Kystsikring med høfter af nedrammede pæle
Af /Ritzau Scanpix.

Klimapolitik er politik, der har som formål at begrænse de problematiske ændringer i klimaet på vores klode – ændringer som er et resultat af den globale opvarmning, herunder at tilpasse vores samfund til den opvarmning som sker. Klimapolitik består blandt andet af målsætninger, økonomiske instrumenter som f.eks. afgifter, tilskud og kvoter, samt regler for standarder, folkeoplysning mv.

Den globale opvarmning er karakteriseret ved at være et globalt miljøproblem, da det er den samlede mængde drivhusgasser i atmosfæren, der resulterer i den globale opvarmning uafhængigt af, hvor i verden drivhusgasserne er udledt.

Rammen for klimamålsætninger fastlægges internationalt i FN

Derfor danner internationale forhandlinger rammen om klimamålsætninger og klimatiltag om de enkelte landes klimapolitik. De internationale forhandlinger om klimamålsætninger og klimatiltag sker i FN’s Rammekonvention om Klimaforandringer (UNFCCC) underskrevet i Rio de Janeiro i 1992.

Konventionen fastsætter en målsætning om at stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, der forhindrer farlige menneskeskabte klimaforandringer. Desuden fastlægger konventionen, at parterne skal måle og rapportere, hvor meget de udleder, og hvilke klimapolitikker de implementerer for at reducere klimaudledningerne og tilpasse sig eksisterende og nye klimaændringer.

Praktisk taget alle verdens lande har ratificeret konventionen. Der har siden været afholdt møder næsten hvert år mellem konventionens parter med henblik på at fastlægge den globale klimapolitik.

Et af de vigtigste møder under konventionen blev afholdt i Kyoto 1997. Her vedtog parterne den såkaldte Kyoto-protokol. Protokollen fastlagde reduktionsmålsætninger for 38 ilande og EU, som er selvstændig part i konventionen, på i alt 5 procent. i perioden 2008-12 i forhold til niveauet i 1990.

Kyotoprotokollen giver parterne mulighed for at bruge de såkaldte ”Kyotomekanismer” til at opfylde forpligtelserne. Disse mekanismer kan være handel med kvoter, fælles opfyldelse ved projekter i ilande og den grønne udviklingsmekanisme med projekter i ulande. Mekanismerne sigter på at gøre opfyldelsen af målsætningerne mere omkostningseffektiv og på at overføre teknologi mellem parterne. USA ratificerede aldrig Kyoto-protokollen, og Canada trak sig fra protokollen fra 2012.

EU’s klimapolitikker

I EU besluttede medlemsstaterne at fordele reduktionsmålsætningerne i den såkaldte “byrdefordelingsaftale”. For at opfylde den samlede EU-målsætning og understøtte medlemsstaternes målopfyldelse vedtog medlemsstaterne at fastlægge forskellige EU klimapolitikker. Eksempler på disse politikker er EU’s kvotedirektiv, hvor virksomheder med store udledninger og energiproducenter skal aflevere CO2-kvoter svarende til deres udledninger, regler for bilers drivhusgasudledninger, krav til energieffektivitet, målsætninger om vedvarende energi mv.

Uenighed blandt i- og ulande om ansvaret for CO2-udledningerne

I 2009 havde Danmark formandskabet for det 15. møde under Konventionen (COP15), som samtidig var det 5. møde under Kyotoprotokollen. Op mod COP15 var der tiltagende uenighed om balancen mellem ilandenes og ulandenes ansvar for at reducere udledningerne. Ilandene stod traditionelt for den største andel of emissionerne, men i 2008 oversteg ulandenes årlige emissioner ilandenes, og deres andel har siden været stigende. Historisk er det dog stadig ilandene, der akkumuleret har udledt mest.

Siden 2006 har Kina været det land med de største CO2-udledninger. USA udleder dog i dag (2017 tal) stadig væsentligt mere pr. indbygger, nemlig 15,7 ton CO2 mens den gennemsnitlige kineser udleder 7,7 ton, den gennemsnitlige borger i EU 7,0 ton og den gennemsnitlige dansker 5,9 ton.

Ilandene fremførte på den baggrund, at også ulandene skulle reducere deres udledninger, mens derimod ulandene påpegede, at det var et historisk problem skabt af ilandene og at disse først og fremmest skulle tage ansvaret. I Konventionen kaldes dette ”princippet om fælles, men differentieret ansvar”.

Denne uoverensstemmelse medførte at forhandlingerne om en juridisk bindende aftale brød sammen, og at COP15 i stedet resulterede i en løsere aftale, Copenhagen Accord. De lande, der skrev under på aftalen, skulle indmelde deres reduktionsmål og -planer. COP15 blev dermed første skridt mod en såkaldt ”bottom-up” tilgang frem for en fordeling af et overordnet mål.

I 2012 i Doha vedtog parterne til Klimakonvention endnu en forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen gældende for perioden 2013-2020. Reduktionsmålet i den anden forpligtelsesperiode er en 18 procents reduktion i forhold til 1990.

Under den danske EU-kommissær, Connie Hedegaard, foreslog EU kommissionen rammen om EU's klima- og energipolitik, herunder en målsætning om en 40 procent. reduktion af EU’s drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990. Denne målsætning blev vedtaget af EU’s ledere i oktober 2014. Gennemførelsen skal ske ved at sektorerne under Kvotesystemet skal reducere yderligere. Alle medlemsstaterne har påtaget sig nationale målsætninger og EU fortsætter med at vedtage yderligere fælles klimapolitikker.

Parisaftalen

I 2015 vedtog parterne Parisaftalen med en langsigtet målsætning om at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader og bidrage til at fortsætte indsatsen for at begrænse den til 1,5 grader. I stedet for at fastlægge en samlet målsætning for parterne forpligter aftalen dem til at fremlægge og indmelde deres nationale planer for at reducere udledningerne af drivhusgasser.

Desuden besluttede man en ambitionsmekanisme, hvor parterne hvert femte år skal vurdere, hvorvidt de indmeldte nationale klimaplaner er tilstrækkelige for at nå målet og i forlængelse heraf revidere deres reduktionsbidrag og forpligte sig til yderligere klimatiltag og politikker. EU indmeldte sin klimaplan om en 40 procent reduktion til UNFCCC.

Efterfølgende har EU’s ledere i 2019 vedtaget konklusioner om at opnå klimaneutralitet i 2050. I sommeren 2020 har Polen dog stadig ikke forpligtet sig til dette.

På det næste møde under Klimakonventionen, formentlig i 2021, skal parterne forhandle om en skærpelse af reduktionsplanerne. EU-Kommissionen har foreslået at EU’s reduktionsmål for 2030 hæves til mindst 50 procent og op til 55 procent sammenlignet med 1990.

Klimapolitikken er rykket op ad den politiske dagsorden

Siden erkendelsen af, at den globale opvarmning er et kæmpeproblem for vores samfund og velstand, er klimapolitikken rykket op ad den politiske dagsorden. Klimapolitik er nu noget, der ofte drøftes, når verdens ledere mødes, og klimapolitik aktiverer befolkningerne og er blevet ikke kun et spørgsmål om vores fælles klima, men også om fordelingspolitik, økonomisk udvikling, generationsinteresser mv.

Klimapolitik griber ind i mange andre politikområder som energipolitik, transportpolitik, landbrugspolitik og den generelle økonomiske politik. Mange lande har klimaministerier og klimaministre. Danmark var et af de første lande i verden, der fik et klimaministerium og en klimaminister. Folketingsvalget i 2019 blev af mange kaldt et klimavalg.

Folketinget vedtog senere på året med et bredt flertal en aftale om en klimalov med et 70 procents reduktionsmål i 2030. I 1990 havde Danmark relativt høje CO2 udledninger pr indbygger nemlig ca. 10,5 ton. De danske udledninger pr indbygger er væsentligt reduceret til 5,9 ton i 2017. Politikker og virkemidler spænder bredt fra store offshore vindmølleparker, over opmærksomhed og holdningsændringer i befolkningen til håndtering af gylle i landbruget, elbiler mv.

Klimatilpasning

Et af de politikområder, der får stigende fokus, er klimatilpasning. Efterhånden som det bliver tydeligt, at verden på trods af klimaindsatsen vil komme til at opleve væsentlige klimaforandringer, er der fokus på at tilpasse vores politikker og samfund til de ændringer, der kommer. Klimatilpasningspolitik er ofte i form af klimaplaner, der forholder sig til, hvorledes f.eks. den stigende vandstand, øget nedbør og lange tørkeperioder håndteres. Udveksling af erfaringer om klimatilpasning og støtte til udviklingslandenes klimatilpasning er også en del af UNFCCC-aftalerne. Desuden har EU en klimastrategi, hvor EU’s medlemslande koordinerer deres klimatilpasning og indarbejder klimatilpasning i de relevante politikområder som f.eks. landbrugspolitik, sikkerhedspolitik og energipolitik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig