Hus til salg ved Limfjorden under oversvømmelse i februar 2020

Klimaøkonomi er den gren af den økonomiske videnskab, der undersøger samspillet mellem det økonomiske system og klimasystemet.

Emner som klimaøkonomien beskæftiger sig med

Klimaøkonomer beskæftiger sig med spørgsmål som:

  • Hvordan påvirker de økonomiske aktiviteter udledningen af drivhusgasser?
  • Hvordan påvirker ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren den globale opvarmning?
  • Hvilke skadevirkninger påfører opvarmningen økonomien?
  • Hvor meget vil det koste at sænke drivhusgasudledningerne tilstrækkeligt til at holde den globale opvarmning under et ønsket niveau?
  • Hvilke skadeomkostninger ved klimaforandringerne kan man i så fald undgå?
  • Hvilke virkemidler er mest effektive til at minimere omkostningerne ved at sænke udledningerne?
  • Hvor ligger det optimale balancepunkt mellem omkostningerne ved at sænke udledningerne og gevinsterne ved at begrænse klimaskaderne?

Disse spørgsmål undersøger klimaøkonomer ved brug af modeller, der kombinerer en beskrivelse af økonomien med en forenklet beskrivelse af klimasystemet. I de klimaøkonomiske modeller vokser økonomien over tid som følge af befolkningsvækst, kapitalakkumulation og tekniske fremskridt.

I fravær af en aktiv klimapolitik medfører den økonomiske vækst en stigende udledning af drivhusgasser, først og fremmest CO 2, der ophobes i atmosfæren. Derved forstærkes drivhuseffekten, som fører til øget strålingspåvirkning fra solen, der igen medfører en stigning i havenes og i atmosfærens temperatur.

Klimaøkonomiske modeller

Et centralt element i de klimaøkonomiske modeller er sammenhængen mellem stigningen i klodens gennemsnitstemperatur og de skadeomkostninger, som opvarmningen påfører økonomien. Omkostningerne kan være en følge af fx ørkendannelse, ekstreme vejrfænomener, permanent tab af landarealer som følge af vandstandsstigninger og tab af biodiversitet. I skadeomkostningerne indgår ikke kun produktionstab, men også velfærdstabet som følge af miljøforringelser. Klimaøkonomer har forsøgt at kvantificere skadeomkostningerne ved den globale opvarmning. Det sker ved at studere, hvordan forskelle i klimaet på tværs af regioner og lande påvirker fx produktionsmuligheder, sygdoms- og dødsrisici, energiomkostninger, miljøkvalitet og biodiversitet.

En anden vigtig ingrediens i de klimaøkonomiske modeller er beskrivelsen af omkostningerne ved at sænke udledningen af drivhusgasser. Beskrivelsen bygger blandt andet på skøn for omkostningen ved indførelse af teknologier, som kan erstatte teknologi baseret på fossile brændsler.

De klimaøkonomiske modeller kan blandt andet bruges til at give et skøn over den ”samfundsmæssige kulstofomkostning”, der angiver nutidsværdien af de samlede fremtidige skadeomkostninger ved at udlede et ekstra ton CO 2 i dag. Et centralt resultat i klimaøkonomien er, at man opnår en optimal klimaindsats ved at sikre, at omkostningen for alle virksomheder og borgere ved at udlede et ekstra ton CO2 netop svarer til den skadeomkostning, som udledningen forvolder. Det kan fx opnås ved at lægge en afgift på alle CO2-udledninger, der svarer til den samfundsmæssige kulstofomkostning. Det kan også ske via et system med omsættelige CO 2 -kvoter (tilladelser til at udlede CO2), som sikrer, at prisen på retten til at udlede et ton CO2 (kvoteprisen) er lig med den samfundsmæssige kulstofomkostning.

Farlige tipping points

I princippet kan de klimaøkonomiske modeller altså bruges til at finde den samfundsøkonomisk optimale indsats for reduktion af drivhusgasudledninger og størrelsen af den optimale CO 2 -afgift. Der er dog meget stor usikkerhed om de centrale parametre i modellerne. Fx er klimaforskerne usikre på, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur vil stige ved en given forøgelse af CO2-koncentrationen i atmosfæren, ligesom der er stor usikkerhed om, hvor meget temperaturen skal stige, før vi passerer farlige ”tipping points” i klimasystemet.

Farlige tipping point kan være hvor:

Udover denne naturvidenskabelige usikkerhed er der stor usikkerhed om de omkostninger, klimaforandringerne kan påføre de menneskelige samfund fx ved at udløse konflikter og store migrationsstrømme.

Hvem skal betale regningen?

Dertil kommer, at udledningen af CO2 i dag vil påvirke klimaet i mange århundreder fremover. Skadeomkostningen ved at udlede et ekstra ton CO2 i dag afhænger derfor afgørende af, hvordan man vægter fremtidige generationers forbrugsmuligheder i forhold til forbrugsmulighederne for nulevende generationer. Dette er et kontroversielt spørgsmål, som der ikke er enighed om hverken inden for eller uden for klimaøkonomernes kreds.

DICE-modellen

Den kendteste klimaøkonomiske model er den såkaldte DICE-model (Dynamic Integrated Climate Change Model) udviklet af William D. Nordhaus, der i 2018 modtog Nobelprisen i økonomi for sin pionérindsats inden for klimaøkonomien.

Nordhaus er gennem årene blevet kritiseret for at undervurdere skadeomkostningerne ved klimaforandringerne. Nobelpriskomitéen fremhævede, at han ikke fik Nobelprisen for sit konkrete skøn for den optimale klimapolitik, men for sit bidrag til udviklingen af en metode til systematisk analyse af forholdet mellem omkostningerne ved klimaforandringerne og omkostningerne ved at sænke drivhusgasudledningerne.

Når man indlægger de senere års forskningsresultater vedrørende sammenhængene i klimasystemet og de mulige eller sandsynlige skadeomkostninger ved klimaforandringerne i DICE-modellen, ligger modellens skøn for den ”optimale” klimapolitik i øvrigt tæt på Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning under 2 grader i forhold til førindustriel tid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig