Arktis

.

Arktis.

.

Arktis.

.

Arktis. Isbjørn.

.

Arktis er området omkring Nordpolen, i reglen forstået som det område, der har polarklima, dvs. under 10 °C i den varmeste måned. Denne grænse er også trægrænsen. Det arktiske område fordeler sig uregelmæssigt omkring Nordpolen, idet den mindste udstrækning findes i Sibirien, hvor grænsen ligger ca. 2000 km fra Nordpolen, og den største ved Davisstrædet mellem Canada og Grønland, hvor grænsen ligger omkring 4000 km fra Nordpolen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet Arktis er en afledning af græsk arktos 'bjørn', om stjernebilledet Store Bjørn.

Centralt i Arktis ligger det overvejende isdækkede Nordlige Ishav (eller Arktiske Hav) og heromkring de arktiske landområder, som omfatter nordkysten af Rusland, Canada og Alaska, store dele af Island samt hele Grønland. Fra Ishavet transporteres store mængder af is ud i de tilstødende havområder, især med Den Østgrønlandske Polarstrøm.

Store områder er permanent dækket med is. Det gælder den grønlandske indlandsis, store områder i Nordøstcanada og Alaska samt øerne i Nordlige Ishav: Svalbard, Novaja Zemlja mfl. I områderne uden isdække er vegetationen tundra, karakteriseret af mosser, lav, græsser og dværgvækster. Mange steder er nedbørsmængderne små, og store områder er arktisk ørken. Overalt er der permafrost; kun det øverste jordlag tør op om sommeren.

Dyre- og planteliv er langt rigere, end man umiddelbart skulle forvente. Pga. midnatssolen giver sommeren, skønt kort, gode lysforhold for plantevækst på land og algevækst i havet. Antallet af arter er ret lille, men antallet af individer kan være stort.

Arktis har været beboet i mindst 5000 år, på trods af de barske naturforhold, men området hører til blandt de tyndest befolkede i verden. Klimasvingninger og stærkt varierende resursegrundlag har betydet vekslen mellem overflod og sult, i mange tilfælde udslettelse af hele samfund. Udnyttelsen af naturgrundlaget har været rettet mod hav- og landpattedyr, fugle og fisk, og befolkningen har måttet være særdeles mobil for at udnytte fangstdyrenes vandringsruter. Bortset fra nogenlunde faste flyttemønstre mellem sommer- og vinterbopladsområder har der ikke eksisteret faste beboelser i Arktis før europæernes ankomst. De traditionelle kulturer udviste en høj grad af tilpasning til de krævende betingelser med deres udvikling af specielle klædedragter, fangstmetoder og –redskaber, transportmidler m.m.

Fra 1600- og 1700-tallet blev Arktis langsomt inddraget i verdensøkonomien. I begyndelsen var det de europæiske konge- og handelshuse, der efterspurgte skind. Senere var det olie og tran fra hvaler og sæler til belysning af Europas stuer. Mange bebyggelser fra 1600-1900-tallet blev oprettet med henblik på afsmeltning og handel med olie samt bytte af redskaber, våben og nydelsesmidler med skind. I 1900-tallet har de rige fiskeresurser i Arktis været det vigtigste eksistensgrundlag, i begyndelsen med spredt udnyttelse, men i 1950'erne og 1960'erne intensiveredes udnyttelsen af fiskeresursen, som mange anså for uudtømmelig. Produktionen blev samlet til få, større byer, og mange små samfund blev fraflyttet. Vurderingen af de arktiske fiskeresurser har dog været for optimistisk, og mange steder spiller fangstdyr og en høj grad af selvforsyning stadigvæk en vigtig rolle.

Der er konstateret meget store mineralresurser i Arktis, bl.a. nikkel, kobber, kul, guld og diamanter i Rusland og uran, kobber, nikkel, zink, gas og olie i Nordamerika. De fleste potentielle resurser udnyttes dog ikke pga. de store omkostninger ved både udvinding og transport i Arktis. Desuden skal der tages særlige og kostbare hensyn til de arktiske økosystemer. Også for en anden potentiel udnyttelse af Arktis, nemlig turisme, gælder det, at den sårbare natur og det udsatte samfund sætter snævre grænser for, hvor langt man vil gå.

Som følge af Arktis' placering anbragte de to supermagter, USA og Sovjetunionen, flere militære installationer i området, bl.a. en cirkumpolar kæde af store radarstationer. De militære interesser har ført til flere konflikter med den oprindelige befolkning; bygder er blevet flyttet og traditionelle fangstruter og jagtområder er blevet forstyrret.

En række organisationer arbejder på at knytte tættere bånd mellem de arktiske befolkninger på tværs af landegrænserne. I stigende omfang bliver bevarelsen af det arktiske miljø også betragtet som et internationalt anliggende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig