine hovedmodstandere. Mens disse fakta-checkede præsidentens udtalelser og fandt tusindvis af usandheder – et antal, der var aldeles uden fortilfælde for nogen amerikansk politiker – beskyldte præsident Trump til gengæld medierne for at lyve om alt, hvad der angik ham; for at være "fake news". Med en ganske usædvanlig sprogbrug for en amerikansk præsident udråbte han dem endda til at være "fjender af folket".

Den første rigsretssag: anklager om at presse Ukraines præsident

Trumps brug af præsidentembedet til at ramme en mulig politisk modstander bragte ham i alvorlige problemer i sommeren 2019: Som den blot tredje præsident i amerikansk historie blev han stillet for en rigsret (de to øvrige var Andrew Johnson og Bill Clinton).

Trump valgte at hemmeligt tilbageholde et beløb på 400 millioner dollars, som Kongressen havde bevilget i støtte til Ukraine. En stor del af beløbet var militær støtte, som skulle hjælpe landets forsvar i dets igangværende konfrontationer med Rusland. Efter tilbageholdelsen af pengene bad præsident Trump i en telefonsamtale med den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky den 25. juli 2019 om en tjeneste: Han ønskede, at den ukrainske præsident officielt skulle meddele, at hans regering havde indledt en undersøgelse af mulig korruption mod USA's tidligere vicepræsident Joe Biden og dennes søn Hunter Biden, der havde været bestyrelsesmedlem i det ukrainske energiselskab Burisma. Joe Biden var blandt favoritterne til at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020. Ingen tidligere undersøgelser af Burisma havde vist nogen tegn på, at hverken Joe eller Hunter Biden havde foretaget sig noget ulovligt. Men præsident Trump ønskede en offentlig erklæring om, at en ny undersøgelse var indledt.

Indholdet af præsident Trumps telefonsamtale med den ukrainske præsident blev afsløret efter en formel klage fra en whistleblower i regeringen. Det tydede på, at tilbageholdelsen af pengene ikke var begrundet i nogen generel bekymring for korruption i Ukraine, men derimod havde til formål at hjælpe Trump personligt ved at skade en sandsynlig politisk modstander ved præsidentvalget i 2020. Præsident Trump insisterede dog på, at hans telefonsamtale havde været "perfekt".

To måneders høringer med indkaldelse af vidner fulgte i Repræsentanternes Hus, og den 13. december 2019 stemte et flertal for at rejse to sigtelser mod præsidenten – den ene for magtmisbrug, den anden for forsøg på at obstruere Kongressens arbejde ("obstruction of Congress"). Hvis to tredjedele af Senatets medlemmer (67 Senatorer) fandt præsidenten skyldig i blot ét af anklagepunkterne, ville han blive fjernet fra embedet.

Det formelle anklageskrift blev overdraget til Senatet den 16. januar 2020. Her havde præsidentens parti imidlertid flertallet, og processen var derefter hurtig: Den Republikanske flertalsleder Mitch McConnell besluttede efter en afstemning, at ingen vidner skulle indkaldes, og ingen nye dokumenter skulle forelægges. Præsidenten blev den 5. februar 2020 frifundet med stemmerne 52-48. Senator og tidligere præsidentkandidat Mitt Romney stemte som den eneste Republikaner for at dømme præsidenten. Donald Trump indledte efterfølgende en udrensning af en række personer i hans administration, der ikke i de foregående måneder havde trodset stævninger fra Kongressen, eller, som han mente, på anden vis havde skadet hans sag.

Donald Trumps sidste år som præsident

Donald Trumps sidste år som præsident blev domineret af tre begivenhedsforløb: De menneskelige og økonomiske konsekvenser af Covid-19-pandemien, sociale uroligheder samt den politiske kamp både før og efter præsidentvalget den 3. november 2020.

Covid-19-pandemien

Covid-19 kom til at forårsage relativt flere dødsfald i USA end i andre sammenlignelige velstående nationer. Det havde Trump-regeringens tøvende reaktion en del af ansvaret for. Præsidentens egen kurs var svingende – fra forsøg på at bagatellisere truslen til aktiv deltagelse i sundhedsmyndighedernes bestræbelser på at begrænse smitten og derefter tilbage til spredning af misinformation og anbefalinger af alternative behandlingsformer.

I perioder behandlede præsident Trump på sine valgmøder pandemien som noget, der var påført USA med det eksplicitte formål at skade den amerikanske økonomi og dermed forringe hans mulighed for genvalg i november 2020. Da han selv blev smittet med Covid-19 i begyndelsen af oktober 2020, og måtte tilbringe tre nætter på hospitalet med alvorligt åndedrætsbesvær, så mange det som en mulighed for at formane hans tilhængere om nødvendighederne af at følge sundhedsmyndighedernes råd, men præsidenten gjorde det modsatte og forsøgte i stedet at bagatellisere hændelsen. Nogle dage før valget den 3. november, nåede USA for første gang op på 100.000 registrerede smittetilfælde på en enkelt dag.

Operation Warp Speed

Den såkaldte "Operation Warp Speed", som Trump-regeringen introducerede i april 2020, må dog betegnes som en succes i bekæmpelsen af Covid-19: I alt blev 18 milliarder dollars under programmet bevilget til udvikling, produktion og distribution af vacciner. Pengene bidrog betydeligt til udviklingen af to forskellige vacciner på under et år.

Sociale uroligheder: drabet på George Floyd

Mange af de sociale uroligheder, som kom til at kendetegne Trumps sidste år i præsidentembedet, blev udløst efter en tragisk begivenhed i Minneapolis, Minnesota: Den 25. maj 2020 døde en afroamerikaner ved navn George Floyd under en anholdelse, efter en hvid betjent, Derek Chauvin, i 9 minutter og 29 sekunder havde presset sit knæ mod hans hals.

Tragedien skrev sig ind i en række tidligere sager om overdreven voldsanvendelse, særligt mod sorte arrestanter, og især den omstændighed, at betjenten uanfægtet holdt sit knæ mod Floyds hals, på trods af dennes problemer med at trække vejret, og på trods af at anholdelsen blev filmet, førte i de følgende uger til de formodentlig største demonstrationer i USA's historie – mange af dem arrangeret af bevægelsen Black Lives Matter.

Præsidentvalget 2020

Ved vælgermøder og på sociale medier talte præsident Trump om både demonstrationerne og de offentlige tiltag for at begrænse Covid-19-smitten, som led i hans politiske modstanderes bestræbelser på at forhindre hans genvalg. Allerede i foråret 2020 begyndte han at skabe tvivl hos sine tilhængere om, hvorvidt man kunne stole på resultatet, hvis han ikke vandt præsidentvalget. Det samme havde han gjort op til valget i 2016, men denne gang var det særligt anvendelsen af brevstemmer, han fokuserede på.

I juli 2020 luftede han muligheden for, at valget eventuelt måtte udskydes – noget, som aldrig er sket tidligere i USA, og som Forfatningen ikke rummer nogen mulighed for. Præsident Trump nægtede også at forpligte sig til en fredelig magtoverdragelse, hvis han tabte valget.

Valgdeltagelsen var stor ved præsidentvalget den 3. november 2020. Præsident Trump fik 74,2 millioner stemmer, hvilket var væsentligt flere, end han havde fået fire år tidligere. Men demokraten Joe Biden fik næsten 7 millioner flere stemmer – 81,3 millioner – og vandt dermed valget. I valgmandskollegiet vandt Joe Biden 306 stemmer mod Trumps 232.

Forsøg på at omstøde valgresultatet

Selv efter genoptællinger i flere stater, og efter at Trump-lejren havde tabt 61 retssager på stribe – herunder to i Højesteret med dommerstemmerne 9-0 – nægtede præsident Trump at acceptere sit nederlag. Hans tilhængere iværksatte den omfattende kampagne "Stop the steal", som fortsat hævdede, at Trump havde vundet. Trump forsøgte også uden held at overtale sin justitsminister til at hævde, at der var opdaget omfattende svindel ved valget, ligesom han forsøgte at overtale de valgansvarlige i nogle afgørende stater til at ændre valgresultatet og bekendtgøre, at de efter en ny optælling af stemmerne var kommet til et andet resultat.

Selv efter at samtlige 50 stater havde certificeret deres valgresultater, og samtlige valgmænd havde afgivet deres stemme, fortsatte de organiserede bestræbelser på at få ændret valgresultatet og forhindre en fredelig magtoverdragelse til valgets vinder, Joe Biden. Disse bestræbelser kulminerede den 6. januar 2021, da Kongressen formelt skulle godkende valget af Biden som USA's næste præsident. I et sidste desparat forsøg på at hindre godkendelsen, stormede omkring 3000 Trump-tilhængere Kongressen.

Den anden rigsretssag: Stormen på Kongressen

Efter stormen på Kongressen den 6. januar 2021 var der udbredt fordømmelse af præsidentens handlinger – også blandt de republikanske ledere i Kongressen. Flere af dem tilkendegav, at de ville støtte en ny rigsretssag mod Trump for at have tilskyndet til oprør mod det amerikanske demokrati. Formålet var at fratage ham retten til igen at kunne stille op til et offentligt embede.

Den anden rigsretssag mod Donald Trump blev først ført i begyndelsen af februar – efter at Joe Biden havde overtaget præsidentposten. I mellemtiden havde mange republikanske politikere måttet sande, at Trump fortsat havde støtte fra millioner af tilhængere, og den republikanske vilje til at dømme ham smuldrede: Samtlige 50 demokratiske senatorer og syv republikanske senatorer stemte for at dømme ham, men eftersom en dom krævede to tredjedele af Senatets 100 medlemmer, var det 10 stemmer færre end krævet. Trump blev således heller ikke denne gang dømt.

Donald Trump fastholdt efterfølgende sin påstand om, at det i virkeligheden var ham, der havde vundet en stor sejr ved præsidentvalget i 2020.

Trump melder sig som kandidat til præsidentvalget 2024

I november 2022 annoncerede Trump, at han atter meldte sig som republikansk kandidat til præsidentvalget i 2024. Ifølge meningsmålinger i sommeren 2023, var han, trods sigtelser i en række kriminelle straffesager vedrørende hans påståede forsøg på statskup, fortsat favorit til atter at blive det Republikanske Partis præsidentkandidat i 2024.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig