Fortsatte udledninger af drivhusgasser vil medføre yderligere opvarmning og ændringer i alle komponenter i klimasystemet. Det vil sige varmere, vådere og mere ekstremt vejr mange steder med flere og længere tørkeperioder samt hyppigere og voldsommere skybrud. Begrænsning af klimaændringerne i dette århundrede og på længere sigt vil kræve betydelige og vedvarende reduktioner af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.
Set i forhold til slutningen af 1800-tallet vil den globale opvarmning sandsynligvis passere 1,5°C i perioden mellem 2030 og 2052, hvis temperaturstigningen fortsætter uændrede.
Selv med store reduktioner af udslippene vil ændringen i den globale overfladetemperatur i slutningen af 2000-tallet med stor sandsynlighed overstige 1,5°C i forhold til perioden 1850–1900. Hvis man forestiller sig en fortsat kraftig udbygning i anvendelsen af fossile brændstoffer (olie, kul og gas), vil temperaturændringen overstige 2°C eventuelt 3,5°C i 2100. Opvarmningen vil fortsætte ud over 2100 i århundreder til årtusinder, medmindre udledningerne ophører inden 2050. Opvarmning vil fortsat udvise variation mellem år og årtier og vil ikke være den samme i forskellige regioner.
Ændringer i det globale vandkredsløb som reaktion på opvarmningen i det 2000-tallet vil ikke være ensartede. Kontrasten i nedbør mellem våde og tørre regioner og mellem våde og tørre sæsoner vil stige, selvom der kan være regionale undtagelser. Verdenshavene vil fortsætte med at blive varmere igennem det 2000-tallet. Varmen trænger fra overfladen og ned i de dybere vandmasser og påvirker havcirkulationen. Da varmere havvand fylder mere end køligere havvand vil den deraf følgende udvidelse af havvandet bidrage til havniveaustigninger.
Det er meget sandsynligt, at den arktiske havis vil fortsætte med at svinde ind i areal og blive tyndere, og at den nordlige halvkugles forårssnedække vil mindskes i løbet af det 2000-tallet, i takt med, at den globale gennemsnitlige overfladetemperatur stiger. Over hele verden vil gletsjere skrumpe ind, og mange af dem vil helt forsvinde.
Det gennemsnitlige globale havniveau vil fortsætte med at stige i det 2000-tallet. I alle undersøgte scenarier for udledninger vil stigningen i havniveauet meget sandsynligt overstige det, der blev observeret fra 1971 til 2010 grundet øget havopvarmning og øget massetab fra gletsjere og isskjolde.
Klimaændringerne vil påvirke processer i kulstofkredsløbet i jordsystemet på en måde, der øger stigningen i CO2 i atmosfæren. De højere koncentrationer af CO2 i atmosfæren betyder samtidigt yderligere optagelse af kulstof i havene, hvilket vil øge forsuringen af havene. De akkumulerede CO2-udledninger siden den industrielle revolution bestemmer stort set den globale gennemsnitlige opvarmning ved overfladen både nu, imod slutningen af det 21. århundrede og i de kommende århundreder. De fleste konsekvenser af klimaændringer vil fortsætte i mange århundreder, også selvom CO2-udledningerne stoppes.
Klimamodeller viser tydelige forskelle i det regionale klima mellem nutidige forhold og en global opvarmning på 1,5°C og mellem 1,5°C og 2°C. Disse forskelle inkluderer stigninger i den gennemsnitlige temperatur over de fleste land- og havregioner, stigninger i antallet af varmeekstremer i de fleste beboede regioner, kraftigere nedbør i flere regioner og stigende sandsynlighed for såvel nedbørsmangel som egentlig tørke i nogle regioner. Ved en større global opvarmning forstærkes disse forskelle.
Baseret på observationer siden 1970’erne, hvor den globale middeltemperatur allerede er steget lidt over 0,5°C, vil en opvarmning på yderligere 0,5°C medføre endnu flere og voldsommere ekstremhændelser. Flere regionale ændringer i klimaet må forventes i en verden, der er 1,5°C varmere sammenlignet med det præindustrielt niveau. For eksempel vil mange regioner se flere ekstreme temperaturhændelser, flere regioner vil se en stigning i frekvens, intensitet og/eller mængde af kraftig nedbør samt en stigning i intensiteten eller hyppigheden af tørke. Begge dele vil endda kunne forekomme i de samme regioner. Stiger den globale temperatur mere, forstærkes disse tendenser tilsvarende.
Ekstreme temperaturer på land forventes at stige mere end den globale middeltemperatur. Antallet af varme dage forventes desuden at stige over de fleste landområder med den største stigning i troperne. Risikoen for såvel nedbørsmangel som decideret tørke forventes i nogle regioner at være højere ved en stigning i den globale middeltemperatur på 2°C end ved 1,5°C. Risikoen for kraftige nedbørshændelser forventes ligeledes at være højere ved en 2°C graders stigning end ved 1,5°C. Dette kan være tilfældet på de nordlige breddegrader og/eller i bjergrige regioner.
Ustabilitet ved Antarktis’ isskjolde og/eller irreversible tab fra indlandsisen kan resultere i at en stigning i det globale havniveau på flere meter over årtier til århundreder. Sådanne irreversible processer kan udløses ved en global opvarmning på 1,5°C til 2°C, om end der hersker stor usikkerhed om, hvornår det eventuelt kan indtræffe.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.