Faktaboks

Ron DeSantis

Ronald Dion DeSantis

Født
14. september 1978, Jacksonville, Florida
Nationalitet
amerikansk
Virkested
USA
Ron DeSantis, 2023.
Af //Reuters/Ritzau Scanpix.

Ron DeSantis er en amerikansk politiker fra Det Republikanske Parti. I perioden 2013-2018 var han medlem af Repræsentanternes Hus for Floridas 6. Kongresdistrikt, og siden januar 2019 har han været Floridas guvernør.

I maj 2023 indledte han officielt en kampagne for at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat i 2024.

Ron DeSantis: Uddannelsesbaggrund og tidlig karriere

Ronald Dion DeSantis tog i 2001 en Bachelorgrad i historie fra Yale University og afsluttede i 2005 juridisk embedseksamen med udmærkelse fra Harvard Law School. Derefter indledte han en militær karriere i den amerikanske flåde. Han nåede at blive forfremmet til løjtnant, før han blev tilknyttet specialstyrken SEAL Team One som juridisk rådgiver. I denne egenskab var han i 2007-2008 udstationeret i Irak.

Valgt til Repræsentanternes Hus

I 2012 blev Ron DeSantis valgt til Repræsentanternes Hus i Kongressen. Her var han med til at stifte det såkaldte ”Freedom Caucus” – en gruppering af de mest konservative republikanske kongresmedlemmer.

Fra 2016 var han en begejstret tilhænger af præsident Donald Trump, og i 2018 vandt han posten som guvernør i sin hjemstat Florida. Det nære forhold til Trump spillede en central rolle i hans valgkamp.

Guvernør i Florida

Ron DeSantis og Donald Trump.
Den daværende præsident Donald Trump viser sin støtte til Ron DeSantis under hans valgkamp til posten som guvernør for Florida. Billedet er taget den 31. juli, 2018 i Tampa, Florida - godt en måned før valget.
Af //AP/Ritzau Scanpix.

Som guvernør engagerede han sig særligt i den verserende ”kulturkamp” i USA. Blandt andet plæderede han for forældres ret til at gøre indsigelser mod, hvad deres børn blev undervist i i Floridas skoler – og hvordan. Blandt de kontroversielle spørgsmål var, hvorvidt – og hvordan – undervisere måtte omtale emner som homoseksualitet og racisme.

Krigen mod woke

DeSantis kastede sig også ud i en slags straffeaktion mod en af Floridas største arbejdsgivere, Disney-koncernen, som han hævdede var for liberal – eller ”woke”, som DeSantis betegnede det – i spørgsmål om eksempelvis homoseksualitet og transkønnethed. Disse kulturkampe var med til at gøre DeSantis populær på USA’s politiske højrefløj.

Guvernørvalget 2022

Mens Det Republikanske Parti generelt havde et virkelig dårligt valg i 2022, blev Ron DeSantis genvalgt som guvernør med en margin på hele 19,4 procent ned til sin Demokratiske modstander, den tidligere guvernør Charlie Crist.

Amerikanske medier begyndte at tale om DeSantis som en mulig republikansk præsidentkandidat – et alternativ til Donald Trump, der allerede havde meddelt, at han ville forsøge atter at blive genvalgt som USA’s præsident. Flere konservative medier udråbte DeSantis til at være ”Trump 2.0” eller ”en Trump uden alle de belastende sager”.

DeSantis melder sig som præsidentkandidat

Never Back Down
Ron DeSantis slogan i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat er Never Back Down - RD markeret og fremhævet. Spartanburg, South Carolina, den 4. oktober 2023.
Af //Reuters/Ritzau Scanpix.

I maj 2023 meldte DeSantis sig officielt som præsidentkandidat, men hans opbakning i meningsmålingerne syntes allerede at være faldende: Mens han umiddelbart efter valget i 2022 nærmest havde stået lige med Donald Trump, blev det stadigt mere klart, at det ville blive særdeles svært for ham at gøre indhug blandt de vælgere, som fortsat var mere loyale overfor Donald Trump end overfor Det Republikanske Parti.

I oktober 2023, førte Donald Trump i de fleste meningsmålinger med omkring 40 procentpoint over DeSantis, der ikke desto mindre fortsat var den nærmeste konkurrent i feltet af republikanske kandidater.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig